Forside * Featured

Regeringen lægger nye afgifter på computere, tablets og smartphones

-

Computere, smartphones og tablets m.v. bliver med ny politisk aftale omfattet af den såkaldte blankmedieordning.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Frie Grønne har indgået en politisk aftale om at modernisere den såkaldte blankmedieordning, der har til formål at kompensere rettighedshavere til bl.a. musik og film for den lovlige privatkopiering, danskerne foretager.

Hidtil har blankmedieordningen kun omfattet blanke cd’er, dvd’er og usb-stiks m.v., men den teknologiske udvikling, markedet for lagringsmedier og ændringer i danskernes privatkopieringsadfærd har betydet, at privatkopieringen i dag også finder sted på lagringsmedier som smartphones, computere og tablets. Derfor bliver sådanne lagringsmedier nu omfattet af ordningen.

Annonce:

Aftalen betyder, at de forskellige lagringsmedier afgiftspålægges ud fra et samlet årligt kompensationsniveau på 93 mio. kr. Kompensationen til rettighedshaverne vil herefter afhænge af salget af de forskellige lagringsmedier.

”Vi er kommet i mål med en politisk aftale, som afspejler den teknologiske udvikling, markedet for lagringsmedier og ændringer i danskernes privatkopieringsadfærd. Og vi har fået løst en opgave, som den tidligere regering ikke kunne løse. En modernisering af blankmedieordningen har været længe undervejs. I dag kom vi i mål med at sikre kunstnerne kompensation. Det har stor betydning for branchen – og særligt i en tid, hvor den virkelig er i knæ på grund af Corona.”, fortæller kulturminister Joy Mogensen i en pressemeddelelse.

Fakta:
Vederlagsordningen for eksemplarfremstilling til privat brug – i daglige tale kaldet blankmedieordning – blev indført i ophavsretsloven i 1992 og trådte i kraft den 1. januar 1993.
Ordningen er blevet ændret flere gange siden da, men grundprincipperne er stadig de samme. Formålet med ordningen er at kompensere rettighedshavere til bl.a. musik og film for den lovlige privatkopiering, danskerne foretager.

Det er ikke kun Danmark, der har indført en kompensationsordning for privatkopiering. Det følger af EU-retten, at medlemsstaterne kan tillade lovlig privatkopiering af ophavsretligt beskyttet indhold under forudsætning af, at rettighedshaverne modtager en rimelig kompensation herfor. I overensstemmelse hermed har de fleste EU-lande, hvis lovgivning tillader privatkopiering, indført en kompensationsordning i form af afgifter på lagringsmedier.

Den nuværende danske blankmedieordning er toleddet og består dels af afgift på blanke cd’er, dvd’er, usb-stiks m.v. (blankmedievederlaget), dels af en finanslovsbevilling til rettighedshaverne (dvd-kompensationen).

Blankmedievederlaget (afgiften) betales af producenter og importører af de omfattede lagringsmedier til Copydan KulturPlus, der er godkendt af Kulturministeriet til at administrere vederlagsfordelingen til rettighedshaverne. I praksis overvælter producenterne/importørerne afgiften på forbrugerne via højere priser på lagringsmedierne. Dette er i overensstemmelse med formålet bag reglerne, nemlig at det er dem, som privatkopierer, der skal betale.

Dvd-kompensationen er en supplerende statslig kompensation til rettighedshaverne via en finanslovsbevilling. Denne ophæves ifm. den nye ordning.

Det samlede vederlag til rettighedshaverne udgjorde i 2019 ca. 27,6 mio. kr., heraf udgjorde dvd-kompensationen ca. 22,4 mio. kr.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.