Forside * Featured

TEST: Genelec 8341A – en højttaler revolution!

-

Det ultimative Coaxial højttaler design?

Kan en professionel studie monitor bruges til musiknydelse i hjemmet? Genelec 8341A nedbryder grænserne og gør mange HIFI højttalere misundelige, så meget at de selvsikkert kalder dem “The Ones”. Læs med!

Annonce:

Genelec 8341A er egentlig født som en professionel studie monitor højttaler, og er seneste skud på stammen hos det innovative finske højttalerfirma der har lavet en hel serie med denne teknologi i forskellige størrelser. 


HIFI Review: Genelec 8341A kompakt bookshelf højttaler/studio monitor

Type: Aktiv 3 vejs coaxial højttaler med DSP

Pris: Set til ca 22.000 pr stk

Land: Finland


 Hvorfor kan en professionel studie monitor være interessant for HIFI musikelskeren?

 Det temmelig revolutionerende coaxial design repræsenterer en lydmæssig evolution, fyldt med smarte løsninger og en subjektiv lydoplevelse der er i en helt ny kategori, – kombineret med et moderne design som følge af funktionen. 

Funktionelt design, der i øvrigt kan leveres i alle farver eller mønstre på bestilling! (Altså, vi taler om højttalerne bagerst i lokalet!  🙂

Hvem er Genelec?

Navnet klinger nok ikke så velkendt i HIFI kredse, men Genelec har siden starten af halvfemserne været et af de toneangivende brands i den professionelle verden, hvor deres 1031A aktive nearfield monitor serie med Waveguides stille og roligt blev en slags “studie standard”.  De tilbød stort uforvrænget output, et stort sweetspot og en meget transparent og afslørende lyd, der var perfekt til f.eks indspilning og kritisk lytning.  Denne type aktiv studio monitor blev derfor designet som utallige andre producenter tog bestik af, og i nullerne lanceredes 80xx serien.  udført i metal kabinetter der også har været toneangivende lige siden.

To-vejs studie monitors er ganske enkelt den mest populære monitor type, og bruges i næsten alle lydproduktions sammenhænge som nearfield monitor. 

“The Ones”

Her en størrelses reference, med 8341A ved siden af den passive MK S300.

For få år siden introduceres så 83X1 højttaler konceptet der er landet på lytteholdets testbænk, i et radikalt anderledes design, der har nytænkt hele tilgangen til højttalere.

Serien har fået tilnavnet “The Ones” hvilket jo ligefrem strutter af selvtillid (foruden unikke patenter! 😀 ).   

Serien har fået tilnavnet “The Ones” hvilket jo ligefrem strutter af selvtillid!”

Teknikken – Hvorfor Coaxial?

Kort sagt: Så har Genelec fundet en måde at skabe en 3 vejs, aktiv Coaxial højttaler med en kæmpe waveguide.  Det rummer en lang række fordele, som jeg vil prøve at beskrive her, uden det bliver alt for teknisk:

Her kan man lige skimte basenhedernes kantophæng bag frontpladen med lidt perspektiv på størrelsen som de står ovenpå Technics SB-R1.

Traditionelle højttaler designs placerer individuelle enheder over hinanden i kabinettet.  Dette har nogle indbyggede problemer, hvor crossover-farvning (introduceret af timing forskelle enhederne imellem),  gør at lyden ændrer sig når man flytter sig ud af højttalerens absolutte on-axis “sweetspot”.

Eksempel på en traditionel 3 vejs højttaler, her en Yamaha NS5000

En revolution indenfor social HIFI lytning 🙂

Dette er selvfølgelig et mindre problem for den seriøse solo-lytter, der altid placerer sig perfekt i mellem højttalerne i den rette højde, men er man f.eks flere der skal lytte, bevæger man sig rundt,  eller kan man ikke placere højttalerne helt perfekt, har man et problem i forhold til at få perfekt frekvensrespons relativt til de højttalere man nu har.

Løsningen er Coaxial

Coaxiale højttaler designs, hvor flere enheder er placeret på den samme akustiske akse “oveni hinanden” –   lider ikke af problemet,  og har længe været betragtet som en potent løsning fordi at frekvens responsen er super stabil, også helt tæt på højttaleren, og at vi ikke får denne farvning af lyden, selvom man bevæger hovedet op/ned eller fra side til side.

Der er dog et problem med 2 vejs coaxialhøjttalere hvor bas og diskant enhederne skal dække et meget bredt frekvensområde, hvilket kan introducere forskellige former for forvrængning,  der ofte forekommer i enheder med lang vandring. Den såkaldte “dobbler forvrængning”.  

