Forside * Nyheder

Elon Musk: Autopilot var ikke aktiv i dødsulykke

-

Data viser at den Tesla, der søndag dansk tid kørte galt uden nogen i førersædet, ikke var styret af Autopilot, siger Teslas CEO.

Der var flere Recordere-læsere, der ikke var helt overbevist om den officielle historie, da to mænd blev dræbt i en Tesla i lørdags. Da vi bragte historien, fulgte en længere diskussion af, hvad der alternativt kunne være sket, hvis det nu ikke var Autopilot og Full Self-Driving-systemerne, der fejlede.

Annonce:

Det er ellers den officielle teori, som myndighederne holder sig til lige nu, primært baseret på det faktum, at der ikke sad nogen i førersædet, da brandfolk og politi nåede frem til ulykkesstedet. Der var tale om en Tesla S fra 2019, der var kørt ind i et træ og havde slået de to passagerer ihjel. Der sad to mænd på henholdsvis 59 og 69 år på passager- og bagsæderne.

Flere af læserne påpegede for eksempel, at det er ret svært at få en Tesla i Autopilot-mode til at køre uden nogen i førersædet. Dette er blandt andet fordi, der sidder sensorer i rattet, der holder øje med, om der er nogen til stede til at overtage styringen af bilen i kritiske situationer, og der er også en vægtsensor i førersædet.

Med andre ord burde bilen slet ikke have kunnet køre så hurtigt, hvis ikke, der havde siddet nogen på førersædet. Nogle læsere har derfor foreslået, at føreren kunne være sluppet heldigere end de to passagerer og have forladt ulykkesstedet inden politi og brandvæsen nåede frem.

Manglende vejstriber

Der har indtil videre været stille fra såvel Tesla som de amerikanske havarimyndigheder angående, hvad der vides om ulykken. Men Teslas CEO, den berømte og berygtede Elon Musk, har som bekendt svært ved at tie stille, og især på Twitter.

Han sprang derfor ind i en debat, hvor en anden Twitter-bruger havde svaret på Wall Street Journals dækning af historien. Ahmad A. Dalhat kommenterede (i samme stil som Recordere-læserne nævnt ovenfor) på WSJ’s nyhed og påpegede de tekniske begrænsninger.

Elon Musk roste ham for at lave bedre research end Wall Street Journal og gik derefter videre med at slippe nogle detaljer ud, som ikke har været offentliggjort hidtil. Musk henviser til, at de data-logs fra bilen viser (i hvert fald indtil videre), at Autopilot ikke var slået til.

Derudover skriver Musk, at ejerne af bilen ikke havde købt Full Self-Driving-softwaren til Autopilot, og derfor ikke kunnet have benyttet sig af denne relativt nye funktionalitet, der stadig er i betatest. Musk skriver derudover, at Autopilot slet ikke kunne blive aktiveret i denne situation, fordi det kræver vejstriber, og dem var der ikke nogle af på vejen, hvor ulykken skete.

Vi må altså vente lidt endnu med at finde ud af, hvad der skete med Tesla’en. I mellemtiden kan du skrive i kommentarfeltet herunder, hvis du også har en god teori om, hvad der mon er sket.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.