Disney+ synes ikke at ville bekræfte, om den kommende sæson af ’The Mandalorian’ kommer til Danmark, når den har premiere i resten af verden.
Det svirrer med nyheder omkring Disney+ lige nu. Den officielle liste over indholdet, der tilgængelig fra 15. september, hvor tjenesten åbner i Danmark, er netop blevet offentliggjort. Men der er både indhold, der glimrer ved sit fravær, og manglende nyt om kommende indhold.
Det første drejer sig om live-action-versionen af ’Mulan’, hvis verdenspremiere blev udskudt på grund af Corona-krisen. I USA har Disney i stedet valgt at lade den få premiere på Disney+, hvor man skal betale ekstra for at se den, hvilket kan ske fra i morgen.
Der var derfor grund til at tro, at filmen også ville være i kataloget på den danske version af tjenesten, men som ovennævnte liste afslører, er dette altså ikke tilfældet. Det vides endnu ikke, hvordan og hvornår, danskerne kan få lov at se filmen, der anslås til at have kostet 200 millioner dollar at producere og derfor er en af Disneys helt store satsninger for 2020.
Spænding på sociale medier
Værre ser det ud for Star Wars-fans. Den ovennænte liste bekræfter, at første sæson af ’The Mandalorian’ får dansk premiere 15. september, sammen med resten af det nuværende, tilgængelige Star Wars-indhold (måske lige med undtagelse af den famøse ’Holiday Special’ fra 1978, 3D-versionen af ’The Phantom Menace’ og originalversionerne af den oprindelige trilogi).
Men hvor Disney igår annoncerede, at anden sæson af ’The Mandalorian’ lander 30. oktober på Disney+ i store dele af verden, holdt tjenestens pressefolk igen med at love, at den kommer til Danmark og resten af Norden på den samme dato.
Listen over indholdet på den danske Disney+ melder ikke noget om ’The Mandalorian’ sæson 2, men på internationalt plan er der også tavshed som svar, når der spørges om den skandinaviske premiere på sæsonen. Det kan man se på Twitter, hvor sociale medie-managere har brugt de sidste 24 timer på at besvare spørgsmål fra ’The Mandalorian’-fans.
Britiske fans spurgte således, om serien får premiere i Storbritannien 30. oktober. Det svarede support-kontoen @DisneyPlusHelpUK ja til. Det samme svar kom fra det indiske modsvar på denne support-konto, da indiske fans spurgte til premieren på serien. Og også fans rundt om i EU fik en positiv, bekræftende respons.
Rungende tavshed
Men da Twitter-brugeren @ThisWay1701 spurgte, om sæsonen også dukker op i Sverige 30. oktober, blev vedkommende mødt med rungende tavshed. Det er især underligt, fordi den internationale support-konto @DisneyPlusHelp svarede på @ThisWay1701’s første spørgsmål, om 30. oktober også er sæsonens officielle premieredato i EU.
På det spørgsmål svarede @DisneyPlusHelp, at serien får premiere i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Holland 30. oktober. Ikke et ord om Norden. Da @ThisWay1701 fulgte op med et spørgsmål om Sverige ”hvor Disney+ åbner 15. september” lød der ikke flere ord fra Disney+. Det samme skete, da @CMEThulin spurgte om en svensk premiere i en tråd, hvor britiske og tyske fans havde fået svar.
Den simple forklaring kan være, at support-kontoen for den nordiske udgave af Disney+ endnu ikke er aktiv, og at de i øvrigt har travlt med at forberede premieren 15. september. Det kan også være, at Disney fra hovedkvarteret i Burbank i Californien har beordret radiotavshed på alle fronter, der ikke er officielle PR-kanaler forbundet med den nordiske Disney+-lancering.
Men det kan også betyde, at danskerne må vente på ’The Mandalorian’ sæson 2. Til en sydamerikansk fan svarede @DisneyPlusHelp således, at ”selv om det meste af indholdet er det samme på tværs af alle versioner af Disney+, kan der være små forskelle på regionerne”. Og når vi nu har fået bekræftet, at live-action-udgaven af ’Mulan’ ikke er en del af det danske Disney+-kataloget fra dag 1, kan Disney jo også lade Norden vente på ’The Mandalorian’ sæson 2.
Opdatering 4/9
Disney bekræfter dansk premieredato på The Mandalorian 2