Coaxiale designs er også mere komplicerede og dyrere at fremstille og er derfor ikke lige “førstevalg” for de fleste højttaler producenter.  

The Ones – teknik og design 

Original 3 vejs konstruktion og 3 forstærkere

Med designet af “The Ones” har man løst dette ved at lave en yderst opfindsom 3 vejs konstruktion, hvor coaxial enheden kun skal arbejde i mellemtone/diskant området, og spredning forbedres yderligere ved at enheden er monteret i en frontplade der nærmest er en stor waveguide.  Dette opnås ved at skjule basenhederne bag frontpladen, der er åben i top og bund.   Denne tilgang giver mulighed for at bruge delefrekvenser der er mere optimale for enhederne og ikke mindst benytte hele 3 forstærkere i hver højttaler.  

Forstærkere

8341A er udstyret med 2 x 150W og 1 x 250W Genelec klasse-D forstærkere, optimeret til enhederne, således at de udnytter enhedernes potentiale maximalt, samtidig med at de bevarer det lavest mulige støjniveau. 

Kæmpe waveguide

Udformningen af frontpladen og placeringen af basenhederne har givet mulighed for at lave hele frontpladen til en stor waveguide, der i kombinationen med en coaxial enhed er den egentlige revolution i højttaler designet.   Det er utroligt effektivt, og giver højttaleren en nærmest urokkelig frekvensrespons i et meget stort “sweetspot”.   Prøv selv at bevæge dig rundt foran en almindelig højttaler og læg mærke til, hvor meget lyden forandrer sig når man er “off-axis” i både det horisontale og vertikale plan.  Kombinationen af coaxial enhed og waveguide er helt eminent på dette område.

Så kan det vist ikke integreres mere elegant? Der er absolut ingen kanter der kan påvirke lyden.

Design 

Genelec viderefører metalkabinettet, der er ekstremt stift og resonansfrit, – og samtidig har den fordel, at det er godt til at lede varme væk fra de mange forstærkere og DSP ombord.  Der er også solide skruehuller bag på kabinettet, hvor der kan monteres forskellige beslag. Lytteholdets Karsten “CD” Møller kommenterer livligt:“De har klasse over sig, det er flot lavet!” .  Jeg kan kun give ham ret. og synes faktisk at de gør sig rigtig godt på en skænk eller reol.  De virker moderne med et futuristisk tilsnit. 

en af fordelene ved metalkabinettet er muligheden for montering af diverse, meget stærke beslag.

Der er en model til stort set alle SPL behov

Genelec 83×1 serien består af modellerne 8331A, 8341A, 8351B og den største 8361A model, der alle har samme grundlæggende opbygning.  Man kan således vælge den model der passer til det lydtryk man skal/vil kunne producere i det pågældende rum.   Med W371A subwooferen, der er designet til at komplimentere de 3 store “The Ones”, –  kan man opnå endnu højere output og afgrundsdyb basgengivelse.  “The Ones” kan også kombineres med Genelecs øvrige SAM subwoofere i 73XX serien.


“The Ones” – Grundlæggende data og vejledende priser:

Model / Link SPL** Frekvensområde Vejl ca. pris pr. stk
8331A 104dB@1m 45 Hz – 37 kHz (-6dB) 17.900
8341A (testet) 110dB@1m 38 Hz – 37 kHz (-6dB) 22.600
8351B 113dB@1m  32 Hz – 43 kHz (-6dB) 32.900
8361A 118dB@1m 30 Hz – 43 kHz (-6dB) 38.800
W371A subwoofer 120dB@1m 23 Hz – 500 Hz (-6dB) 71.800
8330 GLM boks og måle mikrofon 1.450 (pris når købt sammen med et sæt højttalere)

 

Eksempler på “The Ones” kombineret med SAM subwoofere:

Kombo (eksempel) SPL** Frekvensområde Samlet vejl ca. pris
2x8331A + 7360 sub x1 108 dB@1m 19 Hz – 32 KhZ (-3dB) 53.290
2x8341A + 7370 sub x1 114 dB@1m 19 Hz – 32 KhZ (-3dB) 72.190
2x8341A + W371 woofer x2* 117 dB@1m 20 Hz – 32 KhZ (-3dB) 189.400
2x8351B + W371 woofer x2* 122 dB@1m 20 Hz – 38 KhZ (-3dB) 209.400
2x8361A + W371 woofer x2* 125 dB@1m 20 Hz – 38 KhZ (-3dB) 221.200

* I kombination med W371 woofers vil man få bedre envelopment og mere præcis VLF og LF respons, men der kan også benyttes 737X subs.

