Forside * Featured

’The Muppet Show’ lander (endelig) på Disney+ til februar

-

Den klassiske, originale Muppets-serie, der kørte fra 1976-1981, kommer til streamingtjenesten om en måneds tid.

Marvel og Star Wars er ikke de eneste højt elskede franchises, som Disney har købt sig til. De ejer også rettighederne til The Muppets, de dukker, vi i Danmark først kom til at kende via ’The Muppet Show’.

Annonce:

I udlandet var det på børneprogrammet ’Sesame Street’, hvor Jim Hensons dukker først…ahem…. dukkede op på TV, men også disse er siden blevet solgt fra. The Jim Henson Company ejer stadig rettighederne til en række andre dukker, såsom dem i ’The Dark Crystal’-filmene og ’Fragglerne’.

Fordi Disney ejer the Muppets, har man fra dag 1 kunnet finde en masse Muppets-indhold på Disney+, herunder Muppets-film og nyere serier med dukkerne ombord, f.eks. ’The Muppets’, en slags version af ’The Office’, der går bag kulisserne på Miss Piggys late-night talkshow.

Lavet til voksne

For de sen-Generation X’ere og ældre Millennials, der var børn i 1970’erne og 1980’erne, har noget vigtigt Muppets-indhold dog altid manglet: Den originale ’The Muppet Show’-serie. Den har Disney nemlig ikke haft rettigheder til at streame, fordi den faktisk blev produceret til britisk tv.

Men nu kommer den. Fra d. 19. februar vil unge og ældre Muppet-fans kunne streame alle fem sæsoner af ’The Muppet Show’ via streamingtjenesten. Der bliver altså masser af mulighed for nostalgiske gensyn med afsnit fra barndommen og måske opdagelse af afsnit, man aldrig fik set dengang.

Det er i øvrigt en udbredt misforståelse, at ’The Muppet Show’ var lavet til børn. Jim Hensons idé var oprindeligt at lave en parodi på de varieté-shows, der kørte på tv i 1970’erne, men de amerikanske tv-stationer mente ikke, at folk ville kun skelne mellem voksen-humor med dukker og børnehumoren in ’Sesame Street’.

Masser af menneske-stjerner

Det mente den britiske tv-producer Lew Grade imidlertid godt, at publikum kunne, så han købte TV-showet til det britiske svar på TV2, ITV. Resultatet blev et hylemorsomt show, der ofte var meget lidt egnet for børn og derfor blev sendt om aftenen (Den anden af de to pilotepisoder hed endda ’Sex and Violence’).

Showet blev dog hurtigt også populært blandt de lidt ældre børn og derfor noget, familien kunne se sammen. Og amerikanerne endte naturligvis med at springe på, da først toget kørte.
’The Muppet Show’ kørte mellem 1976 og 1981 og havde kendte musikalske gæster som Elton John, Alice Cooper, Victor Borge, Paul Simon og Johnny Cash.

Blandt skuespillerne og komikerne, der gæstede showet var der stjerner fra Roger Moore, Sylvester Stallone, John Cleese, Steve Martin og så naturligvis Mark Hamill, Peter Mayhew og Anthony Daniels, der gav den som henholdsvis Luke Skywalker, Chewbacca og C-3PO.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.