Forside * Nyheder

Jony Ive bliver webdesigner for AirBnB

-
“…HVEM siger du, jeg skal arbejde for…?” (Foto: Screenshot)

Den halv-legendariske Apple-designer skal designe AirBnBs kommende app og website gennem sit eget firma.

Hvis du har gået og spekuleret over, hvad Jony Ives næste projekt efter Apple ville blive, så kan du godt sætte spekulationerne på pause. Det viser sig, at Ive nu skal lave website- og app-designs for AirBnB gennem sit designfirma LoveFrom.

Det satte gang i en masse rygter, da Jony Ive sidste år forlod Apple efter omkring to årtier. Var det uenigheder med Tim Cook, der havde forårsaget bruddet? Eller var han bare træt af at designe telefoner i en tid, hvor det hele bare er skærm og cover?

Annonce:

Der er trods alt tale om manden, der begyndte at sætte sit fingeraftryk på Apples velkendte designs med den første (og meget i øjenfaldende) iMac. Den kickstartede Ives parløb med Steve Jobs, der naturligvis endte, da sidstnævnte gik bort.

I sine sidste år hos Apple blev Ive profileret mere og mere som manden bag design-strategien, der helt klart var i centrum for Apples produkter. Designet var hovedargumentet for de ekstra penge, Apple-fans gerne betaler for produkterne. Og derfor var der en del uro, da Ives afgang blev offentliggjort.

Får chefdesigner til at skride

Efter sigende havde Ive allerede været checket ud af Apple mentalt i mange måneder, da det blev offentliggjort, at han ville starte sit eget designfirma. Det sidste kom til at hedde LoveFrom, og Apple lovede deres kunder, at de ville arbejde tæt sammen med Ives nye firma på designfronten.

Indtil videre har der da heller ikke været de store afvigelser fra det designparadigme, Ive var med til at indstifte sammen med Steve Jobs, efter Ive har forladt skuden. Omvendt er de produkter, der bliver produceret lige nu, formentlig blevet skitseret inden Ive overgav ansvaret til nogle andre.

Aftalen med deleøkonomi-tjenesten AirBnB vækker opsigt, fordi Ive dermed går fra design af hardware til webdesign. En kommende, visuel overhaling af AirBnB er på vej, inklusive måden, de lader folk udleje deres boliger på via websiden og AirBnB-appen.

Det er denne visuelle overhaling, som LoveFrom skal stå for, og dermed bliver AirBnB samtidig et af de første store tjenester, der får en reel stjernedesigners navn tilknyttet sit web- og app-design. Det skriver Financial Times, der også kan rapportere, at tilknytningen ikke sker uden ballade. Aftalen er angiveligt kommet i stand mellem AirBnBs CEO Brian Chesky og Jony Ive personligt.

Det sidste har angiveligt ført til, at AirBnBs chefdesigner, Alex Schleifer, forlader sin post. Det er kun et år siden Schleifer tiltrådte, så det er formentligt ikke helt problemfrit. Hvorvidt det nu fører til en række Jony Ive-designede websites vil tiden vise.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.