**Vejledende, uforvrænget in-room system performance efter GLM kalibrering. (Peak level højere, SPL med long-term IEC støj lavere.)

I en studie-agtig død stue, er SPL ved 2 m typisk 5 dB lavere, SPL ved 3 m typisk 7 dB lavere.   Læs mere om SPL (lydtryk) og “tommelfingerregler” for beregning af SPL i denne artikel.


DSP kontrol og rumkorrektion er indbygget

Genelecs SAM (Smart Audio Monitors) har alle indbygget DSP, der i samspil med et GLM kit kan konfigurere og kalibrere højttalerne uanset om der er tale om multikanal, immersive eller stereo setups.  Det kræver dog, at højttalerne tilsluttes GLM kittet,  der er en USB/mikrofon/RJ45 boks, hvor RJ45 ved hjælp af et ethernet kabel tilsluttes til alle højttalerne i en lang seriel forbindelse. 

Alle disse modeller kan bruges med GLM systemet, og der kan i princippet kombineres på kryds og tværs.

Op til 5 kabelforbindelser til højttaleren…

Det betyder også, at vi kan “risikere” at komme op på 4-5 kabelforbindelser pr. højttaler hvis man vel og mærke benytter digitale audio forbindelser (strøm, digital ind, digital thru, RJ45 kontrol ind, RJ45 kontrol thru).   Her mærker man tydeligt det professionelle tilsnit, hvor man har valgt RJ45 kommunikation i stedet for IP over f.eks WIFI, hvilket der selvfølgelig er en grund til.   

GLM kittet består af den lille mikrofon der kan monteres på alle standard mikrofonstativer, samt den lille RJ45/USB boks.

 

Det vigtigste for den professionelle er nemlig,  at det er solidt og aldrig svigter.  Her er det uacceptabelt at skulle “genstarte”, eller risikere IP konflikter.  Derfor dette ”lukkede system”.  Kontrollen føles da også super “tight” og perfekt responsiv, i modsætning til de fleste konsumer systemer med  WIFI kontrol, hvor der som regel er forsinkelse og u-konsistent feel når man f.eks skruer op og ned. 

Kontrollen føles da også super “tight” og responsiv, ikke som de fleste konsumer systemer med eksempelvis WIFI kontrol”

Når tilslutningerne er lavet, forbindes GLM boksen med målemikrofonen og en PC eller Mac computer med USB og man kan så konfigurere og kalibrere højttalerne.

Volumenkontrol

Man kan også tilslutte en lille hardware volumenkontrol til GLM boksen, hvis man ikke kører analogt ind fra en forforstærker og f.eks benytter et fixed AES/EBU digital signal.  Volumen regulering kan således foregå enten i GLM softwarens kontrol modul, ELLER via den lille Genelec 9310AM volumen kontrol der findes som ekstra tilbehør. 

Den lille 9310 volumenkontrol (ekstra tilbehør)

Avanceret, smart software. 

GLM (Genelec Loudspeaker Management)  softwaren fik jeg stillet til rådighed i en betaversion af den kommende version 4. 

Softwaren er dejligt overskuelig og visuel, og man får lynhurtigt konfigureret sin opstilling, der gøres ved at identificere højttalerne (højre, venstre, o.s.v. ) , vælge digitalt eller analogt input m.m.  Herefter udføres udmåling af højttalernes frekvens respons i en eller flere lytte positioner, enten som en single eller multipoint måling.

Screenshot der viser monitor delen af softwaren. Reference niveauer og andre funktioner til venstre, forskellige konfigurationer til højre. Enkelt i brug.

 Rumkorrektion i skyen!

Måleresultatet sendes automatisk til Genelecs servere i skyen, der udregner korrektions filtrene.   Dette er en virkelig smart approach, da Genelec således hele tiden kan opdatere standarderne der anvendes, og ikke mindst LÆRE en hel masse om kundernes typiske lytterum. 

Frekvensrespons siden, Der er umiddelbart 16 filtre, der også kan tilpasses manuelt, hvis man ønsker det.

Laver også automatisk delays, sub-phase m.m.

Jeg var meget imponeret over, at systemet selv korrigerer og udregner levels, afstande, delays, subwoofer crossover fase,  ud over selve frekvensrespons/rumkorrektionen. 

Det er lynhurtigt at gemme og genkalde forskellige setups, og softwaren fungerer også som volumenkontrol, kalibreret lytte niveau kontrol, format omskifter og meget mere.  Man kan naturligvis se og rette i filtrene systemet har udregnet, og slå dem til, fra og ændre dem som man ønsker det.  Det er meget gennemført og fleksibelt.

