Forside * Featured

TEST: B&O HX – Trådløse hovedtelefoner med aktiv støjreduktion

-

Bang og Olufsen er klar med næste generation af deres populære H-serie af hovedtelefoner. Den nye model hedder HX og kommer med forbedret batteritid og lyd, og så kommer den med et nyt etui og farvekombinationer

Vi har blandt de første i verden testet de nye B&O HX (Udtales H10) hovedtelefoner fra Bang & Olufsen, der kommer med op til 40 timers batteritid og forbedret aktiv støjreduktion. Oven i det er det en voldsom evolution fra H9 familien, og så har den et prismærke på 3.750 DKK.

Bang & Olufsen har med HX arbejdet med Fit & comfort så HX passer bedre til flere mennesker, og de har også arbejdet med komfort ved længere brug – Og det kan mærkes, da den føles meget lettere.

Annonce:

Vi har testet den nye B&O HX, og her er hvad vi synes.

 

Udpakning, design og installation

B&O HX kommer i en æske, der udover de trådløse hovedtelefoner indeholder et USB-A til USB-C-kabel (1,25 m), et 3,5 mm mini-jack stereokabel (1,25 m), et praktisk stofetui og en Quick Start Guide.

 

Det medfølgende etui til B&O HX

Som skrevet har B&O arbejdet med komfort-design, og det kan både ses og mærkes når man tager dem på første gang. Ørekopperne er blevet større, og det vender vi tilbage til når vi kommer til hvordan de lyder, og så er bøjlen også designet så den ikke føles så tung at have på i længere tid. Bøjlen er i aluminium og så er den dækket af stof og polymer til at beskytte hovedbunden, og læder på toppen.

Ydersiden af ørekopperne er beklædt med aluminium, som på højre side har B&O’s unikke touch-betjening, hvor du kan justere lydstyrke og starte/ stoppe samt skifte numre ved hjælp af fagter med fingrene. Ørekoppernes inderside er beklædt med blødt læder og sidder virkeligt fint på ørene, og størrelsen kan justeres til at passe de fleste hovedstørrelser.

På højre ørekop finder man en tænd/sluk & bluetooth parrings-knap, og så er der et USB-C stik til opladning og en minijack indgang, hvis du ønsker at bruge hovedtelefonerne med kabel f.eks. i et fly. Og så er der en diode, der viser om de er tændt, slukket, oplader eller er i Bluetooth ‘Pair mode’.

På venstre ørekop finder du en knap til at tænde og slukke den aktive støjreduktion eller slå transparens mode til, og så er der en multi-knap, som lige nu kan bruges til at aktivere den stemme-assistent som din smartphone bruger, og så til at slå mikrofonerne fra, hvis du sidder i et video/telefonmøde og ikke vil høres.

 

Modellen vi testede var I farven “Black Anthracite” (sort), men senere kommer der to nye farvevalg i Sand og Timber, som vil kunne købes senere på foråret. Det medfølgende kunststof etui følger den farve du vælger, og vores etui var sort og havde rigeligt plads til hovedtelefoner og kabler, og køber du en lille USB-C oplader, tror jeg faktisk også der ville kunne være plads til den.

Hovedtelefonerne måler 19.5 B x 20.0 H x 5.2 D cm og de vejer 285 gram.

 

B&O App på iOS

Installationen via Bluetooth er meget let, og man kan med fordel bruge B&O’s app efter de er forbundne, for så kan man justere lyd og funktioner direkte fra app’en. Det er iøvrigt den samme app som bruges til andre B&O trådløse hovedtelefoner og højttalere. Det er også den app som du skal bruge hvis der er firmwareopdateringer til hovedtelefonerne.

 

Hvordan lyder de?

Som tidligere skrevet har B&O fokuseret på at give mere plads i det akustiske kammer, og det har de gjort ved bl.a. at gøre ørekopperne større, og det kan høres, da der er blevet mere plads i både bund og top i lyden.

Lige ud af kassen synes jeg at B&O HX er blevet lidt mere skarp i diskanten, og dybere i bunden, men det er stadig den velkendte B&O signaturlyd der kommer frem med standardindstillingerne fra fabrikken. Der er både plads til bas, mellemtone og diskant i de specialdesignede 40 mm højttalerenheder med neodym-magneter, der iøvrigt kommer fra samme fabrik som laver driveren til jubilæumsmodellen H95 som vi testede tidligere på året.

Vi testede B&O HX med Andreas Vollenweider’s Caverna Magica, og med både soul, dance og klassisk og uanset hvad vi spillede var det en rigtig god og afvekslende lyd, og bassen kom godt frem ved dance, og diskant og mellemtone blev rigeligt brugt ved klassisk.

Alt sammen lyttet ved den neutrale indstilling. I det hele taget var det meget sjældent vi gik ind i appen for at justere lyden. Men der har app’en en fordel, at laver man sit eget lydbillede til f.eks. dance musik, kan dette gemmes som en personlig lydprofil som kan hurtigt kan findes frem til fremtidig brug.

