Forside * Featured

Se Oppo-smartphonen, der nærmest magisk vokser i din hånd

-

Derudover har Oppo nu også for alvor meldt sig ind i kampen om at komme først med anvendelige AR-briller til dagligdags brug.

Når man først ser en demonstration af Oppo X 2021, gennemlever man et af de efterhånden sjældne øjeblikke i livet som teknologi-entusiast, hvor man tænker ”hvordan hulen kan det der lade sig gøre?” Heldigvis er Oppo ikke tryllekunstnere, så firmaet har ikke noget problem med at afsløre sine tricks og fortælle, hvordan magien i virkeligheden slet ikke er så magisk.

Annonce:

Det er netop, hvad de gjorde tidligere idag, kinesisk tid. Når du ser på GIF’en herunder, ser det nærmest ud som om, smartphonen bare vokser helt af sig selv og strækker sig ud til at være en lille phablet. Men det er ikke det, der sker.

Når man kigger lidt nærmere efter, er der tale om en glidemekanisme, der ikke er helt ulig, hvad vi kender fra gammeldaws mobiltelefoner fra de tidlige år i det nye årtusinde. Men det forklarer naturligvis ikke, hvordan skærmen ser ud til at strække sig ud helt naturligt.

Det sidste viser sig at kunne lade sig gøre via en slags miniversion af LGs sammenrullelige tv-skærm. Skærmen folder indad i selve Oppo X-kroppen og folder sig simpelthen bare ud, når den åbnes. På den måde kan skærmen gå fra at være 6.7-tommer stor og strækkes ud til 7.4 tommer – og alt derimellem. Man kan nemlig standse skærmens udstrækning undervejs, hvis man har brug for en bestemt størrelse.

Viste også AR-briller frem

Der er tale om en prototype af den slags, Oppo gerne viser frem. Men firmaets historik indikerer, at prototyperne bliver til rigtige produkter indenfor kort tid – nogle gange inden for et års tid af den første præsentation. Uanset hvad er det en mere elegant løsning end mange af de foldbare smartphones, der lige nu er på markedet.

Oppo har dog ikke været så gavmilde med specifikationerne endnu, så vi ved ikke ret meget om skærmens opløsning, nits-niveau og så videre. Vi ved heller ikke ret meget om, hvad der er inde i smartphonen, eller hvad den kommer til at koste. Men hvis Oppo X 2021 følger mønsteret fra det foldbare marked, bliver der til at starte med tale om en meget dyr telefon med middelmådig ydelse.

Som Engadget skriver, så var Oppo X 2021 dog ikke det eneste, Oppo havde med til deres Inno Day 2020-event, hvor den nye Oppo X blev vist frem. De fortalte også om udviklingen af AR-brillerne Oppo AR Glass 2021, der nu er væsentligt lettere og bedre designet end tidligere.

Disse AR-briller kan modellere omgivelserne omkring brugeren med SLAM (Simultaneous Localization And Mapping), har et stereoskopisk kamera med fiskeøje-linse samt et RGB-kamera og en ToF-sensor. De kan opfange gestikulationer med op til 21 forskellige markeringer per hånd.

De benytter sig af Birdbath-princippet, hvor en projektor skyder det kunstige AR-element ned på en skråstillet glaslinse, som så giver indtrykket af at der er projiceret grafik eller informationer oven på virkeligheden. Modsat Oppo X 2021 går der formentlig noget tid, før vi ser disse briller i handelen. Men der går et udvikler-baseret testprogram igang til næste år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.