I alt menes personlige oplysninger om 533 millioner Facebook-brugere lækket på nettet.
Sidste år dukkede et sikkerhedshul op i Facebook, som gjorde det muligt for fremmede at se personlige oplysninger – som telefonnummer og email – tilknyttet en Facebook-konto.
Det udnyttede hackere til at trække informationer ud om ikke færre end 533 millioner Facebook-brugere, og gemme det hele i en database, som de begyndte at sælge til interesserede i januar i år. Det skriver Alon Gal fra UnderTheBreach på Twitter.
Siden blev der på Telegram Messenger lavet en nem og billig adgang til at trække data ud af databasen med personoplysninger, og her kan man se at der for Danmark ligger oplysninger om 639.841 Facebook-brugere.
De lækkede data indeholder personlige oplysninger som fødselsdag, telefonnummer, email-adresser og lokation.
Selve sikkerhedshullet blev lukket af Facebook i august 2019, men inden da nåede ondsindede at trække de mange data ud.
Alon Gal fra UnderTheBreach har postet en oversigt over hvordan fordelingen af lækkede persondata er for forskellige lande/kontinenter. Danmark er nr. 30 på oversigten (alfabetisk sorteret).