Den indbyggede adaptive aktive støjreduktion bruger op til seks af de otte indbyggede mikrofoner til hele tiden at justere støjreduktionen efter behov, og selvom B&O HX’s aktive støjreduktion stadig ikke kan måle sig med hverken Sony WH-1000XM4 eller Apple Airpods Max, er den forbedret i forhold til tidligere modeller, og er rigelig god til både fly (som vi testede med simuleret lyd), og ude i trafikken, hvor vi de seneste dage har brugt dem på de daglige gåture med hundene. I forbindelse med et blæsevejr oplevede jeg et par gange svag vindstøj, når jeg gik med dem udendørs, men det var ikke et gennemgående problem igennem testen, og både lyd i ørene, og de 6 indbyggede mikrofoner gav rigtigt god lyd til telefonsamtaler når man færdes i trafikken. B&O bruger de 6 mikrofoner i en skøn blanding til ANC og samtale, så selvom der er 6 har to af dem dobbeltfunktioner til både ANC og stemme, så det virker som om der er hele 8 mikrofoner i HX’erne.

Der er fire digitale MEMS mikrofoner som bruges til tale, og de virker rigtigt godt til både telefon og videomøder, og B&O HX er certificeret til både Google Fast Pair, Made for iPhone (MFi) og Microsoft Swift Pair, der gør at de arbejder ekstra godt sammen med mange forskellige mødeplatforme.

B&O HX har en transparens mode som kan aktiveres ved at trykke på en knap, hvis man gerne vil være opmærksom på kontoret eller i trafikken når man har hovedtelefonerne på. Den virker rigtigt godt, og musikken lyder stadig godt.

Lyden på B&O HX er helt sikkert godkendt.

 

B&O HX er lette at have på.

Hvordan er de at have på?

Den nye konstruktion fra B&O gør at det er væsentligt lettere at gå rundt med B&O HX i flere timer end de tidligere modeller. Jeg har et stort hoved, og derfor har mange hovedtelefoner en tendens til at begynde at gøre ondt i toppen af mit hovede efter nogen tid. Det oplevede jeg ikke med B&O HX, som sad væsentligt løsere omkring ørene og på hovedbunden end jeg er vandt til med f.eks. Apple AirPods Max. Men den løse følelse havde den ulempe at jeg til tide når jeg bøjede hovedet forover var bange for at tabe dem, selvom de ikke bevægede sig, blot fordi presset ikke føltes som stramt nok.

Men B&O’s satsning med “Fit & comfort” har klart båret frugt, og B&O HX vil være let og bære for de fleste.

 

Bluetooth knap på B&O HX

Bluetooth 5.1 og imponerende Batteritid

B&O HX kommer med et ikke-udskifteligt litium-ion-batteri Kapacitet 1.110 mAh, der tilbyder op til 40 timers trådløs lyd, og op til 35 timers trådløs lyd med aktiv støjreduktion slået til.

Det er batteritid som er mere end rigeligt til at B&O HX kan bruges både frem og tilbage over Atlanten uden at skulle genoplade, når vi engang i fremtiden får lov til at rejse igen.

Genopladning af B&O HX tager ca. 3 timer fra 0 til 100%.

B&O HX kommer med Bluetooth 5.1, der giver op til 12 meters rækkevide, og så kan du bruge Multipoint, til at have to tilsluttede enheder samtidigt, så du kan sidde med din computer og se video, og ringer telefonen så skifter B&O HX over til telefonen, og du kan tage din samtale med den, og så skifte tilbage til computeren når du er tilbage.

B&O understøtter aptX Adaptive, AAC og SBC lydkodeks, så du kan sagtens bruge den med både iPhone og Android.

 

Galleri

 

Konklusion

B&O HX er et rigtigt godt sæt B&O hovedtelefoner, hvis man er til deres signaturlyd og design. Du får god lyd, OK støjreduktion, og så får du en batteritid som kan tilfredsstille selv de mest berejste eller musikelskende brugere. Med 35 timers batteri, så skal du ikke være bange for at stille dig i kø til tilbagebetalingen af dine restferiepenge, for du vil kunne lytte til musik mens du venter uden at løbe tør for batteri.

Lyden er i forventet B&O kvalitet, og selvom den aktive støjreduktion ikke kan måle sig med Sony WH-1000XM4 og Apple AirPods Max, så er de absolut en anbefaling værd. Og så får man alt-i-en-pakke, når det gælder brugervenlighed, design og god lyd. Der er ikke gået på kompromis med noget i B&O HX.

 

Vi giver B&O HX en flot karakter på 4,5 stjerner ud af 5, og uanset om du savner en god rejsekammerat eller en arbejdshest, så er B&O HX et godt valg.

 

Pris og levering

B&O HX koster 3.749,- og kommer i farverne Black Anthracite, Sand og Timber. Dog er det kun den sorte model der er klar til salg ved lanceringen i dag. Produktet kommer iøvrigt med 3 års garanti fra Bang & Olufsen.

 

Specifikationer

  • Mål: Hovedtelefoner: 195 B x 200 H x 52 D Etui: 205 B x 222 H x 57 D
  • Vægt: Hovedtelefoner: 285 g Etui: 360 g
  • Drivere: Elektrodynamisk højttalerenhed med neodym-magneter, 40 mm i diameter
  • Impedans: 24 ohm +/- 15 %
  • Codecs: aptX Adaptive, AAC, SBC
  • Batteri: Op til 35 timer med aktiv Bluetooth og aktiv støjreduktion Op til 40 timer kun med Bluetooth
  • Bluetooth: 5.1

 

B&O HX trådløse hovedtelefoner
YDELSE (LYD)
BRUGERVENLIGHED
DESIGN
BATTERITID
KOMFORT
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Fantastisk batteritid
Rigtig god lyd
Flot design
Minus
Let vindstøj ved kraftigt blæsevejr
4.7
Karakter
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.