Hvis der ikke kommer noget på tværs, kan den længe ventede Star Wars-serie med lidt held få premiere til næste efterår eller senest i foråret 2022.
De fleste er nok efterhånden bevidste om, at Corona-krisen har forårsaget en hel del forsinkelser i produktionen af film og serier til de store og små skærme. Mange af os går allerede og frygter det hul i release-planerne, der efter sigende kommer til foråret, når de nuværende serier og film slipper op og ventetiden begynder på de produktioner, der er indspillet efter COVID-nedlukningerne.
Især science fiction- og fantasy-premiererne er flyttet til næste år, fra de kommende superhelte-serier i Marvel Cinematic Universe til Denis Villeneuves med spænding ventede version af ’Dune’, der for nylig er blevet flyttet et helt år, til efteråret 2021.
Men nu er der i det mindste positivt nyt for Star Wars-fans. Der har været en del uro blandt medlemmerne af denne fanskare omkring den Star Wars-serie på vej til Disney+, der har den allerhøjeste profilering. Nemlig den om Obi-Wan Kenobi.
Disney har været vage i udmeldingerne og har kun villet forpligte sig til en premiere engang i 2021, og mange fans har derfor været nervøse for, om seriens stjerne, Ewan McGregor, ville blive optaget af andre gøremål og serien derfor kunne blive udskudt på ubestemt tid.
Beroligede fans
McGregor er ubetinget det største navn på rollelisten i de planlagte Star Wars-serier, inklusive den nu så populære ’The Mandalorian’, og den eneste, der muligvis kunne være nødt til at kaste håndklædet i ringen for at være med på en stor filmproduktion i stedet.
Men nu har McGregor taget bladet fra munden og har offentligt fortalt om planerne for produktionen af Obi-Wan Kenobi-serien. Det skete på det populære, talkshow der har britiske Graham Norton i både titlen og i værtsstolen. Du kan se klippet herunder.
I interviewet fortæller McGregor ret utvetydigt, at indspilningerne til showet begynder til marts. Hvis produktionsholdet, der ledes af den kyndige instruktør Deborah Chow, er lige så hurtige som Jon Favreaus hold på ’The Mandalorian’, kan vi med lidt held se de første afsnit af serien i efteråret 2021, eller i hvert fald foråret 2022. Hvis der altså ikke kommer flere Coronavirus-relaterede forsinkelser ind i billedet.
McGregor fortæller i øvrigt også om, hvordan det er at nærme sig den alder, som Alec Guiness havde, da han udødeliggjorde Obi-Wan Kenobi-rollen første gang i ’Episode IV: A New Hope’, der fik premiere i 1977. McGregor siger, at han forsøger at ”møde” Guiness og hvordan en yngre udgave af sidstnævnte ville spille rollen, hvis det havde været muligt.