Omsætningen på Black Friday 2020 faldt markant, alligevel er der glæde at spore hos direktøren af Power.
Vi er vant til at udsalgsdagen Black Friday sætter ny rekord i omsætning hvert år, men i år er anderledes.
Tal fra Nets viser at salget fredag samlet set endte 14% lavere i år sammenlignet med året før. Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.
Alligevel er der glæde at spore hos en af landets elektronikkæder. Ja, direktøren for Power jubler ligefrem.
For selvom det blev den dårligste Black Friday nogensinde for Power-kæden, så steg salget på de øvrige dage, under det der blev kaldt Black Week.
“Sikkerhed er i år vores førsteprioritet, så vi har spredt de ekstraordinære gode Black Friday-tilbud ud over ugens dage. Det har danskerne taget godt imod”, fortæller Jesper Boysen, adm. direktør i Power, i en udmelding, og fortsætter:
“Vi har aldrig omsat for så lidt på en Black Friday – men vi får den største handelsuge nogensinde, og kunderne har været i stand til at handle trygt i alle vores butikker. Det har været en fantastisk uge, og vi kan ikke være gladere”.
Hos Power har de – indtil videre – oplevet en vækst på over 200%, når de sammenligner Black Friday-ugen i 2019 med den her i 2020.
Elektronikvarer er populære i Black Friday-ugen; Men samlet set har Nets også registreret en stigning, på danskernes indkøb.
“Vi ligger samlet set 9 procent over sidste års Black Friday-uge, hvilket er virkelig imponerende. Mange webshops forlænger endda deres tilbud henover weekenden, så tallene for hele ugen kan nå at blive endnu højere”, skriver Natalia Laursen, marketingchef i Nets til Ritzau, ifølge Berlingske.