Forside * Nyheder

Nu kommer Vivo-telefonerne til EU

-

Et af de mest innovative, kinesiske mærker indtager nu breddegrader ret tæt på Danmark.

Hvis du er en af dem, der har ofte sidder og brummer i et hjørne i ren utilfredshed over, at der ikke er flere kinesiske smartphone-brands tilgængelige i Europa, kan du nu brumme lidt mindre højlydt. Nu kommer et af de største nemlig til EU: Vivo.

Okay, lad os være realistiske. Tre af de helt store, kinesiske smartphone-producenter sælger naturligvis allerede deres produkter i Danmark (Huawei, OnePlus og Xiaomi, hvis du skulle være i tvivl), og med alle de andre smartphones, der kan købes er det nok begrænset, hvor meget brummeri af den ovennævnte slags, der foregår i de danske hjem.

Annonce:

Når det er sagt, er der alligevel grund til at følge med, når Vivo træder ind på det europæiske marked. Vivo er nemlig blandt de kinesiske producenter, der har været villige til at eksperimentere allermest med nye teknologier i smartphones og lancere disse teknologier ude i markedet før alle andre.

Først med flere teknologier

For eksempel var Vivo først med fingeraftrykslæser i skærmen, tilbage i januar 2018. Dengang troede alle, at Apple ville komme først med teknologien i opløbet til lanceringen af iPhone X. Men til trods for at Apple ifølge vedholdende rygter havde arbejdet på teknologien længe, kunne de ikke få det til at virke i et iPhone-design. Men efter Vivo lancerede teknologien er den blevet standard på de fleste Android-smartphones.

Vivo var også først med små pop-op-selfiekameraer på smartphones. Det var ikke ligefrem en teknologi, der satte nye standarder, heller ikke selv om også OnePlus lavede en enkelt model med teknologien ombord. Men det vigtige var grunden til at Vivo prøvede det af.

Det var nemlig for at lave en af de første smartphones med skærm, der gik helt ud til kanten af telefonen på alle fire sider, ubrudt af de kamerahak eller kamerahuller, der stadig dominerer de fleste smartphones. Men Vivo viste vejen for, hvordan fremtidens smartphone kommer til at virke og se ud.

Lavede “MagSafe” til telefoner før Apple

Siden har Vivo både skabt innovationer indenfor ansigtsgenkendelse til identitets-verificering og har måske endda lavet en Apple før Apple. Da Apple lancerede MagSafe til iPhone for nylig, lød der spekulationer om at den næste iPhone ikke ville have nogen porte. Men sådan en smartphone har Vivo allerede lavet – for halvandet år siden.

Dengang præsenterede firmaet allerede deres version af ”MagSafe” og den portløse koncepttelefon, de viste frem, havde muligvis også selfie-kamera under skærmen, en teknologi, som en række andre producenter siden har demonstreret.

Senest har Vivo lanceret den kun 7,49 millimeter tynde 5G-smartphone X50, der har et Gimbal-kamera ombord, som følger og holder fokus på et motiv, selv hvis motivet flytter sig under videooptagelser. Det er blandt andet denne model, der nu kommer til Europa under navnet X51 5G. Denne flagskibs-smartphone får følgeskab af en række smartphones i mellemprisklassen, nemlig Y70, Y20s og Y11s.

Til at betale

Dertil kommer et par Google Assistant-kompatible, trådløse øretelefoner, True Wireless Stereo Earphone Neo og Wireless Sport Earphone. Den første har AI-baseret, aktiv støjreduktion, mens den anden model har bedre batterilevetid og er rettet mod fitness-folket.

Disse Vivo-produkter er foreløbig blevet lanceret i store lande, hvilket betyder Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Polen. Udrulningen starter i Storbritannien, hvor X51 5G er sat til en pris på 749 pund, eller cirka 6.200 kroner. Y-serien er som nævnt ret billig og starter helt nede ved 149 pund eller cirka 1.230 kroner. Du kan læse mere om detaljerne i Vivos pressemeddelelse.

Der er endnu ikke noget nyt om en skandinavisk lancering, men tilgængeligheden i flere af vore nabolande betyder naturligvis, at parallelimportørerne formentlig allerede planlægger at få dem til Danmark.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.