Persona B kompakt Luksus audio fra Paradigm.
Hvad har Curling forældre, strippere, biler og Werthers Original Karameller har tilfælles med disse højttalere? …. ja.. det.. kræver nok at du går ombord i dette review, hvor Morten & Karsten kaster sig ud i lange lytte sessions med et sæt eksotiske Persona B på flere forskellige adresser!
HIFI Review: Paradigm Persona B
Type: 2 vejs kompakt højtaler “bookshelf type”.
Vejledende Pris: 68.000.- for et sæt (uden stands).
Land: Canada
Importør: Interceptor Audio
Persona serien er Paradigms top serie
Fra den evigt voksende verden af kompakte to-vejs højttalere, kommer her Canadiske Paradigm der startede forretningen i 1982 med et mål om at bygge high performance højttalere som de fleste kunne få råd til, ifølge deres eget udsagn baseret på videnskab – og ikke spekulation.
I 2016 lanceres Persona serien, der repræsenterer det hidtil ypperste statement firmaet har præsteret, i det de kalder “luksus audio design”.
Paradigm Persona serien består af flere modeller, hvor den største gulvhøjttaler Persona 9H, er en ambitiøs sag med aktive bas enheder med indbygget Anthem rumkorrektion.
Jeg har haft lejlighed til at høre Persona 9H, og var imponeret over dens ekstremt silkebløde præsentation og store dynamiske headroom, der også kommer med et stort prisskilt på ca. 300.000 danske kroner for et sæt. Serien byder også på Persona Sub, der er en banebrydende aktiv 1700 watt subwoofer med hele 6 stk lynhurtige 8” basenheder i et hexagonal force / vibration cancelling design.
Persona B er seriens kompakte højttaler
Har man en mindre (men stadig “oplevelsesøkonomivillig” stor pengepung eller bankrådgiver), kan man imidlertid komme til den silkebløde sound der produceres af Paradigms beryllium tweeter OG mellemtone enhed, igennem Persona B modellen, der er en 2 vejs “bookshelf” type konstruktion med bagudvendt basrefleksport.
Med Persona B får man adgang til Persona sound for 68.000.- kroner for et sæt. Læg hertil evt. et sæt B18C gulvstandere der er designet 100% til Persona B og koster 10.000 kroner for et sæt.
Det er præcis sådan et sæt Persona B der er landet på lytteholdets testbænk, og jeg glæder mig til at høre om mine varme minder om lytteoplevelsen på Persona 9H mon kan genfindes i Persona B.
Design:
Design deler gerne vandene. Lytteholdets Karsten “CD” Møller synes det er den flotteste højttaler han længe har set, godt bakket op af hans hustru der også betegner den som “flot”. Jeg synes den er “lækker” materiale mæssigt, men designet er ikke noget decideret hit hos mig.
Paradigm leverer højttalerne i mange forskellige farvelakeringer der er et high-end bilmærke værdigt. Sættet jeg har på bænken er udført en sort piano lak finish med grå fronter. Beryllium enhederne er beskyttet af et særligt metalgitter med akustiske egenskaber der også her er udført i sort.
Alt føles som High-end audio skal. Der er tydeligvis intet sparet i design og materialer, heller ikke på de ekstremt lækre stands, der står på sylespidse spikes.
Teknik:
Persona B er en to vejs bookshelf type med enheder fremstillet i det eksotiske beryllium.
Der deles ved 2 Khz, og “on axis” frekvensresponsen angives som 60Hz – 45Khz (+/- 2 dB). Følsomheden i under normale brugsforhold er 89 dB. Nominel impedans er 8 Ohm. Der anbefales forstærkere på op til 150 watt. Højttalerne vejer 14 kilo stykket og måler 43.5cm × 22.5cm × 33cm
Bestykningen er paradigms egne beryllium 7” bas/mellemtone og en 1” dome type tweeter.
Lytte sessions:
Husk, næsten alle de numre der henvises til, kan findes på recordere.dk tidal playlisten som du finder her.
Setup:
Vi starter med at stille Persona B op på sine stands i mit primære 7×7 meter almindelige stue, hvor de står næsten midt i rummet. Min erfaring er, at det er en ret neutralt lydende position uden nogen rigtige problemer – i tillæg hertil sidder man ret tæt på højttalerne.
