Fra årsskiftet er TV-udbyderen Waoo klar med kanalen Sport Live og varsler prisstigninger.
Hos fiber- og tv-udbyderen Waoo er det status quo for Discovery. Her vil man fortsat kunne se Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9 og de øvrige kanaler, og det betyder at fodboldlandsholdet, OL mv. fortsat kan følges hos Waoo-kunderne.
Sportsdækningen øges når kanalen Sport Live bliver en del af pakken. Det er en kanal der bl.a. sender dansk cykelsport, motorsport, bordtennis, amerikansk fodbold, boksning, basketball, ungdomslandskampe i fodbold, futsal, billard, kano og kajak..
“Vi ved, at sport spiller en vigtig rolle, når kunderne skal vælge TV-pakke. Over halvdelen af vores nye kunder vælger vores største TV-pakke, som har flest sportskanaler, og halvdelen af de tilvalgspakker, vi har solgt, indeholder sportskanaler”, fortæller markedsdirektør Frank Poulsen Kirk, Waoo, og fortsætter:
“Det interessante ved Sport Live er, at den rammer ind i en bredere målgruppe end de traditionelle sportskanaler”.
Sport Live bliver inkluderet i Waoos tre standard TV-pakker.
Nye priser i 2021
Priserne for Waoo TV i 2021 reguleres med mellem 10 og 30 kr/pakke. Waoo fortæller at det primært skyldes aftalte prisreguleringer med rettighedshavere, hvor kanalerne prisreguleres årligt.
Prisændringerne ser ud som følger og gælder både privat og forening:
- TV-pakker med TV-boks:
- Waoo Flex: Stiger 10,- til 119,- pr. md.
- Waoo Lille TV-pakke: Stiger 20,- til 299,- pr. md.
- Waoo Favorit TV-pakke: Stiger 20,- til 509,- pr. md.
- Waoo Stor TV-pakke: Stiger 30,- til 679,- pr. md.
- Streaming TV:
- Waoo Go Flex: Stiger 10,- til 99,- pr. md.
- Waoo Go Lille TV-pakke: Stiger 20,- til 279,- pr. md.
- Waoo Go Favorit TV-pakke: Stiger 20,- til 489,- pr. md.
- Waoo Go Stor TV-pakke: Stiger 30,- til 659,- pr. md.
- Sportskanalen Sport Live tilføjes i Waoo Lille, Favorit og Stor TV-pakke, og kan tilkøbes som enkeltkanal for 20,- til Waoo Flex.
- Kanal 5 som Frit Valg Kanal stiger fra 50,- til 60,-.
- Disney-koncernen nedlægger kanalen Disney XD, hvorfor denne udgår af TV-udbuddet.
Der sker ingen ændringer på radio. Waoo-kunderne vil fortsat have et bredt udvalg af radiokanaler i 2021.