Der er dog ikke tale om en ny streaming-tjeneste, men en social platform, hvor du kan lære mere om firmaets serier, interagere med andre fans, lytte til podcasts med mere.
Det er nok meget godt, at det er svært at varemærke-beskytte et plus-tegn. For hvis det var tilfældet, var der nok en del streamingtjenester (og smartphones-producenter), der skulle tilbringe det meste af deres tid i retssale.
Hvordan man end vender og drejer det, så har det været meget populært at tilføje et plus til sit i øvrigt veletablerede brand, hvis man for eksempel er en stor medie- eller tech-virksomhed, der skal lancere en streamingtjeneste. Tre af de største eksempler, der er adgang til i Danmark er Disney+, Apple TV+ og Paramount+, men i USA har de også AMC+, Discovery+, BET+, ESPN+ og flere andre.
Mange af disse har ændret navn sidenhen, ganske enkelt fordi, der allerede er for mange plusser på folks TV-skærme. Og midt i denne plus-eksplosion ser det nu ud som om, den største af alle streamingtjenesterne også vil have et plus-produkt. Netflix overvejer angiveligt en ny platform, der skal hedde N-Plus.
Der er dog ikke tale om en ny streamingtjeneste denne gang. I stedet skulle der være tale om noget, der kan være hårdt brug for hos Netflix – en guide. Jaja, naturligvis er der allerede en guide ombord i Netflix’ mange brugerflader, der algoritmisk kan anbefale nye serier til dig, og hvor du kan søge i kataloget. Netflix har endda for nylig lanceret en ”shuffle”-funktion til tjenesten.
Fokuseret på Netflix’ eget indhold
Men vær nu bare helt ærlig – når du tager i betragtning, hvor gigantisk, Netflix’ udvalg er, hvor brugbar er den nuværende guide så? Hvis man kigger på sociale medier, er det ofte der, folk spørger vennerne efter anbefalinger til nye serier og film, de kan kaste sig ind i. Og når Netflix bruger så mange penge på originalt indhold, som de gør, vil firmaet også gerne have at folk finder det.
Det skulle efter sigende være baggrunden for etableringen af N-Plus. Der skulle være tale om en platform, hvor folk ikke bare lære Netflix’ egen-produktioner at kende, men også interagere med andre fans af f.eks. en given serie, eller lytte til podcasts, der er relateret til en serie eller en film. Endelig skulle du også kunne give feedback på idéer til planlagte serier.
På N-Plus skulle du også kunne finde sådan-gør-du-guides til Netflix’ forskellige funktionaliteter og du skulle også kunne lave playlister med mere på N-Plus. Og hvor ved vi så alt det fra? Det er webmediet Protocol, der har bragt nyheden på banen. Kilden er en brugerundersøgelse, som Netflix har sendt ud til udvalgte brugere for at høre deres mening om bestemte funktioner.
Langt fremme i udviklingen
I teksten på spørgeskemaet formulerer Netflix sig som om, beslutningen om platformens oprettelse allerede er taget, for de skriver at ”N-Plus er en fremtidig online-tjeneste, hvor du kan lære mere om Netflix-shows, du elsker og alt, der er relateret til dem”.
Netflix har naturligvis ikke villet bekræfte, at N-Plus er på vej, eller hvornår platformen i givet fald lanceres. Til Protocol siger en talsperson fra Netflix, at firmaet ofte laver brugerundersøgelser omkring idéer, der arbejdes på bag kulisserne. Men Netflix’ sprogbrug i undersøgelsen indikerer, at projektet allerede er ret langt.
Det betyder dog ikke, at vi kan være sikre på at se N-Plus i en nær fremtid. Det ville ikke være første gang i Silicon Valleys historie, hvis Netflix beslutter sig for at droppe projektet, selv om det er næsten klar til lancering.