Til næste år kommer vil man kunne gå i IKEA og købe prisvenligt gaming-møblement og -tilbehør designet til et nydeligt hjem.
Knapt var nyheden landet om de nye farver på SYMFONISK-serien, som IKEA som bekendt laver sammen med Sonos, før den svenske møbelgigant udsendte en pressemeddelelse om endnu et samarbejde med et stort techfirma.
Denne gang er der tale om taiwanesiske ASUS, som måske ikke lige er den første samarbejdspartner, man kommer i tanke om, når man sætter sig ned og prøver at forestille sig, hvem IKEA kunne lave nye produktdesigns sammen med.
ASUS blev jo oprindeligt mest kendt for sine bundkort og grafikkort, og har siden etableret sig som en populær producent af lette og tynde laptops med interessante designs til en pris, hvor rigtig mange købere kan være med. Idag laver de også andre produkter som smartphones, tablets og wifi-routere.
Ingen af disse produktkategorier ligger dog lige til højrebenet for IKEA på samme måde som dekorative højttalere til hjemmet. Men der er én kategori i ASUS’ portefølje, som det giver god mening for IKEA at bygge bro til. Og det er ASUS ROG.
Fra kontormøbler til spilmøbler
ROG står for Republic of Gamers, og som navnet ganske kraftigt antyder, så er der tale om ASUS’ hardware til gamere. Under dette navn laver ASUS alt hvad gamere har brug for idag, fra laptops og desktop-computere konfigureret til gaming, over hovedtelefoner og Twitch-streamingkits til PC-komponenter og routere direkte rettet mod spilglade købere.
Det er dog ingen af disse kategorier, IKEA virker mest interesseret i at samarbejde omkring. IKEA laver trods alt primært møbler…men det gør ASUS også. ROG Chariot Core er for eksempel en gaming-stol med armlæn, der kan justeres i fire forskellige dimensioner, memoryskum-støtte til den nedre ryg og andre ergonomiske features.
IKEA har endnu ikke sagt noget konkret om, hvad der kommer til at være i serien, men man kan nok godt forvente at se en lignende gaming-stol blandt de cirka 30 produkter, IKEA siger, at de vil lave sammen med ASUS. Det er IKEAs ’Workspace’-division, der normalt laver kontormøbler, som skal samarbejde med ASUS, så mon ikke også borde og opbevaringsmøbler i gaming-stilen er på programmet.
Afsløres til februar
Disse nye produkter bliver udviklet i IKEAs udviklingscenter i Shanghai, og derfor får kineserne også lov at købe dem først. I Kina begynder produkterne allerede at komme på gaden til februar, mens resten af verden må vente til oktober 2021. Men det betyder naturligvis, at vi allerede om få måneder vil kunne se, hvad verden udenfor Kina har i vente.
IKEA skriver i pressemeddelelsen, at gaming-produkterne bliver lavet til at være ”prisvenlige og ergonomiske”, og derudover skal man nok hæfte sig ved, at IKEA også nævner tilbehør sammen med møblerne. Det sidste betyder formentlig, at også f.eks. højttalere og måske endda skærme kan være inde i billedet.
Det vigtigste for IKEA ser dog ud til at være muligheden for at lave gaming-møbler, der ikke står for meget ud fra resten af møblementet. Møblerne og tilbehøret er ”designet med henblik på ydeevne, mens de samtidigt falder smukt ind i hjemmet”.