Ny lækage viser, at OnePlus 8-designet ser ud til at holde et år mere – med undtagelse af kameramodulet.
Når OnePlus 9 kommer i butikkerne, kommer den til at se velkendt ud. Sådan er det i hvert fald, hvis man skal tro en ny lækage fra @OnLeaks, der jo efterhånden har en hel del historik med lækager og forudsigelser, der har vist sig at være lige på kornet.
Der er tale om de sædvanlige, computerskabte marketing-billeder, men vi kan alligevel lære en hel del af at kigge på dem. De afslører nemlig en del om, hvordan OnePlus 9 Pro kommer til at se ud, men også muligvis om noget af dens funktionalitet. Noget af det sidste ved vi dog med en vis sikkerhed allerede.
Det ville for eksempel være ganske underligt, hvis OnePlus afveg fra deres normale mønster og lod være med at basere Pro-udgaven på den nuværende topmodel i Qualcomms Snapdragon 800-serie (Så vidt vi ved, er firmaet ikke klar med en 900-serie endnu). Der går også rygter om at OnePlus følger deres normale lanceringsmønster og slipper den nye telefon ud i marts måned.
Derudover kan vi muligvise forvente opgraderinger på RAM-siden. Men hvad de nye billeder fortæller os, handler mere om skærmen og kameraet bagpå. Det ser umiddelbart ud som om, OnePlus 9 Pro-skærmen kommer til at have de samme runde kanter som OnePlus 8 Pro har. Generelt kommer frontdesignet altså til at leve en generation mere.
Opgraderet til kamerabump
Den let bøjede skærm, der minder lidt om det design, Samsung i sin tid var pionérer for med Edge-modellerne, er med til at skabe et design, der ligger langt fra OnePlus’ rødder som producenter af billige telefoner. Om man kan lide følsomheden på kanterne, når man navigerer rundt på skærmen, er en helt anden sag og op til den enkelte.
Det er dog på bagsiden, vi finder mest nyt, når det gælder funktionalitet. Vi har allerede hørt rygter om at der er nogle seriøse opgraderinger på vej til kameraet på OnePlus 9 Pro, og det synes billederne at bekræfte. Faktisk er der tale om et ret seriøst kameramodul, der stikker op på samme måde, som det gør på f.eks. Samsungs Note 20.
Sidstnævnte kan blandt andet levere et kamera med 5x optisk zoom, et hovedkamera på 108 megapixels med OIS, laser-autofokus og et ultravidvinkel-kamera med en 120-graders synsvinkel. OnePlus 8 Pros specifikationer ligger lidt under disse med f.eks. 3x optisk zoom, 48 megapixels på hovedkameraet og en 116 graders synsvinkel på ultravidvinkel-kameraet.
Det er derfor ikke helt uhensigtsmæssigt at forestille sig, at OnePlus vil ofre lidt på designsiden for at opgradere kameramodulet til at komme tættere på, hvad f.eks. Note 20 kan. Eller måske vil de prøve at konkurrere med Samsungs kommende Galaxy S21, der har endnu bedre specikationer. Men der går nok nogle måneder inden vi ved det med sikkerhed.