Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Ride 4

-

Flot at se på, men med udfordringer der ødelægger oplevelsen. Vi har testet Ride 4, der netop er udkommet på PlayStation 5

Ride 4, der er et motorcykelspil, udkom til PS4 i oktober sidste år. Sidst i januar udkom så PS5 versionen. Spillet er nu en smule flottere, banerne loades væsentligt hurtigere og spillet afvikles i det hele taget mere flydende.

Annonce:

Ride 4 understøtter nu også DualSense controllerens funktioner, hvilket er en af de bedste tilføjelser i Ride 4. Især bremse og gas kan nu langt bedre doseres og man mærker, når der mistes greb i svingene, køres over ujævnheder og lignende. Det er super lækkert og beviser virkelig, at DualSense controlleren kan bidrage særdeles positivt til spiloplevelsen.

 

 

Grafisk er Ride 4 flot at se på, selvom der mangler en del atmosfære omkring løbene (tænk tomme tribuner i en coronatid). Jeg er ellers ret sikker på at udvikleren har forsøgt at lave et motorcyklens svar på Gran Turismo.

Motorcyklerne er utroligt detaljerede og kan justeres og personliggøres, ligesom in-game menuer minder overordentlig meget om dem fra Gran Turismo. I karrieren skal man tage kørekort ved at udføre challenges på diverse baner og lignende, men så stopper sammenligningen i øvrigt også.

 

 

Svært som bare pokker

Jeg må erkende at jeg slet ikke har fået spillet Ride 4 så meget som jeg ellers plejer under spilanmeldelser. Det skyldes ikke manglende lyst, men derimod et spil der byder på en ekstremt stejl indlæringskurve.

Målene i karrieren er virkelig hårde at udføre. Allerede ved fjerde udfordring kæmpede jeg med at klare de ubarmhjertige krav. Den mindste berøring af banens hvide linier straffes hårdt og styringen af motorcyklen (i hvert fald dem du har adgang til i starten af spillet) er alt for tung og upræcis til, at det er sjovt i ret lang tid.

Og glem alt om en form for tutorial til jer der ikke er vant til at køre motorcykel. Jeg vil lige tilføje at jeg betragter mig selv som en temmelig habil racing spiller, der har indgående kendskab til genren. Jeg har dog aldrig oplevet et spil med så hård en tilgang til spilleren.

Lykkes det dig at kæmpe dig vej til at deltage i egentlige løb, skal du forvente at møde computerstyrede modstandere, der virker til at køre som om du slet ikke er på banen. De kører ind i dig hvis du er i vejen, hvilket ofte fører til styrt. Og styrter du, er løbet kørt mere eller mindre.

Computeren kører tæt på perfekt og selv på allerlaveste niveau kæmpede jeg for at følge med. Spillet har en rewind funktion, men det ændrer ikke på, at man hurtigt bliver møgfrustreret.

 

 

Konklusion

Ride 4 kunne have været fedt. Det er nydeligt at se på, har lækre og meget detaljerede motorcykler, udkommer på et tidspunkt, hvor der er få racingtitler til PS5 og så har det en god brug af DualSense controlleren.

Desværre er styringen af motorcyklerne for tung, samtidig med at Ride 4 er morderisk svært. For mig blev det desværre en frustrerende oplevelse.

Ude nu. Testet på PlayStation 5

 

Pris og tilgængelighed

Ride 4 til PS5 koster kr. 400 (se forhandlere og dagspris)

Ride 4 til PS4 koster kr. 400 (se forhandlere og dagspris)

Ride 4 til Xbox One koster kr. 500 (se forhandlere og dagspris)

Ride 4 til PC koster kr. 350 (se forhandlere og dagspris)

 

Annonce:
ANMELDELSE KONKLUSION
Karakter
5
Forrige artikelRecordere.dk fylder 18 år
Næste artikelFølger i Apples fodspor: Samsung vil lave laptops med egne ARM-CPU’er
spilanmeldelse-ride-4Ride 4 leverer detaljeret grafik og gør god brug af DualSense-controlleren. Desværre er styringen af motorcyklerne for tung, samtidig med at Ride 4 er morderisk svært. For mig blev det desværre en frustrerende oplevelse.
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.