Aktører i telebranchen varsler dårligt nyt for landets 2,5 mio. bredbåndskunder.
Bredbåndsforbindelserne kan blive dyrere i fremtiden, og det vil ramme landets 2,5 millioner bredbåndskunder. Det skriver Finans.
Erhvervsstyrelsen er i gang med en revision af engrospriser på bredbånd, som er de priser udbydere af internetforbindelser betaler til dem der driver infrastrukturen bag. Altså hvad YouSee, Boxer, Stofa, Waoo, Telenor m.fl. skal betale til TDC, Ewii, Norlys og Fibia for brug af kablerne.
Her lægger forhandlingerne lige nu op til at prisloftet for engrospriserne på bredbånd hæves med 65% for fiber og 134% for kabel-tv, lyder fra teleekspert John Strand, der har fulgt processen tæt.
“Hvis prisplanerne bliver, som de udspil der er lagt frem, kommer det til at betyde en gennemsnitlig prisstigning på op til 100 kr. om måneden for alle bredbåndskunder”, fortæller John Strand, adm. direktør i Strand Consult, til Finans.
Hos lavprisselskabet Fastspeed er de enige i den betragtning.
“Konkurrencen på markedet gør, at der kun er forbrugerne til at betale, mens netselskaberne kan grine hele vejen til banken”, lyder det fra Jens Raith, medstifter og direktør i Fastspeed.
Erhvervsstyrelsen støtter angiveligt et ønske om højere engrospriser, så der kan komme flere penge i kassen til udrulning af fibernet i Danmark, og det undrer hos Telenor.
“Men der er jo fuldt fart på udrulningen i hele Danmark. Derfor er det en åben dør, som Erhvervsstyrelsen vil banke ind. Resultatet er alene, at kunderne får højere regninger”, lyder det fra adm.direktør i Telenor, Lars Thomsen, til Finans.
Finans har bedt Erhvervsstyrelsen om en kommentar til kritikken, men de har ingen kommentarer til dette, her midt i processen om fastsættelse af engrospriserne på bredbånd.
“Erhvervsstyrelsen arbejder på at sikre en fremtidig effektiv konkurrence på bredbåndsmarkedet”, lyder det i en skriftlig kommentar til Finans.