Forside * Featured

TEST:Be for Beryllium! Revel M126Be bookshelf højttalere

-

Markedet bugner med gode to-vejs kompakthøjttalere, der nemt finder vej ind i en reol eller kan stå frit på et par slanke stands. Men hvad skal en audiofil kigge efter hvis man er til raffineret lyd, og er klar til at bruge 30-40.000 på et sæt højttalere?

Annonce:

Amerikansk kompakt højttaler med raffineret teknik

Performa M126Be er er en mulighed fra det amerikanske mærke Revel, og den mindste model i Performa serien. . Jeg har fået stillet et vel-tilspillet sæt til rådighed af distributøren, og har placeret dem på et sæt B&W S700 S2 gulvstandere, som klæder Revel højttaleren forbløffende godt.

Revel M126Be fås i fire forskellige finish, nemlig: Sort, hvid, valnød og sølvmetallic.

Eksotiske materialer

I hjertet af Revel Performa M126B er der en 1-tommers beryllium-diskant, der drives af massive 85 mm dobbelte keramiske magneter. Beryllium diskanten kombineres med en meget stiv 6,5-tommers” Deep Ceramic Composite” aluminium-kegle-woofer, hvilket skulle giver større effektivitet, mindre kompression, forbedret dynamisk område, reduceret forvrængning og øget effekt håndtering. Sammenlignet med aluminium- og titanium-diskant membraner tilbyder Beryllium 4,5 gange stivhed og tre gange mere dæmpning og gør det kun på halvdelen af ​​vægten.

Lytte indtryk:

På papiret og i konstruktionen er der altså ikke noget at udsætte på Revel Performa M126Be, der dog med en pris på knapt 36.000 for et sæt, naturligvis skal bedømmes med prisen in mente. For i sidste ende er der kun en ting der kan være den endelige dommer: Dine ører! (i nærværende test: MINE ører).

Jeg tilslutter i første omgang Revel M126Be til det majestætiske Technics R1 Reference Class forstærker system, der med sin rigelige power er et effektmæssigt godt match til de små strømhungrende og ikke særligt effektive M126Be. Følsomheden er i den tunge ende med 86dB@1M og højttalerne har 8 ohms nominel modstand. Det stiller krav til en relativt kraftig forstærker.
Frekvensgangen er opgivet til 54Hz – 44kHz (-6dB) med 40 Hz (-10dB). (Se teknisk sheet her).

Robust Bas

Det første jeg bemærker, er en overraskende robust bas for en så lille højttaler. Det hjælper også at jeg har placeret dem tæt på bagvæggen, men selv når jeg rykker dem ½ meter ud, er der en overraskende god fornemmelse af krop og tyngde i bassen. Der skal dog noget seriøs effekt til at få lyd ud af de små højttalere, og technics monster forstærkeren drives ret hårdt, især når der skal leveres stor dynamik til de tunge højttalere. Med technics sættet opleves lyden ud af 126Be højttalerne lidt hård og kold, og min første indskydelse er derfor at det nok ikke er den rette parring. Jeg prøver derfor at kombinere Revel højttalerne med en anden forstærker, der måske klæder deres karakter bedre? “Tilfældigvis” har jeg en Marantz KI Ruby integreret forstærker stående, der i vores giga stortest i flere dele af integrerede forstærkere, kom igennem som værende varm og “bas glad”, med stort overskud og fornem dynamik. (Læs testen her)

“Technics monster forstærkeren drives ret hårdt, især når der skal leveres stor dynamik til de tunge højttalere”

Med KI Ruby spændt foran oplever jeg højttaleren som værende noget varmere i klangen, men jeg kommer stadig ikke rigtig i musikalsk “brunst”.

Hvor er begejstringen?

Jeg har lyttet til utallige 2 vejs højttalere igennem årene, da den kompakte, simple 2 vejs højttaler er en oplagt nearfield præcisions monitor i et studie. Revel M126Be har jeg lyttet til over en periode på 2 uger, uden vi rigtig har fået et gennembrud rent kærlighedsmæssigt. Jeg blev i første omgang vækket af den for størrelsen imponerende bas gengivelse, men bassen er også meget “tæt” og ender i en en nedre mellemtone som jeg til tider vil betegne som direkte mudret.

Stemmer mangler definition og indlevelse i den nedre del af registeret, sovser sammen og virker i mine ører hul og nasal. Karakteren fra mit førstehåndsindtryk hænger også ved:  Dynamisk virker højttaleren ikke hurtig nok til min smag, hvor f.eks det mageløse liv og “sparkle” på Vanessa Fernandez “I just wanna be with you” tørrer ind og efterlader en noget flad og livløs præsentation, der i kombination med den lidt nasale mellemtone karakter ikke formår at formidle musikken i hopla for din anmelder. Den mudrede nedre mellemtone er især tydelig på “Tin Pan Alley” med Stevie Ray Vaughan & Double Trouble hvor Stevies vokal  i det dybeste register mister definition og nærvær samtidig med at den langsomme dynamik ikke formår at få det heftigt dynamiske guitarspil til at ramme ind i knoglerne.   I desperation smider jeg Sleaford Mods “Rich list” på med max volumen, mens jeg prøver at finde noget interessant at skrive om denne højttalers måde at formidle musik på.  Der er brug for en second opinion fra holdet!