De tilsluttes til vores High-end R1 system fra Technics der er ekstremt vel-opløst, super dynamisk og “usynligt” i sin karakter.
Højttalerne tilsluttes til forstærkeren med et sæt OePhi Immancence højttalerkabler. Kilderne der benyttes er Cocktail Audio X45Pro (tilsuttet digitalt via AES/EBU) der fungerer som Roon endpoint, en Marantz KI Edition SACD afspiller (via COAX), og vi spiller også vinyl på en 55th anniversary Technics SL-1200GAE med en Nakatoka pickup via en Parasound zPhono XRM RIAA amp tilsluttet med RCA kabler fra danske OePhi.
Så er teknikken i det første rum på plads.
Jeg har sat min trofaste lyttepanel medlem Karsten “CD” Møller i stævne, og i denne session ses han for første gang (efter den obligatoriske mix CD gennemlytning, naturligvis!) med en iPad hvor han betjener Roon med vis skepsis og overbærenhed. 😜
Lytterum 1
Velplaceret foran de to Paradigm Persona B finder vi blokken frem og starter med en af Karstens favoritter til at bedømme en højttalers klangkarakter nemlig Bob Dylans “Man in the long black coat”. hvorefter han spontant udbryder: “Det er sgu da helt vildt det her… Det er til at blive i godt humør af!”
Karstens umiddelbare begejstring er til at få øje på. “indtil videre er jeg dybt imponeret”.
Kærlighed der holder?
Det absolut første indtryk er en højttaler med en eminent “blød lyd”. Alting står med denne silkebløde klangkarakter. Morten bemærker straks at den dynamiske formåen er begrænset, da Karsten stikker sættet den herlige slagbas på Reddings “The Awakening” ved et entusiastisk niveau. Det er bestemt ikke en “spil højt” højttaler, og den har sine begrænsninger i lidt større rum når der kaldes på stor dynamik. Karsten tilføjer: “Jeg tror i grunden også at at vi spiller højere end hvad godt er, på grund af at det lyder så rent på dette system. Det står så klart og rent, at man automatisk bare skruer op indtil der er noget der brokker sig, – i dette tilfælde bundstoppet!”.
“Karsten udbryder spontant: “Det er sgu da helt vildt det her… Det er til at blive i godt humør af!”
Ved mere moderat niveau kan Persona B også udfolde sig dynamisk, hvilket den gør med en vis tilbagelænethed i mikro dynamikken. På Van Morrisons “Whenever god shines his light”, forventer man en utrolig vel-opløst rimshot lilletromme med et ekstremt “snap” (lidt afhængig af masteren) , her bløder pænheden det hele op. Vi kan altså konstatere indenfor den første time, at der der er tale om en rigtig “pleaser” af en højttaler, der ganske rigtigt har high-end kvaliteter, men ikke på en måde hvor den anstrenger sig for at præsentere den ultimative High Fidelity sandhed. Præsentationen i mellemtonen er sender tankerne hen på “ferskensorbet i flødesovs”, der helt sikkert er lækkert i moderate mængder.
Lytterum 2
Med den lidt ambivalente første vurdering af disse relativt dyre 2 vejs højttalere, tager vi beslutning om at lytte grundigt til dem i lidt mindre rum og på forskelligt udstyr.
I Karstens “man cave”, monteres Persona B i en reol og tilsluttes en Copland CSA 100 integreret forstærker med en Lyngdorf CD2 som kilde. Der benyttes XLR silver sonic revelation kabler til denne og Oyaide OR-800B højttalerkabler.
“Med den lidt ambivalente første vurdering af disse relativt dyre 2 vejs højttalere, tager vi beslutning om at lytte grundigt til dem i lidt mindre rum og på forskelligt udstyr”
I dette setup får Personaerne straks en større bas, med placeringen i reolen, næsten som en gulvhøjttaler. I sammenligning med Karstens Russel K højttalere, vurderer Karsten at der mangler noget noget rum i lyden. Perspektivet er ikke så dybt her i reolen som på Russel K højttalerne.
Den silkebløde lyd er der stadig, men der mangler kant, især på Bob Dylan “the man in the long black coat”, hvor både harmonika og Dylan’s stemme står FOR blødt.
