Hifi Review: Naim Nait XS-3 – Tweedsutter og pibeudkrads?
Dette er et “snack-size” uddrag fra vores stortest af integrerede forstærkere i 20-30.000 kroners klassen. 10 forstærkere blev testet.
Du kan læse hele testen, og hvordan den foregik her.
Jack udbryder bramfrit ved synet af Naim Nait XS3: “så er vi sgu tilbage i 1950!”
Naim har godt nok rødder helt tilbage til 1969 hvor firmaet blev startet af Julian Vereker, (der desværre døde alt for tidligt i en alder af kun 54 år i 2000) men XS-3 er fra vor tid!
Old School forstærker, der har moderne venner!
Man kan ikke ligefrem anklage NAIM for at følge strømmen når det gælder audio produkter, hvor de b.la på forstærkersiden giver mulighed for at opgradere strømforsyningen via et særligt stik bag på Nait XS-3. I det hele taget skriger denne forstærker britisk konservatisme når det er mest stædigt, men også innovation på sin helt egen måde. Man skal ikke misforstå NAIM, og tro at det er et analogt firma der forsager alt digitalt. Til XS3 laver Naim b.la en fremragende streamer i samme design, med ren app kontrol og support for alt i high res audio, roon, tidal, airplay, spotify.. Den tilsluttes så, f.eks med et frækt lille DIN stik til XS3 👍. Der er også en CD Afspiller, CD5 der passer til.
“I det hele taget skriger denne forstærker britisk konservatisme når det er mest stædigt, men også innovation på sin helt egen måde.”
DIN stik og jord
Bag på den 100% analoge forstærker holder man fast i DIN stik (bare rolig, der er også RCA), og højttaler terminalerne tager KUN bananstik! XS3 forstærkeren er også den eneste i testen der insisterer på at den SKAL have jord fra lysnettet, hvilket godt være et problem i mange huse, hvor der ikke nødvendigvis overhovedet er jordforbindelse i strømstikket, og hvis der er, er jorden måske ikke god nok… I modsat fald vil forstærkeren stå og brumme i større eller mindre grad.
Opstartstid
XS3 er også den eneste i testen der tager sin tid om at starte op, afgiver små “plop” i højttalerne når den tændes og slukkes, o.s.v. Den lider lidt under en motoriseret volumenknap der har et meget begrænset virkeområde (vi nærmer os klippe-grænsen når der er skuet 1/3 del op), der også har det problem at der er ubalance kanalerne i mellem i starten af volumen knappens virkeområde når man spiller lige så stille. Dette så vi i øvrigt også på Denon PMA-2500NE som vi dækker i STORTESTENS DEL 3 (link)
“Designet er tydeligvis skabt til at være sammen med andre Naim komponenter”
Lyd oplevelse
Lydmæssigt er XS-3 oplever vi en meget musikalsk forstærker, med en vel-afrundet klang til den varme side, der bestemt ikke føles analytisk. Det er som en bedstemors genfortælling, hvor alt det uhyggelige nedtones lidt. Et godt eksempel er på Chaka Khans – Angel (se vores Tidal playliste), hvor Chaka Khans vokal nemt kan have tendens som værende en lille smule skinger og lidt FOR dynamisk på reference forstærker sættet, der får vi en væsentlig mere afslappet og hyggelig levering med XS-3.
“Det er som en bedstemors genfortælling, hvor alt det uhyggelige nedtones lidt”
Effektmæssigt kan XS-3 godt blive lidt presset på Technics R1 højttalerne, hvis vi spiller på et entusiastisk niveau, især med de mest dynamiske udladninger, hvor den klart mister kontrollen. Den er testens svageste på papiret, og det bekræftes også når der kaldes på store kræfter.
Karsten bemærker yderligere, at lydbilledet mangler dybde og højde i forhold til de bedste i testen. Jack tilføjer, at han synes den lyder overraskende godt i forhold til udseendet, og at hvis “han røg pibe og hørte vinyl plader i en lejlighed”, var det præcis sådan noget han ville købe….
“Jack tilføjer, at han synes den lyder overraskende godt i forhold til udseendet, og at hvis han røg pibe og hørte vinyl plader i en lejlighed, var det præcis sådan noget han ville købe…. “
Her ligger i virkeligheden nok også kernen af hvad XS-3 er, i forhold til de andre forstærkere i feltet.
Giv den et par vel opløste kvalitets højttalere med god følsomhed, parker Saaben pænt og lige, stoppe piben, sæt noget vinyljazz på, og nyd så den salige tilfredstillelse der er i at vide, at man jo ved bedre end majoriteten! 🧐 😜 XS-3 har din ryg hele vejen!
“parker Saaben pænt og lige, tænd piben, sæt noget vinylJazz på, og nyd så den salige tilfredstillelse der er i at vide, at man jo ved bedre end majoriteten!”
Særligt værd at fremhæve:
Naim udvidelsesmuligheder, musikalsk klang, konservativt statement, kompakt, enkelt design.
Lydprofil:
Musikalsk, tilpas varm, afrundet klang. “langsom” dynamik uden at være decideret tilbagelænet. Lyder hurtigt presset når den sættes på hårdt arbejde på tunge højttalere. Fremragende hovedtelefonudgang der hylder personligheden med samme oplevede klangkarakter og masser af kraft. RIAA del leverer samme klangkarakter. En pleaser som vi vendte tilbage til, overraskende ofte.
Særlige særheder:
Kræver god jord, plop i højtalere ved tænd/sluk, Volumenknap: det hele foregår i den første fjerdedel, dårlig balance ved lavt niveau, DIN STIK, (er jo i virkeligheden et bedre koncept, ikke?) Lang opstartstid, ingen tænd/sluk eller kildevalg fra remote, bananstik kræves til højttalertilslutning. Stereo “subwoofer outputs” der i virkeligheden blot er ekstra pre-outs uden filtrering 😄.
Stjernholm reviews medaljer & priser
Vi tildeler Naim Nait XS-3 “Tweedsut prisen” 😘
og giver medaljer for:
- mest stædige og konservative på den bedrevidende måde
- Mindste footprint
- At turde at være sin helt egen
Mere info:
Vejledende udsalgspris: Kr. 22.900
Naim Nait XS-3 tekniske specs og mere info
Morten Stjernholm er inkarneret film & musik elsker, og har 30 års erfaring fra den professionelle audio/video industri, både på den skabende og den tekniske side. Yderligere er han stifter og medstifter af flere virksomheder i den professionelle AV branche, og arbejder i dag som uafhængig konsulent.
På recordere.dk anmelder han især det tungere HIFI og surround. Hans grundfilosofi er, at hvis det lyder rigtigt, så ER det rigtigt. Mortens forskellige lyd-eventyr kan følges sjatvis på instagram profilen stjernholmreviews |
Denne artikel er en del af serien: Premium HIFI Forstærkere
- STORTEST: 10 Integrerede HIFI-forstærkere – DEL 1
- TEST: Naim Nait XS-3 – Tweedsutter og pibeudkrads? (Denne artikel)
- TEST: Arcam SA30 – Integreret superforstærker pakket med features!
- TEST: Rotel RA-1592 Klassisk integreret forstærker med moderne tvist
- TEST: Marantz KI Ruby – Den sidste hyldest til en musikalsk legende
- TEST: Lyngdorf TDAI 2170 – Raffineret og gennemtænkt digital forstærker
- TEST: Hegel H190 – integreret enkelthed
- TEST: Genelec 8341A – en højttaler revolution!
- TEST: Nuprime-X MCX2 – effektforstærker med power og personlighed