Kinesiske ZTE kom først med et selfie-kamera, der ikke kræver et kamerahak. Nu ved vi også, hvordan de har gjort det.
Lige nu ser smartphone-innovation ud til at følge et bestemt mønster: Vestlige virksomheder som Apple, Google og Qualcomm, eller sydkoreanske virksomheder som Samsung og LG finder på nye idéer, som kinesiske virksomheder så enten forbedrer eller kommer først ud med på grund af de massive teknologi-ressourcer, der findes i Kina.
Et godt eksempel på dette er et koncept, der har været talt om, siden de første, rigtigt kantløse smartphones dukkede op (hvilket i sig selv er et eksempel på det foregående mønster, eftersom LG tog de første skridt henimod kantløshed, da de flyttede Home-knappen om bagpå LG G2, mens det var kinesiske Xiaomi, der kom først med en næsten helt kantløs smartphone).
Der er naturligvis tale om den sidste barriere for at fronten på en smartphone kan dækkes helt til af skærmen: Et selfie-kamera, der bor under skærmen. Apple prøvede efter sigende at løse denne udfordring allerede med iPhone X, men måtte give op og i stedet lægge et kamerahak ind i designet. Siden har verdens smartphones været udstyret med hak i forskellige størrelser, kameradråber, kamerahuller og sågar selfie-kameraer, der popper op, når de skal bruges.
Men det lader til, at det stadig er målet at få et velfungerende selfiekamera placeret under skærmen. ZTE vandt i efteråret kapløbet om at komme først på markedet med sådan et kamera. Det er med deres Axon 20-model, hvis selfie-kvalitet ikke ligefrem har fået anmelderne til at juble. Men nu er katten ude af sækken, og så bør det i princippet kun være et spørgsmål om tid, før kvaliteten forbedres.
To skærme
Men hvordan har de kinesiske ingeniører så gjort det? Det satte YouTube-kanalen JerryRigEverything sig for at finde ud af, blandt andet ved slet og ret at splitte en ZTE Axon 20 5G ad. Og da først ”Jerry Rig” (der i virkeligheden hedder Zack Nelson) fik gravet langt nok ned i telefonen, blev det tydeligt, hvad ZTEs hemmelighed er.
Det viser sig, at ZTE bruger to skærme. Ud over den normale 1080p-skærm, der pryder fronten af Axon 20 5G, er der en ekstra, lille, kvadratisk skærm, der sidder hen over selfie-kameraet. Nelson lægger i sin YouTube-video mærke til, at man kan se igennem det sidstnævnte display, fordi pixeldensiteten er lavere.
Med andre ord er den lille skærm, der sidder henover selfie-kameraet, lavere opløst end resten af skærmen. Det sidste er formentlig for at skulle gøre så få pixels som muligt gennemsigtige, så lys kan trænge igennem til sensoren. ZTE synes dog at ville hjælpe sensoren ved at gøre den ekstra sensitiv for lys, for hvis man skal stole på f.eks. The Verges anmeldelse, er kameraets selfier overbelyste og tågede.
Det tyder netop på, at der er noget foran sensoren, der ikke er en klar linse som på et normalt kamera, og at der er skruet ekstra op for lysfølsomheden. Forhåbentlig er næste generation af teknologien bedre, hvis selfier bliver ved med at være så stor en del af vores kultur som nu.