Er den ene øredut faldet ned bag sofaen? Eller ligger den ude i carporten? En ny app kan hjælpe dig lokalisere den.
Fordelen ved den nye generation af trådløse øretelefoner er, at de er små. Ulempen ved den nye generation af trådløse øretelefoner er også, at de er små og kan blive væk. Det kan være en ganske dyr fornøjelse at smide sine trådløse øretelefoner væk, eftersom det som regel betyder at du er nødt til at købe et nyt sæt, selvom kun en enkelt af dem er forsvundet.
Men selv om en af øretelefonerne forsvinder, behøver den jo ikke være helt bortkommet. Måske kan du bare ikke finde den og mistænker, at den gemmer sig bag en hynde eller en pude et eller andet sted. Eller måske er den blevet tabt ude i indkørselen eller i opgangen. Måske er den faldet ud af ladeæsken og ligger i en taske.
Nu er det blevet nemmere at finde sådanne ”bortløbne” øretelefoner igen. I hvert fald, hvis de er af nyere dato og der står Samsung på dem. Samsung har nemlig lanceret en app, der gør det muligt at spore Galaxy-enheder af alle mulige slags, herunder øretelefoner.
Hvor det er ret udbredt med apps og tjenester, der kan se hvor f.eks. din smartphone eller din tablet er henne i verden, er Samsung blandt de første, der inkluderer øretelefoner i en sådan app. Appen hedder, ganske naturligt, Samsung SmartThings Find.
”Varmere…varmere…”
SmartThings Find virker med de fleste enheder, der kan inkluderes i SmartThings-økosystemet, i hvert fald de enheder, der står Galaxy på og ikke har fast plads i hjemmet sådan som TV-modeller og hårde hvidevarer har det.
Det betyder, at SmartThings Find også virker med smarturet Galaxy Watch og så naturligvis smartphones og tablets – selv, når de ikke er på netværk. Hvis en enhed har været offline i mere end 30 minutter, udsender den et Bluetooth Low Energy-signal, der også kan opfanges af enheder, enheden ikke er parret med.
Det sidste gør det muligt at bruge en AR-funktion i app’en, der viser dig omgivelserne, men med indikationer af, om du kommer tættere på enheden eller bevæger dig længere væk fra den. Hvis enheden er tilkoblet WiFi eller et mobilt datanetværk, bliver det hele endnu nemmere.
Appen skulle virke med Galaxy Buds-serien, samt nyere smartphones, tablets og smarture. Foreløbig har omkring 6 millioner brugere i Sydkorea, USA og Storbritannien haft adgang til at forhåndsteste app’en, men den skulle være på vej til at blive rullet ud globalt.
Samsung er dog ikke helt alene med sådan en tjeneste. Google har en tilsvarende app til Android-telefoner og Android Wear-ure, som også virker med den nyeste generation af Googles egne øretelefoner, Pixel Buds.