Lytteindtryk:

Er du SINDSYG hvor de lyder godt!”

Genelec 8341A er den næstmindste af “The Ones” og har en god størrelse der vil kunne passe ind i de fleste hjem.  Jeg har i første omgang sat dem op stuens nye HiFI racks ltd omnium8 XL  stereobænk, ca 120 cm fra hinanden, og tilsluttet dem via AES/EBU (balanceret digitalt signal på XLR) direkte til en Cocktail Audio X45Pro player, der er så snedigt indrettet at den kan levere et reguleret digitalt signal. På den måde har jeg en lille “High-end” opstilling hvor X45Pro er både player og forforstærker.   

På den måde har jeg en lille “High-end” opstilling hvor X45Pro er både player og forforstærker”

Efter at have gennemført en hurtig kalibrering i lyttepositionen er vi klar til første session, hvor Lytte Panelets trofaste medlem Karsten “CD” Møller gør mig selskab, og efter blot en halv times musikalsk fordybelse med nyt og gammelt fra recordere.dk TIDAL playlisten, vender sig rundt,  og med let bævrende stemme udbryder:  “Er du SINDSYG hvor de lyder godt, – jeg er FORELSKET, simpelthen!”.   Karsten oplever, at han får samme følelse af varm og levende musikalsk formidling som når han lytter til vores nuværende SB-R1 reference, der jo også benytter coaxial teknik.  Det er en utrolig hurtig dynamik respons der præsteres af disse små genelecs.  Dynamik favoritter som “Keith dont go”, “Tin pan alley” og Fink! liveversion af “The trouble you are in”  (find dem på redaktionens TIDAL playliste) sidder lige i skabet, med hurtig og præcis levering, og selvsagt uden nogen form for “forpustethed”, også når vi spiller entusiastisk højt. 

 Karsten uddyber (ord-ret): “uden direkte-direkte sammenligning, minder de mig faktisk meget om Technics R1s karakter, hvordan kan det overhovedet lade sig gøre fra de små skiderikker der?”. 

Isopod foden, tillader at man kan “tilte” højttaleren og isolerer den fra underlaget..  Smart hvis du er tvunget til at placere den lidt højere end ørehøjde, f.eks i en reol!

De kompakte højttalere leverer en yderst sprød, stram og balanceret præsentation, med en neutralitet og selvfølgelighed der godt i første lytning kan virke lidt intimiderende –  men også dragende og fascinerende!

Alting står meget klart og skarpt tegnet op.  Der er luft omkring de enkelte elementer i musikken.  I direkte sammenligning med Technics SB-R1, leverer de store technics dog forventeligt en blødere og endnu mere vel-opløst øvre mellemtone og diskant, sammen med den umiskendelige super-definition i det øvre bas register, hvor de små genelecs har en væsentlig “tættere” bas, der naturligt heller ikke strækker sig helt ned i den sidste oktav. 

I denne fjollede direkte sammenligning skal vi selvfølgelig lige tilbage til prisen, der for R1`s vedkommende er 160.000 PLUS high-end forstærkning for 200.000…  Et sæt af disse små Genelec vidundere koster immervæk “kun” ca. 45.000, og det er jo inklusiv effektforstærkere…. nå ja, og så kan de være i stuen, hvilket nok er en vigtig detalje for de fleste der ikke har et dedikeret rum, eller maximal WAF kontrol 🙂 

nå ja, og så kan de være i stuen, hvilket nok er en vigtig detalje for de fleste der ikke har et dedikeret rum, eller maximal WAF kontrol 🙂 “

Kæmpe stereoperspektiv og sweetspot

Stereo perspektivet er forbløffende dybt og bredt, og når jeg flytter hovedet rundt eller rejser mig op, ændres klangkarakteren ikke nævneværdigt.   Når jeg bevæger mig rundt i stuen, opleves disse højttalere forbløffende konsistente og tilmed i endnu højere grad end vores R1 reference højttalere.  Vi prøver også at stille 8341 ovenpå R1 og vinkle dem ned, det fungerer stadigvæk fremragende.  Til sidst stiller vi dem frit på R1s plads på et sæt B&W stands, og her leverer de en ENDNU større og dybere soundstage der udløses når man sidder i det absolutte “sweet spot”.    

Vi har også et sæt Arendal 1723 Monitor til test vi kan bruge til at sammenligne med.   Diskant enhederne er på samme akse og næsten i samme højde som Genelec højttalerens coaxial enhed.  Her kan vi virkelig høre hvor stor forskel Genelec højttalerens teknik gør, i forhold til det her enorme sweetspot de præsenterer.    Arendal højttalerens frekvensrespons ændres tydeligt når man flytter sig ganske lidt væk fra det absolutte “sweet spot”.

