Dette kan være det hidtil bedste kig på de kommende Sonos hovedtelefoner.
Det er ikke første gang at der er skitser til de kommende Sonos hovedtelefoner i omløb, men nu begynder de at tage form som et Sonos produkt med logo.
Skitserne her kommer fra den tyske patent- og varemærkestyrelse, Deutsches Patent- und Markenamt, og de er indeholdt i en ansøgning fra Sonos dateret tilbage til december 2020, og nu spottet af magasinet The Verge.
Designet her er anderledes, end det design som Sonos anvendte i en ansøgning til de amerikanske design- og patentmyndigheder, men i forhold til tidligere skitser virker dette mere som tegninger af et færdigt produkt.
Hvis tegningerne her afspejler det endelige produkt så ser hovedtelefonerne ud til at komme med både USB-C og 3,5″ minijack tilslutning.
Galleri
Her er de skitserede Sonos hovedtelefoner set fra forskellige vinkler.
Selvom Sonos – med deres hovedtelefoner – træder ind på et marked der kan virke overfyldt allerede, så må det formodes at Sonos hovedtelefoner har indbygget WiFi og kan afspille direkte fra et Sonos musiksystem.
På den måde bliver de unikke, og hvis de så også kan bruges til andre “hovedtelefon-opgaver” ved siden af, kan de ende som et ‘must have’ for mange Sonos-ejere.
Alle detaljerne må vi vente med at høre om, ligesom der heller ikke er nogen rygter om hvornår Sonos slipper nyheden ud på markedet.