Forside * Featured

Halveret kommission skal lokke Android-udviklere til at lave apps på tværs af platforme 

-

Dermed håber Google at hjælpe f.eks. Wear OS-, Android TV og endda Windows-platformene.

Som vi rapporterede den anden dag, kommer Windows 11 til at understøtte Android-apps direkte i brugerfladen. Men hvis der ikke blot skal være tale om et vindue i smartphone-skærmstørrelsen på Windows-skrivebordet, skal udviklerne være klar med skaleringsmekanismer i app’en. 

På samme måde skal udviklerne også være med ombord, hvis Googles og Samsungs satsning på en ny udgave af Wear OS skal give pote. Og det samme gælder naturligvis for Android TV og Google TV, som Google stadig skubber på for at få ind på endnu flere platforme. Det ville jo være noget nemmere og mere effektivt, hvis en Android-app virkede godt på alle disse platforme fra fødslen.

Annonce:

Det er Google imidlertid også godt klar over, så nu gør techgiganten en indsats for at få udviklerne til at lave mere universelle apps. Det sker ifølge Ars Technica gennem et nyt initiativ, der hedder ”Play Media Experience Program”, som sikrer udviklerne flere penge i kassen, hvis de breder kompatibiliteten ud.

Google tilbyder gennem dette program, at app-udviklere kan nøjes med at give Google 15% af Play Store-indtægterne fra app’en, hvis de gør den tilgængelig på flere platforme. Men app’en skal også leve op til en række andre betingelser.

Benzin på bålet

Først og fremmest definerer Google, hvilke platforme, en app skal være tilgængelig på for at kvalificere sig til den lavere kommission. Listen over de påkrævede platforme afhænger af app-typen, sådan at en lydbaseret app f.eks. skal understøtte Wear OS, Android Auto, Android TV og Google Cast.

Det står i modsætning til en video-baseret app, der ud over Android skal understøtte Android TV, Google TV og Google Cast. En app, der kræver en del læsning af tekst, skal optimeres for tablets, foldbare smartphones og ’Entertainment Space’, der er en ny sektion på Android-tablets, hvor alle underholdnings-apps er samlet. Og så videre.

Men der er også krav til app-udviklernes placering i hierarkiet. Folkene bag den pågældende app skal have mindst 100.000 månedlige installationer på tværs af deres apps, som samtidigt generelt skal være velanmeldte i Play Store.

Googles initiativ kommer på et tidspunkt, hvor der er en højlydt debat i gang om, hvor meget app-udviklere skal betale i kommission til app-butikkerne. Især Apple er under angreb for at stå for hårdt på de 30% af alle app-genererede indtægter, de opkræver. Play Media Experience Program kan derfor også ses som et forsøg på at lokke app-udviklere fra iOS til Android.  

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.