Forside * Featured

Warner skuffer hjemmebif-fans: Ingen simultan-premierer i 2023

-
I USA bliver ‘Wonder Woman 1984′ idag den første film i Warner Bros.’ år med simultanpremierer (Foto: Warner Bros.)

Warner Bros. slukker håbet for dem, der gerne vil have film på den lille skærm og den store skærm samtidigt fremover.

Det ser ud til kun at blive i 2021, at Warner Bros. sender deres biograffilm ud på on-demand-markedet samtidig med at deres biografpremierer. Filmselskabet har netop afsløret sin releaseplan for 2023, og her kommer alle film i biografen først.

De mange hjemmebiograf-entusiaster, der ikke gider den sociale oplevelse i en offentligt tilgængelig biograf var ellers blevet godt opmuntret af nyheden om, at Warner Bros. ville sende alle deres 2021-premierer ud på de to markeder samtidigt – i hvert fald i det store hjemmemarked i USA.

Annonce:

Det tegner nemlig et billede af, at filmbranchen er klar til at acceptere en lukning af det såkaldte premiere-vindue. Dette begreb beskriver tiden, der går, mellem en film har premiere i biograferne og til de kommer ud på de små skærme i hjemmene.

Strukturelle ændringer

Denne vinduesåbning er langsomt blevet smallere og smallere over flere årtier, fra op mod et halvt års ventetid i VHS-æraen og til nu, hvor der nogle gange er tale om mellem 1-2 måneder mellem premiererne. Det er naturligt nok primært biograferne, der har kæmpet for at holde vinduet vidt åbent, så de stadig har et indtægtsgrundlag.

Et foto fra Denis Villeneuves version af ‘Dune’, der kommer i både biografer og on-demand samtidig i 2021 (Foto: Warner Bros.)

Filmselskaberne har gennem årene støttet biograferne i dette, da partnerskabet med biograferne i markedsføringen af filmene er uvurderlig i forhold til indtægterne ved såvel billetlugen som på on-demand-markedet (og i faldende omfang fysiske medier).

Omvendt har mediegiganternes konsolidering betydet, at der nu er sammenfald mellem de telegiganter, der ejer Internet-kablerne, der binder klodens datanetværk sammen, og de studier, der producerer indhold. Det betyder, akkurat som i filmens barndom, hvor studierne ejede biograferne, at både produktion og distribution kan foretages af den samme virksomhed – men nu uden om biografsystemet.

2023-premierer offentliggjort

Oven i det kom så COVID 19-pandemien, der i Warner Bros.’ tilfælde betød, at den store sommersatsning, Christopher Nolans ’Tenet’, blev et flop rent økonomisk. Usikkerheden omkring pandemiens udvikling i 2021 og hvor hurtigt, biograferne kommer på banen igen, fik derfor Warner til at lade alle film fra og med ’Wonder Woman 1984’ (der har USA-premiere i dag) få premiere i biografer og på den lille skærm samtidigt et år frem.

Det betyder, at store satsninger som ’Dune’, ’Matrix 4’ og den næste ’Suicide Squad’-film alle lander på Warners streamingtjeneste, HBO Max, samtidig med premieren på det store lærred i USA. Men så er det altså tilsyneladende også slut.

En blandet live-action og tegnefilm med disse to, kendte karakterer får premiere i 2023 – og først i biograferne (Foto: Warner Bros.)

Variety skriver nemlig, at Warner Bros. netop har offentliggjort premieredetaljerne på tre af de store satsninger, der kommer i 2023. Det er dels den næste Mad Max-film, der kommer til at fokusere på Charlize Therons karakter fra ’Mad Max: Fury Road’, og derfor bærer navnet ’Furiosa’. Anya Taylor-Joy fra Netflix-serien ’The Queen’s Gambit’ overtager rollen fra Theron.

Dels er det musical-udgaven af ’The Color Purple’, der springer fra Broadway og op på lærredet, og endelig ’Coyote vs Acme’. Tegnefilm-fans vil vide, at sidstnævnte tager udgangspunkt i de klassiske tegnefilm med prærieulven, der konstant forsøger at fange jordgøgen Hjulben ude i ørkenen, som regel med hjælp af udstyr fra postordrefirmaet Acme (ofte kaldet Ajax på dansk).

Intet nyt om 2022

Filmen er baseret på en endog meget morsom artikel, som The New Yorker bragte i 1990. Artiklen er mere eller mindre et retsreferat fra det søgsmål, prærieulven bragte mod Acme som et resultat af, at ingen af firmaets produkter virkede efter hensigten. ’Coyote vs Acme’ er sat til at få biografpremiere i juni 2023, fulgt af ’Furiosa’ i juli og ’The Color Purple’ som musical i december.

Variety skriver, at annonceringen bør fortolkes som om, Warner stadig vil prioritere biograferne højest. Det passer med den strategi, der også officielt er blevet meldt ud fra Warner. Ud over presset fra biograferne er filmstudiet også blevet presset af filminstruktører som Christopher Nolan og Denis Villeneuve, der begge har udtrykt utilfredshed i medierne over, at WarnerMedia via sine simultanpremierer vælger at promovere HBO Max i stedet for at hjælpe biograferne.

Med hensyn til 2022, så har Warner endnu ikke meldt nogle ændringer ud i forhold til releaseplanen, hverken den ene eller den anden vej. Det kan betyde, at virksomheden vil lade 2022 være en slags buffer, hvor release-vinduet enten kan holdes åbent eller lukkes, afhængig af tingenes udvikling.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.