Artiklen her var årets aprilsnar fra recordere.dk
CO2-aftrykket skal ned på populære apps, og derfor har EU aftalt en genbrugsordning med techgiganterne.
EU presser tech-giganterne i den grønne omstilling, og har krævet at de fremover indsamler brugte apps til genbrug, for at nedsætte CO2-aftrykket.
Derfor kommer der nu en ny funktion i både Android og iOS, hvor man kan sende brugte apps retur når de ikke længere benyttes. Så andre kan få glæde af dem.
De brugte apps sælges i Google Play-butikken og App Store til en nedsat pris og vil være mærket ‘refurbished’ – på dansk ‘renoveret’.
Alle betalings-apps bliver dyrere
Det er dog ikke uden omkostninger for techgiganterne at administrere, så det nye initiativ medfører en prisstigning på alle betalings-apps, som skal dække udgifterne til genbrug af gamle apps.
Til gengæld bliver det muligt at erhverve brugte udgaver af populære apps med en klækkelig besparelse, hvis man altså ikke har noget imod at bruge en app som andre har brugt tidligere.
Renoverede apps overholder selvfølgelig GDPR-lovgivningen, og vil være renset for spor fra tidligere ejer(e). De brugte apps vil fremstå som nye.
Flyt til genbrug
Funktionen ‘Slet app’ forsvinder og erstattes med en ‘Flyt til genbrug’-funktion.
Her ender den brugte app i genbrugsspanden som tømmes hver 14. dag. Det er muligt at skralde, og pille en app op af spanden igen, blot der sker inden næste tømning (tjek tømningskalenderen).
Man kan også sende en app til genbrug blot ved at trække ikonet over i spanden.
Her har det været et krav fra EUs side at genbrugsspanden er nem at finde, for på den måde at påskønne til løbende oprydning i de apps der ikke længere benyttes.
Derfor kommer spanden til at ligge som en ‘pinned’ widget, synlig på telefonens hovedskærm og alle app-oversigter. Som det er lavet nu kan den widget desværre ikke skjules.
Den nye genbrugsordning for apps, som beskrevet i EU forordning 2104-01, udkommer i dag via en tvungen opdatering til Android og Apple iOS.
Artiklen her var årets aprilsnar fra recordere.dk