Karsten uddyber: “De har en fantastisk lyd, men det er ligesom de har lagt nogle rammer den skal være indenfor. Det gør, at man mangler den dynamik, som går udenfor rammerne. Lyden er simpelthen for “pleaser” og mangler på visse indspilninger den kant, som jeg har på mine Russell K, som til gengæld ikke går så dybt ned i bassen”
Lytterum 3
Jeg ynder gerne at tage mindre højttalere ind i kontoret, der er ca. 4 x 3 meter. Her kan de bedre sætte lidt tryk i rummet, der dog har lidt problemer med en lidt diffus klang på den korte led der kan farve mellemtonen lidt og ødelægge stereo perspektivet, som jeg afhjælper ved at smide lidt skum op på væggen bag højttalerne.
Roomperfect og subwoofer, ja – hvorfor ikke?
I dette rum prøver jeg i første omgang Persona B med en Lyngdorf TDAI-1120, der bestemt ikke er et naturligt match til højttalere i denne prisklasse. Jeg kører hele møllen med Roomperfect rumkalibrering og lytter så, til en MEGET blød og lidt tyndbenet præsentation der mangler liv og nærhed. Jeg laver endnu en kalibrering og medtager her en mindre Yamaha Subwoofer (SW300) til at aflaste Persona B og Lyngdorf forstærkeren under 80 Hz. Resultatet er som altid med Lyngdorf meget homogent og velintegreret, og efterlader et indtryk af en væsentlig større højttaler i rummet. Efter et par timers lytning konkluderer jeg at det giver en noget grovkornet præsentation, der er lidt ulden i kanten og mangler liv og mikrodynamik. Det klæder IKKE den ekstremt bløde, vel-opløste Persona B.
Forstærkeren skiftes derfor ud med en Technics SU-G700 (testet her) integreret forstærker der “tilfældigvis” står på lageret fra en tidligere test, og her kommer der liv i Persona B på en radikalt anderledes måde.
Denne forstærker har et digitalt impedansoptimerings system kaldet LAPC, som jeg også kalibrerer, men jeg foretrækker faktisk lyden med LAPC FRA i dette tilfælde, hvor det virker som om at der er mere liv uden.
En “curling forældrer” for din musik
Der skal lidt niveau på, før at Persona B rigtig folder sig ud, men her får man igen den silkebløde hygge lyd, der nærmest er en “Curling forældrer” for din musik. Det mest ekstreme eksempel på dette er da jeg giver max gas med AC/DC`s “Boogie Man”, hvor jeg får den mest tilbagelænede, politisk korrekte udgave af nummeret jeg nogensinde har hørt serveret 😄😄. Med andre ord, så ender den ikke i foden med disse højttalere og virker næsten som en karikeret joke. Her havde et sæt JBL HDI været guf.
“da jeg giver max gas med AC/DC`s “Boogie Man”, får jeg den mest tilbagelænede, politisk korrekte udgave af nummeret jeg nogensinde har hørt serveret 😄”
Så går det straks bedre med Toto “Kingdom of desire”, der står med mere liv og bid , eller Eddie Murphy på “Oh Jah Jah”, hvor der serveres en stor, luftig lyd med detaljer, punch og en velklædt reggae vokal.
Persona B kvaliteterne spiller max på Hanne Boels “after midnight” hvor de ved et sundt lytte niveau klæder Hanne Boels vrælende stemme helt perfekt.
Perspektiv
Perspektivmæssigt, er en af favoritterne jeg elsker at synke med i, den ekstremt lækre live indspilning af Carmen Gomes “Lets get Stoned” der er at finde på Marantz “High-End demo SACD, First Edition” fra STS Digital (desværre ikke at finde på streaming tjenesterne). Her er vi i en Jazz club med eminente musikere, lige foran scenen med en helt klar optegning af dybde og højde. Vokalisten når lige foran oprejst, , trommerne er placeret lidt tilbage til venstre, gulvbassen bassen bagerst til højre og pianoet foran til højre. Der er bid og realistisk dynamik, med en vokal der bliver sendt på vinger af Persona B. Et andet eksempel kunne være Hoff Ensemble på den fantastiske Jazz plade “Quiet Winter Nights”, hvor “Redd Mama” giver associationer til guld klassikere som “jazz på svenska” på speed. Perspektivet på Persona B leveres i rum 3 med stor bredde ud over kanterne på højttalerne men mangler noget dybde i forhold til de bedste jeg har hørt i det rum på det punkt.
