De to populære modeller Elite 75t og og Elite Active 75t får nu ANC ombord. Men brugerne skal regne med at batterilevetiden forringes, når den bruges.
Aktiv støjreduktion, også kendt som ANC eller Active Noise Cancellation, er nok den største trend inden for helt trådløse øretelefoner i 2020. Adskillige 2020-versioner af tidligere modeller har stort set kun ANC som den eneste forbedring.
Men det er nu heller ikke at kimse af. Udviklingen indenfor trådløse øretelefoner, og især de chips fra Qualcomm, der driver de fleste af dem, har gjort det muligt at skabe støjreduktion, der ofte er mere effektiv og konfigurerbar end hvad man kunne finde i over-øret-hovedtelefoner med kabel for bare få år siden.
For eksempel kan man på flere modeller nu indstille via en app, hvor meget støjreduktion, man gerne vil have. Det er for eksempel tilfældet for danske Jabras Elite 85t-serie, der blev annonceret i sidste måned. Men hvad nu, hvis man allerede har investeret i et sæt Jabra-øretelefoner, for eksempel de voldsomt populære Elite 75t eller Elite Active 75t?
I givet fald behøver man ikke bekymre sig ret meget. Jabra har nemlig meddelt, at de med en softwareopdatering kan tilføje støjreduktion til 75t-serien. På grund af den ovennævnte udviklingen indenfor Qualcomm-chips er den nytilføjede støjreduktion dog en anelse mere primitiv end den i 85t-serien.
Skærer to timer af spilletiden
Således kan du ikke indstille graden af støjreduktion, du kan kun slå den fra eller til. Det er hvad den ”gamle” Qualcomm-chip i øretelefonerne kan håndtere. Men som mange husker, er det jo ikke ret meget anderledes end hvad over-øret-hovedtelefoner kunne indtil for nylig, så det er næppe et stort afsavn.
Hvad der måske er en smule mere problematisk i daglig brug, er at støjreduktionen sætter den ”gamle” Qualcomm-chip på overarbejde og det kræver mere strøm. Med andre ord skal øretelefonerne ned i lade-æsken lidt oftere end normalt, hvis man slår støjreduktionen til hele tiden.
Helt præcis hakker ANC ifølge Jabra to timer af tiden, 75t-serien kan spille mellem opladninger. Nu var en af 75t-seriens fordele ved lanceringen netop deres gode batterilevetid, så det betyder en nedgang fra 7,5 timer til 5,5 timer på en opladning – og i alt 24 timer i stedet for 28 timer, når man tager lade-æskens kapacitet i betragtning.
Jabra annoncerede allerede software-opdateringen i forbindelse med lanceringen af 85t-serien, men det er altså nu, software-opdateringen rulles ud til brugere af 75t-modellerne. Elite 75t og Elite Active 75t er stadig i handelen, og hvis du køber dem nu, skulle de gerne allerede have ANC’en ombord.