Forside * Tests

TEST: Plantronics Poly Sync 20+ – Konferencehøjttaler til onlinemøder

-
Plantronics Poly Sync 20+ med medfølgende BT600 adapter

Lige nu arbejder store dele af Danmark stadig hjemmefra, og derfor er salget af udstyr til online-møder eksploderet, og derfor er det også et område som recordere.dk kigger på i vores tests. Vi kigger her på Poly Sync 20+, der er en lille konferencehøjttaler med indbyggede mikrofoner og både kablede og trådløse funktioner.

Poly Sync 20+ er en lille bord-konferencehøjttaler, der understøtter både USB og Bluetooth forbindelse, som du kan bruge til onlinemøder når du sidder alene eller i grupper. Poly Sync 20+ kommer med en lille USB Bluetooth adapter (Poly BT600), og koster omkring 1.500 DKK.

Vi har testet den lille konferencehøjttaler som let kan ligge i de fleste computertasker.

Annonce:

 

Håndrem, hvis du har lyst til at flagre med den

Udpakning og installation

Plantronics Poly Sync 20+ kommer i en lille æske, der udover højttaleren indeholder et stofetui, en lille bærerem, og en Poly BT600 Bluetooth USB dongle.

Der ligger også en lille brugermanual, hvordan man kommer hurtigt i gang. Modellen vi testede var Teams versionen, som har en knap der kan starte og stoppe møderne, men udover det er modellen ens med de andre Poly Sync 20+ modeller.

Der findes også en Poly Sync 20 model, og eneste forskel er at den ikke har BT600 Bluetooth adapteren med, og derfor skal forbindelse via USB kabel, eller via en almindelig Bluetooth forbindelse.

Designet er super elegant. Store dele af højttaleren er dækket af gråt stof, og en elegant Poly Logo, og så er der et stort betjeningspanel, hvor man kan betjene lydstyrke, mikrofon til/fra og tage opkald fra enten en telefon eller på computeren.

Der er også en lang dioderække, der viser lydstyrke når du justerer den. I bunden er der en oval fod, der også kan gemme det fastmonterede USB-A kabel, så det ikke er i vejen, når du ikke bruger det.

Det kabel kan bruges til at forbinde den til en PC eller Mac, men kan også bruge til opladning hvis du bruger den trådløse funktion.

 

Det medfølgende etui

 

På højre side er der en USB-A port, der gør du kan bruge et USB til lightning eller USB til USB-C kabel og så forbinde din smartphone direkte til højttaleren, og så både få lyd og oplade din telefon samtidigt.

Du kan naturligvis også bare bruge bluetooth og forbinde din smartphone den vej. På samme side finder man Bluetooth pair knappen samt en on/off knap.

Designet er meget funktionelt, og installationen er super let. Hvis du tilslutter den via USB, vil den selv blive fundet som mikrofon og højttaler i din Windows PC eller Mac, og bruger du den medfølgende USB BT600 adapter, så er der allerede etableret forbindelse mellem computer og højttaler når du sætter USB adapteren til.

Hvis du bruger Bluetooth kan du bruge Bluetooth Pair knappen, og så skifter dioderækken til blå, mens højttaleren på klingende engelsk siger “Bluetooth Pairing”, og så kan du finde konferencehøjttaleren i din Bluetooth opsætning. Det fungerer rigtigt godt, og Plantronics Poly Sync 20+ opsætningen er meget let og intuitiv for både ikke tekniske og tekniske brugere.

Plantronics Poly Sync 20+ har en “raket knap” som du med Poly’s egen software kan konfigurere hvad den skal starte når du trykker på den. På Mac som jeg testede på startede den Music app, så man kunne høre musik på højttaleren, som iøvrigt lyder ganske OK.

I det hele taget kan jeg godt anbefale at man henter Plantronics Hub app’en, som gør man kan sætte flere ting op, end man bare kan gøre på selve enheden. App’en kan hentes til både Mac og Windows.

Installation og opsætning er klart godkendt.

 

Det indbyggede USB-A kabel kan gemmes i foden, der også fungerer som en kabel-bakke

 

Lidt teknisk info

Poly Sync 20 kommer med et 3200 mAH batteri, som giver op til 20 timers brug mellem opladningerne, og i den periode vi testede den, fik vi uden problemer to hele arbejdsdage ud af højttaleren til møder, og selvom jeg ikke holdt møder hele tiden, var der stadig strøm tilbage efter to dages brug. Og opladningen lov jeg den så klare over natten via det indbyggede USB-A kabel.

Inde i Poly Sync 20 modellerne sidder der en 40mm højttaler enhed, der dækker frekvenser fra 80 Hz til 20 kHz. De tre indbyggede mikrofoner dækker frekvenser fra 100 Hz til 6.7 kHz.

Poly Sync 20 kommer med Bluetooth 5.1, der både er batterieffektiv, men også har support for A2DP, AVRCP, HFP, HSP, and BLE profiler, så lyden kan overføres med de fleste Bluetooth protokoller.

Den måler 34 x 95 x 182 mm og vejer 360 gram. Det indbyggede USB-A kabel er iøvrigt 71,5 cm langt.

Poly Sync 20 modellerne har også en IP64 støv- and vand-beskyttelses certificering.

 

Dioderne lyser blåt, når den er i pair mode

 

Hvordan lyder og virker den?

Jeg er imponeret over hvor klar stemmer går igennem på Poly Sync 20+, og jeg må sige at jeg har brugt den til alle mine online møder på både Skype for Business og Teams de seneste uger.

I disse arbejd-hjemme-tider er det rart ikke at sidde med headsets på hele dagen, så en god konferencehøjttaler med støj- og ekkoreduktion som Poly Sync 20+ har været et kærkomment bekendtskab.

Mikrofonen virker fint inden for en radius af 2 meter fra højttaleren, ligesom der er god lyd for alle, der sidder inden for en radius af 3-4 meter. Så et mødebord på 4 meters længde kan sagtens dækkes af Poly Sync 20 modellerne.

Den er let at betjene, og den tydelige visning og justering af lydstyrke på højttaleren virker perfekt. Det er også rart at man med en klar rød diode kan se når man har muted sin mikrofon, så man ikke sidder og taler uden at huske at man ikke har tændt sin mikrofon.

 

Konklusion

Plantronics Poly Sync 20+ er en rigtig god konferencehøjttaler, som let kan bruges af enkeltpersoner og i mødelokaler med 4-8 deltagere. Installationen er let og den medfølgende BT600 adapter virker let.

I det hele taget har jeg kun godt at sige om Plantronics Poly Sync 20+, og prisen på de ca. 1.500 DKK skræmmer ikke, når man tænker på hvor vigtigt et værktøj en konferencehøjttaler er i disse Corona tider.

Recordere.dk kvitterer med “Recordere.dk anbefaler”.

 

 

Pris og tilgængelighed

Plantronics Poly Sync 20+ koster kr. 1.490,- (Se dagspris her).

Den kan også købes som Poly Sync 20 (uden Bluetooth adapter), og der er prisen omkring 1.120 DKK).

Modellen findes både i USB-A og USB-C. Vi testede den med USB-A og havde så en egen USB-C til USB-A adapter, og det virkede perfekt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.