Den kommende version af det klassiske styresystem har fået en design-overhaling, men også adgang til et helt app-univers.
Microsoft har i dag vist Windows 11 frem for verden. Tidligere har det været en større begivenhed, når verdens mest udbredte computer-styresystem kommer i en ny version, men i en verden, hvor den mobile platform regerer, lyder PR-trompeterne ikke helt lige så højt. At den mobile platform har taget over, kan dog også ses på en anden måde.
Den måske største nyhed ved dagens afsløring var nemlig, at Windows med version 11 bliver direkte kompatibel med Android-apps.
Du vil kunne downloade dem fra Microsofts egen app-butik eller fra andre app-butikker der eksisterer på PC-platformen, såsom Amazons. Disse apps kører direkte i Windows og altså ikke i et emulator-vindue.
Det betyder naturligvis ikke blot, at udbuddet i Microsoft-butikken bliver kraftigt udvidet.
Det betyder også, at Android-udviklere får adgang til et endnu større publikum, og at Microsoft med ét kan tilbyde brugerne en hel masse apps, der kan køre på ARM-udgaven af Windows. Manglen på apps har tidligere været et af kritikpunkterne omkring sidstnævnte.
Installerede Android-apps vil kunne findes side om side med almindelige Windows-programmer og apps i Start-menuen, taskbar’en og så videre. Og apropos Start-menuen og taskbar’en så er de to steder sædvanligvis dér, hvor et nyt Windows-design først bliver synligt. Sådan er det også med Windows 11.
Galleri
Større hensyn til touchskærme
Ud over et generelt mere strømlinet design, så har Microsoft flyttet ikonerne i taskbar’en ind på midten. Du kan stadig justere dem, så de ligger til venstre som tidligere, hvis du foretrækker det, men fra starten ligger de i midten, lidt i stil med den dock, Apple bruger på macOS og iPadOS. Du kan nu også gruppere ikonerne i såkaldte Snap Groups, der popper op i bobler fra startmenuen.
Beslutningen om at flytte ikonerne er formentlig taget ud fra en forventning om at flere brugere kommer til at anvende Windows på en touch-skærm, hvorfor skærmtastaturet også er blevet forbedret, inklusive funktionen til tommelfinger-tastning, hvor tastaturet fordeles på de to nederste hjørner. Knapper til f.eks. udvidelse af vinduer er også gjort større, så de er nemmere at ramme med fingrene.
Det var oprindeligt den samme forventning, der gav anledning til en total gentænkning af Start-menuen i Windows 8, hvilket formentlig var lidt for tidligt. Start-menuen i Windows 11 aktiveres ligesom taskbar-ikonerne fra midten, men har derudover kun små forandringer i forhold til, hvad vi kender nu. Den er dog mere konfigurérbar.
Derudover afslørede Microsoft også, at Windows 11 kommer til at have Xboxens Auto HDR indbygget, der giver f.eks. ældre spil uden ”rigtig” HDR en HDR-effekt. Windows 11 skulle også håndtere brug af flere skærme bedre. Microsoft har også valgt at bygge Teams ind i Windows som standard.
Windows 11 forventes klar til installation på computere verden over omkring årets udgang.