Streaming-app’en tilbyder nu en platform, hvor et betalt abonnement giver dig adgang til Atari-klassikere, men du kan også tilføje dine egne spil-ROM’er
Spilstreaming bliver mere og mere populært på platforme, der normalt ikke har ret meget med spil at gøre. Casual gaming-spil og andre spil, der ikke kræver ret meget computerkraft dukker i disse tider op på platforme, der ellers primært bliver brugt til video- og lyd-streaming.
Således har man i efterhånden lang tid kunnet spille på Apple TV-boksen og Google TV-baserede platforme, samt andre bokse, inklusive dem fra Amazons Fire TV-portefølje og Rokus bokse. Men nu kommer en af de mest populære streaming-apps sig også på banen.
Det er Plex, der jo ellers er kendt for at være en udløber af hele HTPC-bølgen og for at være en nemt opsættelig og effektiv platform til streaming af film, tv-serier og musik fra en hjemmeserver. Plex har i et stykke tid også givet app’ens brugere gratis (eller rettere, reklamefinansieret) adgang til eksternt lagrede film og serier, som en slags lavbudgets-streamingtjeneste.
Mange af disse film har nogle år på bagen eller er decideret klassikere, hvilket er grunden til at Plex kan tilbyde dem uden ekstrabetaling. Og nu gør de så det samme på spilfronten med spil der i samme grad har nogle år – eller faktisk nogle årtier – på bagen. Til trods herfor skal du dog have penge op af lommen, hvis du vil lege med.
Lav din egen retro-spilstreamingtjeneste
Plex Arcade, som initiativet hedder, er nemlig et partnerskab med spil-streamingplatformen Parsec, der altså nu tilbyder et billigt abonnement på spilstreaming gennem Plex. Hvis du har et Plex Pass-abonnement koster det tre dollar, eller cirka 18 kroner og 50 øre, om måneden, og du skal registrere dig hos Parsec. Folk uden Plex Pas skal betale fem dollar eller lige over 30 kroner.
De spil, der i første omgang tilbydes er som nævnt klassikere, og ikke fra hvor som helst. Der står Atari på spillene, og det betyder, at du finder tidlige arkade-spil og spil fra konsollerne Atari 2600 og Atari 7800 i kataloget, lige fra ’Centipede’ over ’Asteroids’ til ’Missile Commands’ og ’Super Breakout’, hvis fundament blev udviklet af Steve Jobs og Steve Wozniak, før de startede Apple og arbejdede freelance for Atari.
Nu kan Plex-folket som bekendt godt lide at rode lidt med tingene, så det mest interessante er måske i virkeligheden muligheden for at lægge sine egne spil-ROM’er ind i Plex. På den måde kan retro-gamere streame deres spil-ROM’er til Plex-app’en på f.eks. iOS- og Android-enheder i stedet for at skulle installere emulatorer på disse enheder.
Ud over iOS- og Android-enheder kan spillene streames til Windows-PC’er og Macs, og det kræver også, at Plex-serveren bor på en af de to sidstnævnte platforme for at få det til at virke. Altså ingen NVIDIA Shield eller NAS-baserede Plex-servere, og foreløbig ser det heller ikke ud som om, du kan streame spillene direkte til Plex-app’en på et tv.
Det står ikke helt klart, hvilken type ROM’er, platformen understøtter, men det ser ud som om, det er mere end blot Atari. Plex reklamerer nemlig med at du kan tilføje både ROM’er og emulatorer, så måske kan den også håndtere konverterede arkade-klassikere og Commodore 64-spil, hvis det bliver sat op ordentligt.
https://player.vimeo.com/video/504471886