Forside * Nyheder

Lækkede billeder viser Samsungs Watch Active 4

-
(Foto: OnLeaks/GizNext)

Skærm til kanten og et stilrent design i fire farver lader til at være i vente, når Samsung annoncerer sine nye smarture.

Nedtællingen er begyndt til næste mandag, hvor Samsung forventes at vise næste generation af firmaets smarturs-teknologi frem i forbindelse med MWC. Derfor er det ikke så overraskende, at vi er begyndt at se lækkede billeder af, hvad der er i vente.

Som faste læsere af disse sider vil vide, forventes Samsung at sende Tizen-styresystemet ud til højre til fordel for en ny udgave af Googles Wear OS, som Samsung så til gengæld har været med til at udvikle.

Annonce:
(Foto: OnLeaks/GizNext)

Indtil videre har snakken omkring det kommende smartur været mest fokuseret på Samsungs hoved-serie, der bare hedder Galaxy Watch. Men nu lader det til, at Samsung også har tænkt sig at lancere en opgraderet version af deres fitness-orienterede model, der hedder Watch Active. Og for at synkronisere de to serier, springes Watch Active 3 over, så den næste model hedder Watch Active 4.

Sidstnævnte er der netop blevet sluppet billeder ud af. Disse kommer fra OnLeaks i samarbejde med det indiske website GizNext. Billederne er computer-renderinger i stil med dem, der normalt bruges i marketingssammenhænge.

Skærm til kanten

Det står ikke helt klart, om der er tale om officielle billeder fra Samsung eller firmaets partnere, eller om disse er renderinger lavet ud fra lækkede specifikationer. Men uanset hvad er der tale om informationer af den normalt relativt troværdige slags, OnLeaks er kendt for at tilvejebringe.

(Foto: OnLeaks/GizNext)

Den største nyhed på billederne er helt klart, hvordan skærmen går helt ud til kanten af uret. Når vi har skrevet om det kommende ur her på siden, har vi ofte brugt et spændende, men måske lidt fantasifuldt bud på et design fra en uofficiel kilde, hvor skærmen netop går ud til kanten. Det viser sig nu måske slet ikke at være så fantasifuldt.

Watch Active 2 havde ligesom på disse billeder ikke nogen krans, sådan som Galaxy Watch 3 har. Men rammen rundt om skærmen på Watch Active 2 er noget tykkere, i modsætning til uret på disse lækkede billeder, der ser ud til at være lavet til at partnere kan indsætte skærmbilleder fra apps med mere.

(Foto: OnLeaks/GizNext)

Derudover fortæller billederne os, at uret kommer i fire farver (Sort, hvid, grøn og guld) der dog ifølge det Samsung-fokuserede website SamMobile bliver en anelse anderledes i nuancerne, når man ser på dem i virkeligheden. For eksempel bliver guld-farven mere rosenguld-agtig, end hvad man kan se på billederne.

Watch Active 4 forventes ligesom sine forgængere at komme i to størrelser, 44mm og 40mm. Det samme gælder i øvrigt for det normale Galaxy Watch 4-ur, som de fleste regner med kommer til at have en krans ligesom forgængeren.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.