En af de mest træfsikre analytikere på Apple-fronten siger nu, at Apple har foldelige skærme i pipelinen.
Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Apple ofte venter mindst 1-2 år med at implementere spritnye smartphone-teknologier, så disse er modne og børnesygdomsfri, inden de kommer i hænderne på Apple-fans. Lige med undtagelse af de teknologier, Apple selv får produceret, såsom de A-processorer, der sidder i iPhone og iPad.
Men det er ikke alle teknologier, der finder vej til iPhone. Nogle teknologier når aldrig at blive modne, fordi de bliver lanceret på Android af mere vovemodige (ofte kinesiske) producenter, men viser sig aldrig at fange markedets opmærksomhed. Disse teknologier forsvinder ganske enkelt igen, inden Apple når frem til seriøse overvejelser om at implementere dem.
Eksempler inkluderer modulær smartphone-teknologi og pop-op-selfiekameraer, men der har været mange andre igennem tiderne. Og så kunne man jo godt forledes til at tro, at foldbare skærme står til at blive endnu en kandidat til glemselen, givet at vi foreløbig kun har set meget dyre, og ikke særligt godt sælgende smartphones med foldbare skærme.
Men telefoner med foldbare skærme er netop dyre, fordi selve skærmene er dyre. Efterhånden som disse falder i pris, kan foldbare skærme gå hen og blive mere normalt. Og nu ser det ud som om, Apple regner med at sådan en normalisering vil finde sted over de næste par år.
Samsung skal levere skærmen
I hvert fald er der meget, der tyder på, at Apple vil putte foldbare skærme i iPhone fra efteråret 2023. Vi har tidligere hørt rygter om foldbare iPhones, men denne gang kommer de fra den som regel ganske troværdige Apple-spåmand og virksomhedsanalytiker Ming-Chi Kuo, der har informeret sine investorkunder om Apples planer.
Kuos styrke er hans forbindelser og kilder i produktionsmiljøet, og det er også herfra, nyheden om foldbare skærme kommer. Helt præcist siger Kuo, at Samsung Display (der som bekendt allerede har gjort Samsung Electronics til markedsleder, når det gælder foldbare smartphones) vil levere en skærm til iPhone, der i udfoldet tilstand er omkring 8 tommer stor.
Apple vil dog ifølge Kuo bruge nanowire-teknologi fra TPK til at gøre skærmen berøringsfølsom, fordi Apple mener at denne teknologi er overlegen i forhold til Samsungs egen. Kuo mener også at vide, at opløsningen på den foldbare iPhone-skærm bliver QHD+, altså 3200×1800 pixels.
Kuo skriver også til sine kunder, at han forventer lanceringer af foldbare smartphones fra en række kinesiske producenter, herunder Xiaomi, Honor, Oppo og Vivo. Dette skulle ske fra dette års udgang og i starten af 2022. Dermed vil især det asiatiske marked være fyldt med foldbare smartphones, og Apple vil formentlig være tvunget til at udbyde en foldbar iPhone for ikke at miste markedsandele derovre.