Forside * Nyheder

Google rykker ind i soveværelset med ny Nest Hub

-

Den kommende version af smartskærmen Nest Hub kan tracke din nattesøvn og give dig gode råd til forbedringer

Der var engang, hvor ingen kunne leve uden en clockradio, der samtidig var menneskehedens mest gennemførte udtryk for teknologisk konvergens og sammenlægning af forskellige devices. Siden kom smartphones naturligvis til og overtog begge roller. For når nu en smartphone har så mange funktioner og alligevel skal lades op natten over, hvorfor ikke lægge den på natbordet, hvor clockradioen engang stod?

Annonce:

Sådan har det været i mange år, men på det seneste er andre devices også begyndt at indtage natbordet. Og nu foreslår Google så, at du sætter endnu en enhed op ved siden af sengen. Det er firmaets seneste udgave af smartskærmen Nest Hub, der nu bliver lanceret i Danmark.

Nest Hub er naturligvis primært netop en smartskærm og kan bruges over hele hjemmet. Den har en 7-tommers skærm, hvorpå du bl.a. kan se indhold fra Netflix, Disney+ og Googles egen YouTube, hvis du da ikke bare vil bruge den som digital billedramme, eller smart-højttaler.

For Nest Hub har naturligvis Google Assistent indbygget og kan afspille musik og podcasts fra Spotify, YouTube Music og flere andre tjenester. En chef for et amerikansk hifi-mærke sagde engang: ”Der er to ting, mennesker altid søger: Gud og mere bas”. Det synes Google at have taget til sig, for de lover nemlig 50% mere bas i den nye udgave af Nest Hub i forhold til forgængeren.

Analyserer dine snorkelyde

Men selv om Nest Hub kan placeres hvor som helst i huset, er den særlig god i soveværelset, og ikke bare fordi, Google Assistant kan vække dig med blid musik, vise dig de nyeste overskrifter, en vejrudsigt og evt. vejarbejde på vejen til jobbet.

Anden generation af Nest Hub har nemlig også ’Sleep Sensing’ indbygget, der kan tracke din søvnkvalitet uden at du skal have et smartur på i sengen eller overvåges med et kamera, mens du sover. Nest Hub har slet ikke noget kamera indbygget.

I stedet bruger Nest Hub hvad Google kalder en ”lav-energi-radar” til at opfange de bevægelser, der foretages af personen, der ligger tættest på Hub’en. Sleep Sensing-funktionen lytter også efter de lyde, personen laver, mens vedkommende sover. Begge dele bliver så analyseret og lægges til grund for rådgivning om, hvordan brugeren kan forbedre sin nattesøvn.

Privatlivets fred

Hvis det føles lidt som at lade Google overvåge den sovende hele natten, så lover firmaet, at privatlivets fred respekteres. Lyde, der opfanges, bliver ikke sendt til Google, men bliver analyseret direkte på enheden. Bevægelsesdata opfanger netop kun bevægelser og kan ikke registrere ansigter eller krops-karakteristikker.

Endelig forklarer Google også, at de søvndata, der rent faktisk sendes til Googles datacentre for at blive analyseret, ikke bruges til annoncering. Man kan naturligvis altid vælge at slukke for Sleep Sensing, der klart er indikeret som værende aktiv eller inaktiv på skærmen.

Den nye Nest Hub kommer i danske butikker 4. maj, fås i hvid (Chalk) og grå (Charcoal) og koster 799 kr. Sleep Sensing er foreløbig gratis at bruge, men til næste år kan den kræve et abonnement.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.