En ny opdatering til Microsofts populære flysimulator viser alt fra landskaber over slotte til fodboldstadioner på den anden side af Nordsøen i næsten fotorealistisk kvalitet.
Har du altid ønsket dig at flyve en tur henover Buckingham Palace ved lav højde? Eller stikke hånden ud af vinduet i dit private fly for at røre ved tårnet, der huser Big Ben? Det kan du af sikkerhedsmæssige hensyn skyde en hvid pind efter i den virkelige verden.
Men i ’Microsoft Flight Simulator’ kan du nu komme en smule tættere på disse og andre lignende drømme, der har med britiske og irske landskaber at gøre. En ny, gratis opdatering til flysimulatoren fokuserer på Storbritannien og Irland.
Her på redaktionen er vi i forvejen imponerede over detaljerigdommen i 2020-versionen af ’Flight Simulator’, og efterhånden, som Microsoft opdaterer simulatorens data, bliver der mere og mere at kigge på i landskabet under flyet (det kan endda ske i VR nu)
I den nye, britiske og irske opdatering kan du især komme til at kigge nærmere på de mange slotte og herregårde, der er spredt ud over landskabet derovre. Et af dem er førnævnte Buckingham Palace, men pressematerialet fra Microsoft siger dog ikke noget om, hvorvidt Dronning Elizabeth II er hjemme og holder øje med din overflyvning fra et af paladsets vinduer.
Næsten fotografisk
Ellers kan du prøve at flyve forbi Windsor Castle, hvor den britiske kongefamilie også tit opholder sig, eller nogle af de mange viktorianske hjem, der også har fået en overhaling på detaljesiden. Det er dog ikke kun den slags seværdigheder, der er værd at flyve hen over.
Er du både fan af britisk fodbold og ’Flight Simulator’ vil det glæde dig at høre, at en hel del stadioner, hvor Premier League-holdene har hjemme, også nu kan ses i langt bedre computergrafisk repræsention i flysimulatoren. Den smukke, gamle Forth-jernbanebro i Skotland fremstår nu også meget bedre.
Derudover er fem gamle, engelske byer blevet opgraderet til nærmest foto-agtig kvalitet. Ud over London er det Birmingham, Bristol, Cambridge og Oxford. De to sidstnævnte giver naturligvis også mulighed for at kigge nærmere på de to byers berømte universiteter.
Opdateringen er den tredje i rækken af ’World Update’-opdateringer, hvoraf de to første dækkede dele af USA og Japan. Hvornår ’Microsoft Flight Simulator’ lader dig flyve henover Amalienborg Slotsplads eller Christiansborg med større detaljegrad ved vi dog endnu ikke.