Bang & Olufsen indgår samarbejde med Astralis, og er på vej med et gaming-produkt.
B&O har indledt et samarbejde med e-sportgiganten Astralis Group. Gennem de næste tre år vil B&O udstyre Astralis-holdet og spillerne med lydprodukter – til brug væk fra skærmen – samt sponsorere FIFA-holdet.
Som en del af samarbejdet vil Astralis udnytte deres indsigt i gaming-industrien til at hjælpe B&O med at udvikle den fremtidige produkt-portefølje til gaming. Det fortæller B&O i en udmelding.
“Det er overflødigt at sige, at vi er glade for at offentliggøre vores samarbejde med Bang & Olufsen. Samarbejdet er ikke blot værdifuldt rent kommercielt, men også brandmæssigt, da B&O deler Astralis’ værdier med en klar identitet og kompromisløs tilgang til håndværk og kvalitet”, fortæller Jakob Lund Kristensen, medstifter og CCO i Astralis Group, og han fortsætter:
“Vi vil markedsføre B&O’s produkter, mens B&O vil være hovedsponsor for vores FIFA-hold med trøjeeksponering og digitalt udseende. Aftalen er dog et gruppepartnerskab, der dækker både organisationen og spillerne på vores tre hold, når de er væk fra serveren, rejser og træner”.
Han mener at samarbejdet med B&O giver mulighed for at udforske nye måder at kombinere e-sport og gaming, med et større fokus på produktudvikling.
Nyhed til gaming i foråret 2021
Også hos B&O lover samarbejdet en væsentlig indsigt ind i en branche, der er under rivende udvikling.
Gennem samarbejdet vil B&O kunne bruge Astralis’ position og kapacitet til at bringe mere kvalitet ind i gaming-industrien.
“Vi er glade for at samarbejde med en af verdens førende e-sportsorganisationer, når vi vover os ind i gaming-industrien”, fortæller Christoffer Poulsen, SVP for Product Management i B&O, og han slutter:
“De spillere, vi ønsker at nå, er vokset op med gaming og bruger det til at slappe af og have det sjovt, udfordre sig selv og give mental stimulering. De har passionen og midlerne til at investere i gaming-hardware, men finder desværre ofte ud af, at branchen er bagud, når det kommer til påskønnelse af lyd, kvalitet og komfort”.
Det første produkt i B&O’s gaming-portefølje bliver et sæt hovedtelefoner. De kommer på markedet i foråret 2021.