Bredbåndsleverandører vil have Stofas kabel-tv net åbent. Norlys afviser, mens Erhvervsstyrelsen grubler.
Danmarks største integrerede tele- og energikoncern, Norlys, kæmper med næb og klør for at holde konkurrenterne ude af Stofa, som i dag er en del af Norlys.
Det er flere år siden at TDC blev tvunget til at åbne YouSee kabel-tv for at 3. parts leverandører kunne sælge bredbånd gennem YouSees coax-net. Dengang fik konkurrenter til YouSee adgang til omkring 900.000 husstande i deres kabel-tv-net.
Nu har Telenor, Telia og Nuuday (YouSees moderselskab) så kastet sig over at få Stofa åbnet på en tilsvarende måde, så 3. parts leverandører kan sælge bredbånd gennem Stofas coax-net. Det skriver Finans.
Den nye store spiller på markedet, Norlys, blev til mellem en fusion af store jyske energi- og teleselskaber. En betingelse for godkendelse af fusionen var at Norlys skulle åbne deres fibernet for interesserede samarbejdspartnere.
Det lovede Norlys og der er nu samarbejde med konkurrende selskaber som Nuuday (YouSee, Hiper og TDC Erhverv), Altibox, Telenor, Kviknet og Bolignet om at levere bredbånd på Norlys fiber – i konkurrence med deres eget Stofa.
Men den aftale omfattede ikke de husstande som Stofa leverer bredbånd til gennem kabel-tv (coax). Det er i dag i alt 461.000 husstande.
Lige nu undersøger Erhvervsstyrelsen om Stofas net også bør åbnes op.
Norlys afviser ideen. En af forklaringerne fra deres side er at coax-nettet lever på lånt tid i koncernens elforsyningsområde. De vil hellere have kunderne overpå fiber, og begynder man først at være forpligtet til at vedligeholde coax-nettet aht. 3. part, så kan der gå flere år inden den konvertering er en realitet.
Til gengæld er Norlys, der i øvrigt også ejer Boxer TV, nu blevet en så tung spiller på det danske bredbåndsmarked, at Erhvervsstyrelsen kan pålægge dem også at åbne coax-nettet.
Coax-nettet er også billigere, hvis det da ellers dækker kundernes behov. Finans skriver at på det tilsvarende åbne TDC coax-net der koster det 3. part 88 kr/måned per. kunde på coax og mellem 115-175 kr/måned per kunde på fiber.
Norlys har i forbindelse med en revision af engrospriserne på fiberforbindelser budt ind med et forslag om at 3.part fremover skal betale kr. 245/måned for at leje sig ind på deres fibernet. I dag ligger engrosprisen hos Norlys på 165-175 kr/måned, skriver Finans.