Opdatering 15/9: Der opstod tvivl om hvorvidt det er en beta-udgave af YouTv der åbner d. 22/9. NuuDay fortæller til recordere.dk at det er den køreklare tjeneste der åbner tirsdag, og der er åbent for alle. |
YouSee lancerer en ny streamingtjeneste, der samler TV og andre streamingtjenester i en app.
I næste uge åbner YouTv, en ny streamingtjeneste der samler TV og streaming i en app. Det skriver Flatpanels.
YouTv lanceres som en ny streamingtjeneste, hvor der gennem samme ‘portal’ kan abonneres på såvel tv-kanaler som andre streamingtjenester, hvor det tilgængelige indhold kan blandes efter behov.
Dette uden at man behøver abonnere på andet hos YouSee. Man behøver hverken deres kabel-tv eller bredbånd, for at oprette et abonnement og se med.
“I dag foretrækker mange danskere at se deres underholdning via forskellige streaming-apps i stedet for en traditionel tv-pakke. Derfor har vi designet en fleksibel tv- og streamingtjeneste, YouTv, til netop disse brugere”, lød det fra Jacob Mortensen, direktør for YouSee, i en udmelding i sommers.
Over 40 kanaler og 8 streamingtjenester
I YouTv vil man kunne vælge mellem stort set de samme tv-kanaler og streamingtjenester, som YouSee tilbyder i Bland Selv, og løbende skifte dem ud efter behov.
Ved premieren vil der være adgang til mere end 40 tv-kanaler og 8 streamingtjenester, der kan vælges til eller fra efter behov.
“Det er første gang, det bliver muligt i Danmark, at man, lige meget hvor man bor eller opholder sig, blot skal downloade en app og herefter med det samme frit kan vælge mellem de mest foretrukne tv-kanaler og streamingtjenester samlet på en helt enkel og fleksibel måde”, fortalte Jacob Mortensen i sommers.
Pris og tilgængelighed
Prisen kendes ikke endnu. YouSee har foreløbig kun sagt at det bliver billigere end de klassiske tv-pakker.
Ved lanceringen kan der ses med via Chromecast, computer, smartphone og tablet. På sigt kommer der også adgang fra Smart-tv og Apple TV.
YouTv lanceres tirsdag d. 22. september.