Forside * Nyheder

Nu kan Siri bruge Deezer som standard på HomePod Mini – men stadig nul Spotify

-

Den franske musiktjeneste er åbenbart bedre venner med Apple end Spotify, eftersom Apple nu tillader, at Deezer bliver Siris standardtjeneste for musik.

Det er ikke usædvanligt, at både personlige og holdningsbaserede gnidninger mellem firmaer i tech-verdenen går ud over brugerne. Og det kan være en af grundene til, at det ikke er muligt for Apple-fans at få Siri til at spille musik fra Spotify som standard på en HomePod.

Annonce:

Du kan godt bruge stemmen til at kommandere Siri til at spille musik fra Spotify, men du skal hele tiden afslutte dine kommandoer med ”…på Spotify” for at få det til at virke. Siri kan nemlig ikke indstilles til at bruge Spotify som standard-streamingtjeneste for musik.

Og nu ved vi, at dette ikke er på grund af et teknisk problem, eller fordi Apple forbeholder standard-indstillingen til sin egen Apple Music-tjeneste. Det er udelukkende et spørgsmål om villighed. For en anden tjeneste, Deezer, kan nemlig nu indstilles som standardtjeneste, i hvert fald på HomePod.

Hvis du ejer en HomePod eller HomePod mini, kan du nu bede Siri om at spille musik fra Deezer uden at skulle rette assistentens opmærksomhed mod tjenesten til sidst. Det gælder i øvrigt også for Deezers HiFi-abonnement, hvis du skulle være glad for høj lydkvalitet.

Personlige anliggender blokerer nem brug

Når Apple ikke vil lade Spotify få den samme ære, til trods for at Spotify nu har over dobbelt så mange betalende kunder, som Apple havde sidste år, skyldes det formentlig fjendskabet mellem de to firmaer og især topledelserne i dem.

Spotifys medskaber og CEO, svenskeren Daniel Ek, er for eksempel tætte venner med manden, der har den samme rolle hos Facebook, Mark Zuckerberg. Daniel Ek var f.eks. en af Zuckerbergs forlovere, da sidstnævnte blev gift med Melissa Chan.

Zuckerberg ligger i verbal skyttegravskrig med Tim Cook fra Apple, og der er blevet kastet en del mudder frem og tilbage. Med Daniel Ek fast forskanset på Zuckerbergs side af konflikten, sidder Spotify næppe øverst på listen over virksomheder, Apple vil forsøge at tilfredsstille.

Klagede over Apple til EU

Det hjælper ikke på sagen, at Spotify som nævnt er Apple Musics største konkurrent. Men det hele gøres meget værre af, at Spotify også har valgt side i striden mellem Apple og Epic Games om Apples App Store-fortjeneste. Her har Spotify støttet Epic Games offentligt.

Derudover har Spotify også selv en sag kørende med Apple. Når iOS-brugere downloader Spotify fra App Store og tegner et abonnement i app’en, går mindst 30% af pengene til Apple, hvilket har fået Spotify til at klage over Apple til EU-kommissionen.

Med andre ord er stemningen nok betydeligt bedre mellem Deezer og Apple, end mellem Spotify og Apple. Og før det ændrer sig, vil Apple nok kun modvilligt lade bruge Spotify som standard-afspiller på f.eks. HomePod mini.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.