Fleksible placeringsmuligheder!

Jeg tror at mange, der f.eks ønsker at placere nogle kompakte højttalere i en reol, eller foran en sofa med flere siddepladser, vil kunne sætte meget stor pris på Genelec højttalerens evne til at distribuere en jævn frekvensrespons i et meget stort område.   Man hører det, også selv om man bare går rundt i stuen og ikke praktiserer fokuseret lytning. fordi den reflekterede lyd (selv når man står bag ved højttalerne) også drager fordel. 

Der er trods alt grænser

Udfordrer man dem med tung EDM musik, og vil man spille rigtig højt, – så kan de godt “løbe tør for bas”, hvilket skal forstås sådan, at der trods alt er grænser for hvor stort et bastryk der kan leveres med fra det kompakte kabinet.  Højttalerne gør pænt opmærksom på at grænsen er i horisonten ved at blinke rødt fra den lille led der normalt blot indikerer at højttaleren er tændt. 

Når man hertil, er det tegn på at man skal overveje at tilføje en af firmaets subwoofere, eller gå et nummer op i størrelse. Dette gøres alt sammen meget enkelt at integrere ved hjælp af GLM softwaren.

Konklusion

Genelec 8341A er en af de sjældne “A-HA” oplevelser! 

Masser af power, et perspektiv i absolut topklasse, kombineret med smart rumkorrektion, opsætnings fleksibilitet og en pris der målt i “lyd pr. krone” er forrygende god value for money.

“Det er en lyd og designmæssigt revolutionerende højttaler, der med sit anderledes design både et statement og en manifestation af funktionelt design, der på alle måder leverer store resultater i den virkelige verden.”

Det vil for nogen være et stort minus med højttalernes professionelle tilsnit, der 100% vægter stabilitet og professionelle, skudsikre tilslutninger over convenience.  Det skal man være klar til at overkomme.  Sammen med f.eks en Cocktail Audio X45 (testet her) der har et regulerbart AES digitalt output, får man reelt et kompakt high-end anlæg der kan alt,  bestående af kun 3 komponenter til en samlet pris på under 60.000.-, hvilket er billigt for lyd på dette niveau.

Det er efter vores opfattelse ekstremt meget premium/high-end musik for pengene!   Er man mest til en mindre intimiderende, mere “hyggelig” præstation som f.eks den vi oplevede med FYNE F-1.5 (testet her)  – så er Genelec 8341A IKKE den rette højttaler.  Sammenligningen er dog sjov, fordi de koster nogenlunde det samme (når der er sat en forstærker til),  fylder nogenlunde det samme, benytter begge coaxial teknik og kunne ikke være mere forskellige.  At lytte til begge dele, er faktisk en rigtig god måde at finde ud af, hvad du mest selv er til.  

de vil radikalt kunne ændre din opfattelse af ,hvad man skal kunne forvente af en kompakt højttaler!”

Åben, levende, dynamisk og farverig lyd, påvirker følelserne. Genelec 8341A er nogle yderst kompetente musik-formidlere.

Er du på jagt efter nogle kompakte højttalere med stor og præcis lyd, så hør et sæt 8341A, –   de vil radikalt kunne ændre din opfattelse af ,hvad man skal kunne forvente af en kompakt højttaler!  Genelec er heller slet ikke færdige med at videreudvikle på den fine software platform, så vi glæder os til at teste dem igen, i en high-end konfiguration med subwoofere i 2021.

Mere information

Genelec anviser nærmeste forhandler

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, både på den skabende og den tekniske side.  Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche, og arbejder i dag som uafhængig konsulent. 

På recordere.dk anmelder han især det tungere HIFI og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt.

Mortens forskellige lyd-eventyr kan følges sjatvis på instagram profilen stjernholmreviews

Genelec 8341A
Stjernholm Review Points
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Levende lyd
Stort output
Fleksibel placering
Funktionelt design
KÆMPE sweetspot
Indbygget rumkorrektion
Total kontrol over alt via GLM software
Lyd pr. krone
Minus
Professionelt tilsnit
Kun prof. forbindelser
Potentielt mange kabler
Kan virke intimiderende for den uforberedte ved første lyt! 🙂
4.8
Karakter

Denne artikel er en del af serien: premium HIFI

Denne artikel er en del af serien: Premium HIFI Forstærkere

Denne artikel er en del af serien: premium højttaler

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.