Motorola har bedt folk sætte kryds i kalenderen til hvad der efter alt at dømme er en lancering af en ny, opgraderet RAZR-model.
Når det gælder foldbare smartphones har Samsung siddet tungt på al opmærksomheden. Det gælder både den opmærksomhed, de gerne ville have, og den, firmaet gerne ville have undgået. Det sidste handler naturligvis allermest om balladen omkring den første Galaxy Fold og de forsinkelser, der fulgte.
Så var der lidt mere smæk på lanceringen af Z Flip, der blandt andet blev vist frem til verden via en reklame under Oscar-festen i USA – til manges store overraskelse. Den er nu kommet i en 5G-version, men det var alligevel Z Fold 2, der fik allermest opmærksomhed i den foldbare kategori, da Samsung holdt deres Unpacked-event for nylig.
For når verdens største elektronikvirksomhed beslutter sig for at bruge en masse penge på marketing, så buldrer reklametrommerne ekstra højt. Og så er det nemt at glemme, at der er en anden spiller på den foldbare bane – Motorola.
Det var jo faktisk Lenovo-ejede Motorola, der først kom på banen med en foldbar smartphone i klaptelefon-formatet, da de relancerede deres legendariske RAZR-smartphone med en foldbar skærm på hele indersiden.
Men selv om den nye Motorola RAZR blev annonceret flere måneder før Galazy Z Flip, blev RAZR’en forsinket, sådan at den kun kom i butikkerne en uge før Samsungs modsvar. Og eftersom Samsung lod den ovenfor beskrevne reklametorden lyde højt og længe var resultatet, at RAZR aldrig rigtig brød igennem til folk.
Klar til 5G
Dertil kommer, at anmelderne ikke var superbegejstrede for RAZR, der ligesom Z Flip var møgdyr, og i endnu mindre grad end Samsung’en kunne levere på ydelsessiden (anmelderne var heller ikke just begejstrede for Z Flip). Men det sidste ser det ud til at Motorola vil lave om på nu.
Der er netop blevet sendt virtuelle invitationer ud til, hvad der skulle være afsløringen af Motorolas næste RAZR-version. Når dette udtrykkes lidt vagt, er det fordi, der ikke bliver sagt meget mere, end hvad du kan se i GIF’en herover. Og det er jo ikke ret meget, selvom det ser ud som om, der er noget, der bliver foldet i videoen.
Men i invitationen skriver Motorola, at de vil “flip the smartphone experience once again”, så det lugter jo unægteligt af en klap-telefon, der på engelsk kaldes for en “flip phone”. Samtidig skriver XDA-Developers, at Motorolas planer er begyndt at lække.
Ifølge deres kilder bliver der skruet op for en række ting på den nye model: Mere RAM, mere lagerplads og et større batteri. Hoved-chipsettet bliver også opgraderet til en 5G-model, nemlig Snapdragon 765. Det betyder dog, at RAZR stadig er langsommere end Z Flip, der med den nye 5G-version har fået topmodellen Snapdragon 865+ ombord.
Og så kommer det hele naturligvis stadig an på prisen. Et af problemerne med den første version af RAZR med foldbar skærm var, at den kostede 12.999 uden abonnement. Hvis den nye RAZR koster det samme, vil den være 600 kroner dyrere end Z Flip 5G, selv om sidstnævnte har en hurtigere processor. Men det finder vi alt sammen ud af 9. september.