Der er ikke bare to, men tre måder, du kan bruge Oppo-koncepttelefonens skærm på.
Der er meget, der tyder på, at smartphones med foldbare skærme stadig kun er i deres vorden. Der kommer stadig hele tiden nye koncepter og designs ud, også selv om disse ikke forventes at storhitte eller sætte nye standarder.
I visse tilfælde vælger smartphone-producenterne den dyre løsning, hvor de rent faktisk sender modeller med eksperimental-designs på gaden for at se, hvordan folk tager imod dem. Det gælder for eksempel såvel en af pionererne på området, Samsung, som LG og deres Wing-koncept.
I andre tilfælde prøver firmaerne mere forsigtigt at slippe koncepter ud som design-præsentationer, uden at garantere, at de nogensinde bliver til noget. Sådan er det for eksempel med kinesiske Oppos nyeste koncept, der er lavet sammen med det japanske designfirma Nendo.
Her foldes telefonen ret anderledes end normalt – eller der er i hvert fald mulighed for at gøre det. Hvor de fleste foldbare telefoner kun har to skærm-modaliteter, har Oppos nyeste tre. Og dertil kommer, at den har en del flere led og hængsler end konkurrenterne.
Virkelig wide widescreen
Først og fremmest kan den klappes sammen i portrættilstanden på samme måde som klaptelefonerne Samsung Galaxy Z Flip og Motorola RAZR. Men hvor disse kun kan åbnes op og i, bærer Oppo’en på en hemmelighed.
Du kan åbne den ligesom en klaptelefon, men du kan også vælge blot at åbne den lidt på klem ved at “rulle” den åben. Det minder måske lidt om måden, du åbner en makreldåse på. Hvis du kun ruller telefonen en smule åben, viser skærmen det allermest nødvendige, såsom ur og notifikationer.
Næste trin er at åbne telefonen halvt ved at bøje den øversete del sammen. Nu får du cirka 30-40% af skærmen at se, og denne tilstand er primært til, når du skal tage en selfie. Endelig kan du naturligvis folde telefonen helt ud og bruge den med en stylus-pen, som designet også har plads til.
I den sidste tilstand er telefonen en smal widescreen-skærm, der dog også kan bruges lodret, ligesom de førnævnte klaptelefoner. Skal man stole på den video, Oppo og Nendo har udsendt, kan skærmen her deles op i multitasking-vinduer, hvilket viser anvendeligheden af konceptet.
Det er naturligvis overhovedet ikke sikkert, at koncepttelefonen kommer til salg, og hvis den gør, bliver den sikkert hundedyr. Oppo har dog, ligesom konkurrenterne hos Vivo, en historik med rent faktisk at sætte innovative koncepter i produktion, hvis smartphone-fans og medierne tager godt imod teaserne for dem.