Forside * Fokus

Hvad de nye Macs med M1 IKKE kan

-

Apple fastholder at Mac er de kreatives computer, men der er visse udfordringer i forhold til M1-chippen.

Lige siden Steve Jobs i begyndelsen af 1980’erne besluttede sig for at lave en computer, hvor æstetikken var prioriteret lige så højt som teknikken, har Macintosh-navnet været synonymt med en arbejdsmaskine for kreative mennesker.

Annonce:

Siden har Apple lykkedes med at gøre Macs bredere i deres appel, men stadig med æstetikken i højsædet, hvilket har fået mange til at springe på Mac-toget på grund af designet af alt fra det ydre til det indre.

Der er dog ingen tvivl om, at Apple stadig gerne vil have de kreative professionelle og semi-professionelle som målgruppe, især i en tid, hvor målgruppen er blev udvidet gevaldigt med YouTubere, hobbymusikere og så videre. Det var tydeligt ved gårsdagens præsentation af de nye Mac-computere med Apples eget M1-chipset ombord. Gang på gang blev der refereret til M1-maskinernes evner udi video- og fotoredigering samt musikproduktion.

 

eGPU’er understøttes ikke

Men dagen derpå er flere medier begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om M1-generationen af Macs nu også er så gode til kreativ udfoldelse, som Apple påstår. Der er nemlig nogle begrænsninger indbygget i de nye Macs, som kan blive problematiske for de kreative.

eGPU’er som f.eks. dem fra BlackMagic (bill.) understøttes ikke af de nye Macs (Foto: BlackMagic)

Først og fremmest er folk, der arbejder med video på et professionelt eller semiprofessionelt niveau blevet ladt en anelse i stikken, ifølge Apple Insider. Mediet har fået bekræftet, at de nye Macs ikke understøtter eGPU’er, altså eksterne GPU’er. Det inkluderer Blackmagic-eGPU’en, som Apple selv sælger online, men som modsat ældre Macs ikke kan findes på kompatibilitetslisterne for de nye M1-Macs.

eGPU’er som Blackmagic bruges især af folk, der arbejder med virkeligt krævende materiale, såsom 8K-video, eller VR-video og -spil. Det betyder også, at de, der allerede har investeret i en Blackmagic-eGPU, ikke skal regne med at opgradere deres Macs til de nye M1-maskiner. I hvert fald ikke foreløbig.

 

RAM’en rammer loftet

Det store spørgsmål er naturligvis, om Apples løfter om ekstremt hurtig grafikbehandling med M1 kan opveje dette, men eftersom selv den nye MacBook Pro kun fås med den integrerede M1-GPU, kan de ovennævnte kreative folk indenfor video- og spil hverken vælge en model med separat grafikchip eller mulighed for at bruge en ekstern. De er afhængige af M1’erens ydelse, som foreløbig stadig er utestet af uafhængige kilder.

Selv om det ikke er blevet bekræftet uafhængigt er der nogle Mac-fans, der antyder på sociale medier, at det også betyder et farvel til brug af to 4K-skærme samtidigt – et must for professionelle videofolk.

Men det er ikke det eneste, kreativt arbejdende folk udtrykker nervøsitet overfor, f.eks. på sociale medier. Der er også en del bekymring over, at de nye M1-Macs – selv Pro-versionen – kun kan fås med op til 16GB RAM. For musikproducere, der hurtigt fylder RAM’en op med plugins og effekter, er det i underkanten.

Det afhænger naturligvis også af, om M1’erens generelle ydelse kan opveje den mindre RAM-mængde, men eftersom Intel-udgaverne af MacBook Pro kan håndtere dobbelt så meget RAM, er det måske ikke ligefrem et incitament til at skifte over til Apples eget silicium. Dertil kommer det faktum, at M1-udgaven af MacBook Pro kun kan fås med to Thunderbolt/USC 4-porte.

 

Nul Windows-dualboot

Endelig er der hele problemet med Boot Camp og Windows. Det er måske nok en mindre gruppe, der har dette problem, men der er dog folk, der bruger MacOS til det kreative og Windows til det administrative.

De nye M1-chips er baseret på ARM-arkitekturen og kan derfor ikke køre Windows, heller ikke med Boot Camp. Det blev allerede bekræftet i sommer under WWDC. Microsoft har en version af Windows, der kan køre på ARM, men ifølge anmelderne halter den stadig ret meget bagefter. Microsoft udvikler stadig på den, så måske vil brugere af M1-Macs kunne dualboote engang i fremtiden.

Men lige nu kan de altså ikke. De næste ugers tests af de nye Macs vil også vise, om essentielle Microsoft-apps som dem i Office-pakken kører tiltrækkeligt effektivt på M1. Fordi Microsoft stadig er igang med at udvikle ”native”-versioner af Word, Excel osv., skal sidstnævnte foreløbig køre under ’Rosetta 2’, der lader Intel-baserede apps køre på M1 med virtualisering.

 

Se også

Ny Mac Mini med M1 bliver både billigere og hurtigere

Her er MacBook Air med Apples eget M1 chipset

Den nye 13″ MacBook Pro kommer også med M1 chipset

Hvad de nye Macs med M1 IKKE kan

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.