Streamingtjenesten har givet både web-udgaven og desktop-app’en en designmæssig overhaling, men har også tilføjet nogle nye features.
Spotifys smartphone-app får hele tiden nye opdateringer, sådan som det nu er praksis for smartphone-apps. Men app’en til desktoppen på computeren og web-versionen af Spotify har ikke haft samme prioritet, ser det ud til.
Begge dele var efterhånden blevet lidt støvede at se på, og smartphone-app’en (der formentlig bliver brugt af de fleste Spotify-kunder) har rent designmæssigt bevæget sig langt væk fra de to Spotify-versioner til computerskærmen.
Men fra i dag prøver de to sidstnævnte at indhente smartphone-app’ens forspring. Et nyt design skaber større overensstemmelse mellem computerskærmen og den mobile platform. Det kan man især se på forsiden af desktop- og web-versionerne, der nu i højere grad ligner smartphone-app’en.
De velkendte kvadrater med det daglige mix, ’heavy rotation’ og et hovedfelt til playlister dukker nu op, når du åbner Spotify, og på computerskærmen ligner streamingtjenestens interface nu smartphonens, når du kigger på sidstnævnte i landskabstilstand.
Pædogiske playlister
En ny sidebar til venstre gør navigationen noget simplere end tidligere. Der er nu fokus på adgangen til din musiksamling (’Library’), dine playlister samt søgning. Den førnævnte musiksamling er også blevet nemmere at navigere rundt i, da du nu kan sortere efter forskellige filtre. Din profil viser nu dine yndlingsartister, favoritmusik med mere.
Det er dog ikke bare det kosmetiske, der er gjort noget ved. Mange mennesker bruger især desktop- eller web-versionen af Spotify til at lave playlister med, og denne funktion har nu fået nogle ekstra features.
For eksempel er der nu et søgefelt til integreret brug, der kan hjælpe med at lokalisere musik og podcasts, hvoraf sidstnævnte som bekendt er en større og større del af Spotifys forretning. Både musik og podcasts kan nu trækkes hen på en playliste i stedet for at skulle tilføjes til en playliste med museklik, hvilket mange sikkert vil finde mere pædagogisk og belejligt.
I deres udmelding til pressen indrømmer Spotify blankt, at de havde ladet desktop- og web-versionerne sejle en smule, men at de nu vil stramme op: ”Vi tror, at begge platforme har en fremtid”, skriver streamingtjenesten, ”og vi vil gerne sikre at de også fremover kan møde brugernes behov”.