Det kinesiske forbrugerteknologi-mærke har nu givet os, hvad de kalder en ”showcase” af berøringsfri, trådløs opladning.
Den legendariske opfinder Nikola Tesla drømte om trådløs strøm. Da elektricitet blev bredt ud til amerikanske hjem i slutningen af 1800-tallet, var den store udfordring naturligvis, at der skulle spredes kabler ud over kontinentet for at få det til at virke.
Tesla drømte i stedet om at skabe et system til trådløs levering af elektricitet, der kunne sendes gennem luften, og han søgte første gang at få patent på det i 1902. Det tog yderligere 12 år, før han fik patentet, men på det tidspunkt havde Teslas eksperimenter med systemet vist, at den strøm, der blev leveret til husholdninger gennem luften fra var noget ustabil. Lamper gik op og ned i lysstyrke og det var umuligt at kontrollere elektriske symaskiners hastighed.
Næsten 120 år senere er vi et andet sted. De største smartphone-producenter er nu alle gået over til trådløs opladning efter flere års opvarmning, og selv IKEA sælger produkter med Qi-opladning. Men vi er ikke, hvor Nikola Tesla drømte om at være.
Radius på få meter
Trådløs opladning kræver stadig, at vi lægger smartphonen eller øretelefon-æsken rigtigt på ladepladen, og selv om opladningen sker gennem induktion, er den stadig stationær. Hvis det stod til Tesla, burde vi kunne gå rundt med vores smartphones i lommen og få dem ladet op gennem luften. Der er vi ikke endnu. Men meget tyder på, at et sådan system er lige på trapperne.
We're excited to bring you the remote charging technology – Mi Air Charge Technology! Charge multiple devices simultaneously while you're gaming, walking around or even when something's in the way, no strings attached. Another giant leap forward in wireless charging technology! pic.twitter.com/wEoB10wOQ2
— Xiaomi (@Xiaomi) January 29, 2021
Xiaomi har nemlig både på Twitter og på deres blog teaset, hvad man kunne kalde ”ægte” eller berøringsfri trådløs opladning. Firmaet kalder systemet for ”Mi Air Charge”. Det består af en base-ladestation med 144 antenner ombord, der sender millimeterbølge-signaler til din telefon (Folk, der er bange for 5G, skal nok ikke købe sådan en fætter).
Disse signaler er angiveligt nok til at lade telefonen op ved 5W, sådan som vi kender det fra gamle smartphone-ladere og de Qi-ladere, der var på markedet for nogle år siden. Opladningen går altså ikke specielt hurtigt, men til gengæld lades telefonen op hele tiden.
Hvem kommer først?
Ifølge Xiaomi kan du nemlig placere din telefon hvor som helst inden for en radius på ”få meter” og se den lade op, akkurat som på videoen herunder. Det sker gennem ”beamforming”, der er smal, koncentreret stråling rettet direkte mod telefonen.
Der er dog stadig en hel del detaljer, der skal på plads, før Xiaomi kan sende systemet på gaden. Ud over at ladestationen er temmelig stor, skal den leve op til de sundhedskrav, som forskellige lande i verden stiller til den slags udstyr. Endelig skal telefonen også være udstyret med 14 modtagerantenner, så vi kan nok regne med, at Xiaomis smartphones har systemet for sig selv i begyndelsen.
Xiaomi har selvsagt af samme grund ikke afsløret planer om officiel lancering, og kalder præsentationen for en ”showcase”. Omvendt er Mi Air Charge det mest færdigudviklede koncept af sin art, som denne tech-skribent har set indtil videre. Siden trådløs opladning dukkede op, har flere små firmaer vist lignende teknologier på messer og på nettet.
Men indtil videre har det været småt med egentlige markedslanceringer, og Xiaomi har her en mulighed for at være en ægte ”first mover” på en ny teknologi, de fleste nok vil finde attraktiv.