Du bliver næppe amatør-virolog, hvis du køber Find X3 Pro, men måske prøver Oppo at starte en trend her?
Et sikkert tegn på, at din krop har nået version 4.0 og er i gang med dit femte årti, er når de små, gnidrede bogstaver på restaurantens menukort begynder at blive svære at se i den lave hyggebelysning på stedet. Sidste skridt inden kapitulationen overfor enten briller eller kontaktlinser er som regel brugen af en smartphone som kombineret lup og lommelygte.
Det er ikke til at sige, om Oppo tog denne situation i betragtning, da det kinesiske firma besluttede sig for at putte (hvad de kalder for) et mikroskop i sin nyeste topmodel. Det kunne også være, at COVID-19 har gjort tilstrækkelig mange smartphone-købere til amatør-virologer. Eller at vi fremover tænker mere på bakterier, mikrober og andre små væsener end tidligere og derfor gerne vil kunne se nærmere på dem.
Hvad end, Oppos fokusgrupper har fortalt dem, så er det resulteret i, at firmaets seneste topmodel har fået et mikroskop ombord. Og nej, Find X3 Pro, som den hedder, har naturligvis ikke den samme type optik som rigtige mikroskoper, men derimod en linse med blændetal f/3.0 og en forstørrelsesgrad på 30. Med dens indbyggede, dobbelte zoom, kan du komme op på 60x forstørrelse.
Linsen, og dens tilhørende 3-megapixels sensor, udgør i virkeligheden et makro-kamera, men det er meningen, at du skal gå helt tæt på dit motiv og forstørre det op på skærmen. Du får hjælpe af en indbygget lysring, der belyser, hvad du kigger på. Så skal du nok kunne se, at parmaskinke-pizzaen næppe kommer med en parkmaskine (hvilket i øvrigt er et virkeligt eksempel på en uopdaget autocorrect fra menuen på et pizzeria i Farum).
Kraftig hardware
Udover inklusionen af et mikroskop, har Oppo ikke holdt sig tilbage, når det gælder hardwaren på Find X3 Pro. Det øvrige kameramodul bagpå (hvis kamerabump smagfuldt og glat glider ind i resten af designet i stedet for at ligne en påklasket plade) består af den velkendte kombination af et vidvinkel-, et ultravidvinkel-, og et 13 megapixels telefoto-kamera med 2x optisk zoom.
Hvad der dog måske er lidt mindre velkendt, er den 50 megapixels Sony-sensor, der udgør kernerne i de to vidvinkel-kameraer. Det er nemlig Sonys nye flagskibssensor indenfor smartphonekameraer, IMX766, der kan levere fotografier med 10-bits farvegengivelse, så længe du holder dig til filformatet HEIF. Selfie-kameraet foran er på 32 megapixels.
Skærmen er den samme som på forgængeren X2 Pro, men er dog stadig rigeligt med på noderne her i 2021. Det er en 6,7-tommers LTPO AMOLED-skærm med QHD+-opløsning (3216×1440 pixels), der kan klare en opdateringsfrekvens på op til 120Hz. Den er også ganske lysstærk og topper ved 1300 nits. Oppo praler derudover med, at Find X3 Pro er den første skærm, der kan levere op til en milliard farver på skærmen.
40% opladning på 10 minutter
Til at drive alt dette har Oppo sat det nyeste og kraftigste smartphone-chipset fra Qualcomm, Snapdragon 888, i Find X3 Pro, men dog kun et 4500 mAh-batteri, hvilket virker en smule i underkanten, når man tager alt det ovenstående i betragtning. Til gengæld kan batteriet lades hurtigt op ifølge Oppo selv. Det tager kun 80 minutter at lade telefonen fuldt op trådløst ved 30W, og bruger du kabel og 65W-opladning kan den lades 40% op på bare 10 minutter.
Prismæssigt ligger Find X3 Pro i den dyre ende. Den forventes at komme til at koste 1150 Euro, eller cirka 8.500 kroner, hvilket dog stadig er en del billigere end for eksempel en tilsvarende iPhone 12 Pro Max, og lige under, hvad en Samsung Galaxy S21 Ultra kan fås for p.t. Den forventes at blive lanceret i Kina sidst på måneden, og i Europa i april.
Den danske pris og tilgængelighed ved vi muligvis mere om i næste uge, hvor Oppo har lovet at komme med nyt om smartphonens globale lancering.