3/5-21 kl. 12:40 – Artiklen er opdateret med pris
TV 2 indgår endnu et strategisk partnerskab, der øger udbuddet af internationale film, serier, reality, børneindhold, comedy og dokumentarer på TV 2 PLAY.
Overskriften på TV 2s nye koncernstrategi er ‘TV 2 PLAY til alle’, og nu styrker TV 2 det i forvejen stærke indholdstilbud på TV 2 PLAY med endnu et strategisk partnerskab. Det nye samarbejde giver TV 2 PLAYs kunder mulighed for at købe adgang til Paramount+, der byder på masser af film, serier, reality, børneindhold, comedy og dokumentarer. Det fortæller TV2 PLAY i en pressemeddelelse.
“Det udenlandske indhold er et vigtigt supplement til det danske på TV 2 PLAY, hvor vi skal tilfredsstille mange forskellige behov, og samtidig ved vi også, at for eksempel udenlandsk fiktion er efterspurgt af langt flere end blot de særligt interesserede. Derfor er vi rigtig glade for partnerskabet med Paramount+, der sammen med TV 2s eget indhold og indholdet fra vores andre partnerskaber sikrer, at der er noget til alle på PLAY”, siger Lotte Lindegaard, indholdsdirektør på TV 2.
LÆS OGSÅ: Paramount+ kan nu ses direkte
Paramount+ i tilvalgsprodukt
Indholdet fra Paramount+ bliver tilgængeligt på TV 2 PLAY fra 1. juli og kan i første omgang ses af alle TV 2 PLAYs direkte kunder kvit og frit i juli måned, hvorefter indholdet vil kunne tilkøbes som et tilvalgsprodukt til en fordelagtig pris.
“Med Paramount+-partnerskabet får vi på TV 2 PLAY i endnu højere grad et komplet streamingprodukt, hvor vores kunder kan finde et stærkt, samlet indholdstilbud. Aftalen med Paramount+ styrker PLAYs position i markedet, og vi er tilfredse med, at vi har fundet en samarbejdsmodel, hvor Paramount+ bliver en tilkøbsmulighed til en fordelagtig pris. Det styrkede værditilbud og fleksibiliteten for vores kunder vil bidrage til at levere på vores ambitiøse mål om yderligere vækst i de kommende år”, slutter Stig Møller Christensen, salgsdirektør for TV 2 Betalings-tv.
Pris og tilgængelighed
Paramount+ bliver gratis for TV 2 Play kunder i juli måned.
Derefter kan der abonneres på Paramount+ indhold til en nedsat pris på kr. 40/måned.