Det kinesiske firma har vist deres trådløse strøm-teknologi frem sammen med deres magisk udvidende rulleskærms-telefon.
Den kinesiske udgave af Mobile World Congress, MWC Shanghai, finder sted både in-person og virtuelt i disse dage. Det er normalt ikke derfra, vi får de største mobilnyheder, men især de kinesiske producenter kan nogle gange finde på at vise noget nyt og banebrydende frem.
Således har Oppo nu vist noget ny teknologi frem, der peger i retning af, hvad fremtiden byder på, når det gælder smartphones og især trådløs opladning. HELT trådløs opladning, uden berøring. Den sidstnævnte teknologi har Xiaomi allerede vist frem, men det er Oppos egen udgave af fænomenet, der er blevet demonstreret på MWC Shanghai..
Og det er vigtigt at forstå, for når to store teknologiselskaber begge viser to forskellige udgaver af den samme teknologi frem, er der naturligvis større chancer for, at det er noget, der rent faktisk kommer i handelen på et eller andet tidspunkt. Når det er sagt, har Oppo, Vivo og OnePlus alle tidligere fremvist forskellige slags pop-op-selfiekameraer, og det slog ikke ligefrem igennem på markedet.
Det ser altså ud som om, berøringsfri, trådløs opladning bliver noget, vi får mulighed for at prøve af udenfor de kinesiske laboratorier på et tidspunkt. Oppo viser også teknologien frem på deres fysiske stand på MWC Shanghai.
Kun 10 centimeters rækkevidde
Oppo valgte at slå to fluer med ét smæk ved at demonstrere den totalt trådløse opladning på en rulbar phablet, nemlig koncepttelefonen Oppo X 2021, som dukkede op i teaservideoer sidste år. På standen ligger phablet’en på en trådløs ladeplade, men når man løfter den op, fortsætter den med at lade op, skriver Engadget.
Det gør den, så længe den er indenfor en rækkevidde på 10 centimeter af ladepladen via magnetisk ræsonans, der angiveligt kan klare 7,5 watts opladning. Det er en anden teknologi end den, Xiaomi bruger, som rækker flere meter og bruger direkte stråleformationer til at lade enhederne op med. Den længere afstand betyder dog, at opladningen kun sker ved 5 watt og at man skal installere en stor og klodset ladestation i hjemmet.
Det sidste er ikke tilfældet med Oppos teknologi, som firmaet kalder for Wireless Air Charging. Men hvis teknologien skal være brugbar, skal de nok op på over 10 centimeter. Omvendt betyder det ikke helt lige så meget, om man har placeret enheden rigtigt på ladepladen, den lader alligevel.
Apropos enheden, så kan du se Oppo X 2021-phablet’en rulle sig ud (ahem…) på videoen herunder, hvor Wireless Air Charging også demonstreres. Som med andre rulleskærms-formater på både telefoner og tv-modeller, opstår magien i at man netop ikke kan se udrulningen, men at det bare ser ud som om, skærmen kommer ud af ingenting. Men vi insisterer på at kalde det en rulle-teknologi alligevel.
At #MWC21 this year we're showcasing the next evolution in charging ⚡
Presenting Wireless Air Charging – no cable, no charging stand, just freedom to move! #OPPOxMWC21 pic.twitter.com/ZCodQvT9Gm
— OPPO (@oppo) February 23, 2021