“Redd Mama” giver associationer til guld klassikere som “jazz på svenska” på speed”
Konklusion:
Begrebet “Luksus audio” er nok ikke helt forkert i beskrivelsen af Persona B. Det kan noget, for enhver der ikke er interesseret i decideret HIFI realisme, men blot vil stemple ud fra livets hårde stunder og få præsenteret et afrundet, kærligt glansbillede af sin musik.
“Begrebet “Luksus audio” er nok ikke helt forkert i beskrivelsen af Persona B.”
Denne form for præsentation har også sin pris, da vi f.eks ikke synes at højttalerne gør det specielt godt ved meget lavt lytteniveau. De skal have en “skålfuld havre” i den helt rigtige dosis (endelig ikke for meget) for at åbne op dynamisk set, og kan have en tendens til at komme til at lyde FOR bløde i lytteholdets ører og trække f.eks vokaler for meget tilbage.
Karsten fremhæver f.eks den “kant”og bid han savner i metal instrumenter og råt lydende stemmer, og de falmer da også lidt over tid i mine ører, ved at have svært ved at holde mig engageret over længere tid, lidt som hende der Prinsessen i “Coming to America” der er super lækker, men måske vil være knap så sjov at være sammen med i længden med hendes udelukkende fokus på at please 🤪.
Vores samlede indtryk kan opsummeres således: De første timer i selskab med Persona B er nærmest magiske. Lidt på samme måde som en Werthers original karamel lander på tungen, forkæler de øregangene på en sjældent oplevet silkeblød og pæn måde, – hvor man genopdager sin musik i et nyt lys.
En Rolls til dine øregange
På den længere bane, skal man dog elske at blive “curlet” og wrappet ind i silke, – og det er her at jeg har brug for HIFI realisme og ikke “luksus audio”, for at blive holdt nysgerrig og engageret.
“De første timer i selskab med Persona B er nærmest magiske”
Det skal absolut ikke forstås således at der er noget galt med Persona B. Hvis det var en bil, var det er en Rolls Royce der skærmer dig fra hullerne i vejen, og placerer dig på et flyvende tæppe. Hvis du mere er til at kunne mærke det hele og være tæt på vejen, så er det en nådesløs, nøgen hardcore præcisions sportsvogn uden aircondition du skal have. Det er f.eks de Genelec 8341A monitors vi testede for nyligt, eller dens storebrødre.
Intet review kan erstatte et lyt
Som altid, er et review ingen erstatning for den ægte vare, og slet ikke når det kommer til højttalere! Hør selv et sæt, og mærk efter – hvis du er i markedet efter kompakt luksus lyd den tunge ende og vil forkæles.
for mere information, besøg paradigm.com
Paradigm importeres i danmark af interceptor audio, der venligst har udlånt et sæt til review og kan anvise nærmeste forhandler.
Karakteren gives som en samlet vurdering af den musikalske total oplevelse i relation til prisen og i relation til testholdets øvrige erfaringer.
Denne artikel er en del af serien: High-end HIFI
- TEST: Sennheiser HD820/HDV820 bundle – HIFI himlen på hovedet!
- TEST: ROON – musikafspilleren for musik-elskere?
- MAGIEN ER DER STADIG: Technics Reference Class R1 stor-test
- TEST: FYNE F-1.5 bookshelf højttaler
- Nyt til musikelskere: Stor update til Roon
- Så skete det: Lyngdorf får MQA
- TEST: Paradigm Persona B – En Rolls Royce til musikoplevelsen (Denne artikel)
- TEST: Technics SU-R1000 – så digital at den også er til dem der elsker analog?
- OePhi Cables – Ny dansk audio kabel virksomhed
Denne artikel er en del af serien: Højttaler tests
- TEST: Technics Grand Class HIFI – er de tilbage?
- TEST: B&W 705 S2… en let duft af High End
- MAGIEN ER DER STADIG: Technics Reference Class R1 stor-test
- TEST: JBL HDI-3800 gulvhøjttaler
- TEST:Be for Beryllium! Revel M126Be bookshelf højttalere
- TEST: FYNE F-1.5 bookshelf højttaler
- TEST: Paradigm Persona B – En Rolls Royce til musikoplevelsen (Denne artikel)
- TEST: Klipsch Cornwall IV – En lektion i musikglæde fra fortiden