Forside * Nyheder

Netflix lancerer ‘Fast Laughs’: TikTok-konkurrent med korte klip

-

Streaming-giganten mærker nu konkurrencen fra den populære sociale medie-app og har taget skridt til at få seernes opmærksomhed tilbage.

Når det gælder digitale medier er det langt fra altid penge i form af omsætning og markedsandele, der konkurreres om. I vore dage handler det i høj grad lige så meget om at kapre folks tid og opmærksomhed. Nogle gange for at sælge reklamer og tjene penge ad den vej. Andre gange for simpelthen at fastholde dem som kunder.

Annonce:

Det er situationen for to af de store spillere på markedet, Netflix og TikTok. Netflix er naturligvis den største streamingtjeneste i sin kategori, mens TikTok stadig anses for at være lidt af en opkomling blandt sociale medier, der til trods for sin hastige vækst stadig ikke er på niveau med for eksempel Instagram, Twitter og Facebook.

Men hvis du spørger TikToks ledelse, så er det slet ikke de andre sociale medieplatforme, der er TikToks hovedkonkurrenter – også selv om f.eks. Instagram har lanceret Reels, der lader brugerne uploade korte videoer på samme måde som på TikTok.

TikTok selv mener, at de er en underholdningsplatform, og at deres største konkurrent er Netflix. Og det er fordi, de fleste bruger TikTok til at få noget at grine af i små bidder via smartphonen. Brugernes egne videoer (og enkelte fra professionelle og kendte Hollywood-stjerner) er ofte så sjove, at de kan stjæle flere timer af ens liv lidt ad gangen.

Kun på iOS i visse lande

Netop tid og opmærksomhed er en konkurrenceparameter her, som nævnt ovenfor. Jo mere tid, du bruger på TikTok, jo mindre bruger du på f.eks. Netflix, og jo sværere bliver det at forsvare de penge, du månedligt kaster efter dit Netflix-abonnement.

TikTok er jo trods alt gratis – eller i hvert fald reklamefinansieret – og vokser p.t. voldsomt i popularitet. Netflix kan godt se truslen, og det er derfor, de nu har indledt et modangreb. ’Fast Laughs’ er navnet på en ny funktion i Netflix’ mobil-app, der viser sjove klip fra Netflix-indhold, inklusive fra forskellige film, samt serier som ’Big Mouth’, ’The Crew’ og stand-up-shows med bl.a. Kevin Hart.

Ligesom på TikTok bliver video-bidderne ved med at komme i en lind strøm, indtil du stopper dem. Netflix har endda gjort det muligt at dele bidderne på sociale medieplatforme som WhatsApp, Instagram, Twitter og Snapchat – men sjovt nok ikke TikTok.

Funktionen er foreløbig kun tilgængelig på iOS, men Netflix lover allerede nu, at de snart går igang med at teste på Android. Funktionen er kun tilgængelig i visse lande på grund af de forskellige rettighedsaftaler, Netflix har rundt omkring i verden, så det vides endnu ikke om, og hvornår, den eventuelt dukker op i Danmark.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.