Her et billede af Revel M126Be ved siden af et andet familiemedlem fra harman gruppen JBL HDI-3800 (testet her) for perspektiv på størrelsen. De koster stort set det samme, og er således et sjovt eksempel på hvor forskelligt man kan gøre det for de samme penge, alt efter hvad man er til af stil og kvaliteter.

Forskellige placeringer

Jeg forsøger mange placeringer af højttalerne med og uden toe-in, på standere, på reol m.m, uden at få forløst en nævneværdig soundstage. Jeg føler næsten at der er lidt fase problemer i den øvre mellemtone, der gør at lydbilledet tegner en smule diffust, og aldrig forlader højttalernes rammer.

Jeg testede tidligere på året et sæt B&W 705 S2. (læs testen her!) Disse højttalere brillerede med et musikalsk engagement, som jeg ikke mærker i Revel performa M126Be, – og værst af alt oplever jeg lydteknikerens største frygt, –  lytte-træthed efter et par timer med M126Be.

Second Opinion fra hjælpetropperne!

Som anmelder tror jeg på,  at hvis jeg skal gøre mig fortjent til læsernes tillid, kræver det at jeg altid er ærlig, objektiv og uafhængig i mine reviews.  Jeg insisterer derfor på også at kunne være ærlig når mit indtryk ikke lever op til forventningerne.  Som altid, er mit indtryk i mit rum,  med min musik på ingen måde den absolutte sandhed om en højttaler, og du kan sikkert finde masser af positive reviews derude der konkluderer præcis det modsatte af mig omkring Revel M126Be.    For at give højttaleren en fair chance,  ringer jeg derfor efter hjælp fra et af medlemmerne af lyttepanelet,  Karsten “Compact Disc” Møller, –  der beredvilligt låner sine trænede ører ud,  til en uafhængig anden vurdering.

Karstens specialitet er mindre to-vejs højttalere som han har haft utallige af i sit mancave-lytterum igennem årene, så han er lige manden til opgaven.

“Som anmelder tror jeg på,  at hvis jeg skal gøre mig fortjent til læsernes tillid, kræver det at jeg altid er ærlig, objektiv og uafhængig i mine reviews.”

Jeg fortæller intet om mine indtryk på forhånd, så Karstens indtryk er upåvirkede af MIN subjektive oplevelse.  Karsten kender ikke Revel, og har ikke hørt firmaets højttalere før.  Han ved blot at det er en high-end 2 vejs højttaler.

Karstens dom

Efter Karsten har lyttet i et par timer, hvor vi b.la er over Tin Pan Alley, den forrygende John Williams koncert fra Vienna (der inspirerer Karsten på stedet til at høre mere klassisk musik), Joan Amatrading, Yellos fremragende nye plade “Point Yello” (hør den suveræne ATMOS mix på Tidal via Apple tv, det er godt!) , Shelby Lynne (just a little lovin albummet) og meget andet lækkert fra lyttepanelets tidal playliste , – er Karstens dom klar. Her er råt for usødet direkte fra hans notater:

“Fra at lyde ok i førstehåndsindtrykket , tabte de mere og mere hos mig”

“Perspektivet er småt, der eksisterer intet ud over siderne”

“Mangler sprudlen”

“U-imponerende dynamik”

“Bob Dylan lyder mere Nasal end jeg har hørt ham før”

“De kommer ikke rigtig ned i foden”

Han summer sine indtryk op, efter at jeg har givet ham prisen på sættet:

“Champagne uden brus”.

Konklusion

Det er hårde konkurrenter som Revel M126Be skal bide skeer med. I prisklassen findes der mange virkelig velspillende højttalere fra KEF, Dynaudio, B&W, Buschard og utrolig mange andre rundt om prisklassen.

Trods en på papiret god konstruktion med kvalitets komponenter, eksotiske materialer og heftige drivere, formår M126Be altså ikke at få lyttepanelet “i brunst.” Normalt er alle højttalere gode til et eller andet, men jeg har ikke subjektivt kunne finde det i Performa M126Be, på trods af mange ihærdige forsøg med skiftende placeringer, lyttepositioner, forstærkere og musikforslag. Det er imidlertid en hån for HIFI som helhed at påstå at højttaleren lyder direkte dårligt, for dette er en MEGET bedre højttaler end gennemsnittet, – MEN, – den er i mine ører 3 gange så dyr som det den lydmæssigt ligger op til, og spiller for mig med en bemærkelsesværdig mangel på musikalsk indlevelse og nerve i denne prisklasse.

“dette er en MEGET bedre højttaler end gennemsnittet – MEN, – den er i mine ører 3 gange så dyr som det den lydmæssigt ligger op til, og spiller med en bemærkelsesværdig mangel på musikalsk indlevelse og nerve i denne prisklasse”

Hør lyttepanelets playliste på TIDAL her.  Forslag til listen og kommentarer i øvrigt,  modtages med glæde på email morten.s (a-belsna) recordere.dk

Import og henvisning til nærmeste forhandler: Bülow Steensen

Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, både på den skabende og den tekniske side.  Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche, og arbejder i dag som uafhængig konsulent. 

På recordere.dk anmelder han især det tungere HIFI og surround. Hans grundfilosofi er,  at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt.

Mortens forskellige lyd-eventyr kan følges sjatvis på instagram profilen stjernholmreviews

Denne artikel er en del af serien: Højttaler tests

Denne artikel er en del af serien: premium højttaler

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.