I forbindelse med åbningen af det kommende Star Wars-hotel i Florida vil gæster kunne lege med den hidtil mest filmunivers-tro version af det legendariske håndvåben.
Der var engang, hvor det der med at ryge indenfor ikke var så upopulært, som det er i dag. For mange af os, der voksede op i 70’erne og 80’erne med rygerforældre, følger der en trang til at hoste med, når minder fra barndommen kaldes frem. Men der var én fordel ved de tætte tåger i hjemmet.
Når du fik en ny lommelygte i julegave, var det nemmere at se lysstrålen, når lokalet var lidt tilrøget. Og så kunne Hellesen-batterierne i sådan en lommelygte hurtigt blive til kyber-krystaller, der lavede lygten om til et lyssværd. I hvert fald hvis ejeren var Star Wars-fan.
Siden kom alle mulige former for lyssværd ud i butikkerne. Den typiske udformning var et sværdhåndtag med et længere, gennemsigtigt plastikrør for enden, der kunne oplyses indefra. Denne udformning holdt som regel ikke til ret mange lyssværdskampe med nabo-børnene, før plastikrøret var kaput.
Star Wars-merchandise-firmaerne er dog blevet bedre med tiden til at producere holdbare legetøjslyssværd, du rent faktisk kan bruge i (næsten) reelle sværdkampe. Men det er stadig ikke helt rigtigt. For det første er hele pointen med lyssværd, at laser-klingen skyder ud fra håndtaget, hvilket er nærmest umuligt at gøre til virkelighed, eftersom lys har det med at fortsætte derudaf og ikke bare stopper efter lidt over en meters penge.
Specialdesignet til rum-krydstogt
Det sidste gælder især lasere, der for det andet ikke er helt så gode til at skære igennem alt fra arme til ståldøre og klippesten, som de er i Star Wars. Skarpt fokuserede lasere og plasmakanoner kan sætte ild i ting og gøre folk blinde, men vi har endnu ikke mestret at få dem til at gennemskære kraftige materialer så skarpt som det sker i filmene.
Nu ser det dog ud som om, vi er halvvejs i forhold til at løse de to udfordringer ovenfor. Disneys teknologiudviklings-afdeling, Disney Imagineering, blev nemlig i forbindelse med planlægningen af et nyt Star Wars-hotel bedt om at udvikle lyssværd, der folder sig ud på den helt rigtige måde – og som også kan bruges til at slås med.
Det ser det ud som om, de er lykkedes med. Der har i et stykke tid gået rygter om at gæster på hotellet kan få udleveret specielle lyssværd, der skyder ud af håndtaget, og samtidigt er stærke nok til at lege fægtekamp med (der skulle dog ikke være tale om ret meget skære-evne). Disney har netop sendt en teaser ud som reklame for hotellet, der ligner en bekræftelse.
Som et målebånd
I den meget korte video ser vi netop sådan et lyssværd blive tændt. Ifølge rygter som The Verge har opsnappet, skulle der være tale om et stykke plastik, der rulles ud på samme måde som et metalmålebånd, og så skulle der sidde tilstrækkeligt med LED-lamper på plastikket til at det ligner et rigtigt lyssværd.
Plastikket skulle altså være stærkt nok til at børn (i alle aldre) kan lege fægtekamp med det på hotellet, der hedder Star Wars: Galactic Starcruiser. Som navnet antyder er hotellet udformet som et krydstogts-rumskib, som man så er ombord på. Disney fortæller dog, at de stadig er i gang med at gøre lyssværdene færdige, men at de skulle være klar til næste år, når hotellet åbner.
Du skal dog en tur til Florida for at komme ombord på krydstogt-rumskibet, for hotellet er en del af Disneyworld-komplekset i Orlando. Hvis du ikke gider bruge penge på det, kan du måske nøjes med at se den nyeste tilføjelse til Star Wars-universet på Disney+. Det er animationsserien ’Star Wars: The Bad Batch’, som nu er landet på tjenesten med den danske titel ’De Hårde Hunde’