Den danske HiFi-specialist har åbnet sit første store showroom, hvor man kan opleve produkterne.
HiFi Klubben 3.0 blev planerne kaldt, da de danske HiFi-specialister for 2 år siden første gang luftede ideerne om et kursskifte, indenfor fordelingen mellem netbutik og fysiske butikker.
I stedet for at prioritere webshop over fysisk butik, som flere af konkurrenterne gør, så går HiFi Klubben den modsatte vej:
De satser på showrooms / demorum, hvor produkterne kan opleves før køb og levering via webshoppen. Det fortæller HiFi Klubben i en udmelding.
Nu er konceptet klar til at flyve videre i Danmark.
Efter en tidligere åbning af et stort showroom i Malmø og to mindre demorum i Viborg og Hillerød, der åbnes nu det første af de store HiFi Klubben showrooms i Danmark.
Med åbningen i Aalborg City Syd der øges fokus på kundeoplevelsen og samspillet mellem butik og webshop.
“Vi vil gerne gøre vores butikker mere tilgængelige for kunderne og vise, hvordan det kan se ud hjemme i stuen. Derfor vil vi i fremtiden åbne demorum eller showrooms i stedet for klassiske butikker”, fortæller Christoffer Arensbach, der er CEO hos HiFi Klubben.
Den nye kurs betyder blandt andet, at vejledning og demonstration af udstyret i endnu højere grad er i højsædet.
“Vi har indrettet forskellige miljøer i vores demorum, der ligner det, kunderne har derhjemme. Det giver dem en bedre mulighed for at finde ud af, hvordan udstyret vil fungere i deres hjem”, lyder det fra Christoffer Arensbach.
Samspil mellem butik og webshop er nøglen til succes
HiFi Klubben forventer, at den nye butiksform flytter flere bestillinger fra den fysiske butik til deres webshop.
“Vi oplever allerede, at en stor del af handlen og rådgivningen er flyttet over på vores webshop. Derfor er det planen, at butikkerne i højere grad er det sted, hvor man kan prøve forskelligt udstyr og få rådgivning af vores sælgere, mens det endelige køb oftest vil foregå hjemme ved computeren”, udtaler Christoffer Arensbach.
Flere butikker bør overveje en model, hvor showroom og webshop hænger sammen. Det mener lektor Gitte Damgaard fra Aarhus Erhvervsakademi, der står bag et forskningsprojekt om fysiske butikkers fremtid.
“Køb af for eksempel HiFi-udstyr er ofte en større investering, hvor forbrugeren gerne vil teste, lytte, røre og se udstyret før køb. Derfor kan en webshop eller en fysisk butik ikke stå alene. Vi kommer til at se flere koncepter, hvor forbrugeren får rådgivning og vejledning i et showroom, men derefter går hjem, overvejer købet og foretager det endelig køb online. Især når det gælder varer med en høj værdi”, fortæller Gitte Damgaard.
Placering af showroom er ikke et tilfælde
Det er ingen tilfældighed, at Aalborg får det første store danske showroom, hvor tankegangen bag HiFi Klubben 3.0 er ført helt ud.
“Aalborg er en by med et stort opland og masser af mennesker, der er interesserede i fed lyd. Med den nye placering håber jeg, at flere nysgerrige aalborgensere vil komme ind og opleve, hvordan musik kan give gåsehud”, slutter Christoffer Arensbach.
Hvor ligger den nye butik
Den nye butik ligger i Aalborg City Syd (Nibevej 7, 9200 Aalborg SV) i en selvstændig bygning uden for centeret, men med adgang til samme mange parkeringspladser.